Signe Marie Richter

Kære Politiken, brug dog links!

Politiken irriterer mig grænseløst. For Politiken linker helst kun til sig selv, og hvis Politiken linker til andre, så skal linket helst ligge helt i bunden af artiklen, ledsaget af advarslen ‘eksternt link’ (uha uha, som i VÆK fra Politikens trygge lille indhegning, nej, nu har jeg aldrig hørt mage, stik mig en valium!)

Lad os tage et eksempel fra i dag. Med vanlig arrogance formår Politiken at besværliggøre min færden i de allerførste tre artikler, jeg klikker på hos dem. Sjovt nok blev de dermed de eneste jeg gad se på. Vi tager Kvindefjendsk fortid indhenter LA-spidskandidat, som ser således ud:

Her har vi virkelig et eksempel på en historie, der kunne tage baby step nummer et og udnytte links, eftersom nævnte udtalelser er foretaget på en art blog ved navn damefrokosten. Det nævner Politiken allerede i første linje, men får vi et link? Nej. “Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med”, siger Politiken til dig og klapper dig nedladende på hovedet. “Nu skal du først læse Vores Ord, og hvis du så tør, så kan du klikke på nogle af de faretruende røde links i versaler, som vi har puttet allernederst”. Et link, der i øvrigt linker til Uffe Elbæks kommentar til dem i stedet for selve anklagerne (måske det er tid til et medarbejderkursus?).

Og herefter går det ellers derudaf med at planke bloggens indhold. Vi får DOKUMENTATION:

“Artiklen” her består anklagerne, løftet fra bloggen hvor de oprindeligt blev fremsagt og lagt i redigeret udgave ind på Politiken. Det er DOKUMENTATION på Politiken, redigeret dokumentation, jovist, men hvem kerer sig om den slags når musikken spiller? Politiken gør i hvert fald ikke. Denne Politikens jam-session over konceptet ‘dokumentation’ omfatter naturligvis heller ikke den lange efterfølgende debat, som – newsflash! – også er relevant for mange.

Det er gået stærkt, ser man på stavefejlene, men det værste er nu, at på siden med DOKUMENTATION skriver man blot, at anklagerne er fremsat på damefrokosten, uden forklaring til eventuelle nytilkomne læserne om hvad det er og UDEN LINK! Så kan vi sidde der og spekulere på hvad Ole Birk Olesen lavede til en damefrokost eller vi kan prøve at skrive damefrokosten.dk, blot for at finde ud af at det domæne er ejet af one.com. Så kan vi google og finde den rigtige blog, men ak, udtalelserne er fra juni, så de er ikke umiddelbart at finde på siden. Ind i arkiverne og bladre….ZZZzzzzzz……

Hvis nogen ellers gad at læse Politikens redigerede DOKUMENTATION færdig, ville de opdage, at der helt nede i bunden med advarslen ‘eksternt link’ lå endnu et link til Uffe Elbæks kommentar til de oprindelige anklager. Og læseren kunne dermed ad omveje finde frem til anklagerne, som de blev fremsagt i sin tid, altså, den egentlige dokumentation.

Så kære Politiken…

Det link er det eneste relevante i jeres ‘dokumentation’ og det bliver puttet i skammekrogen. Det er DOKUMENTATION, der tildækker den ægte dokumentation og det er hamrende dårlig stil. Som H.V. Kaalund så smukt formulerede det, “Den mand er jo ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, der rasler med sin kerne”. Måske noget man kunne trykke på en plakat og hænge op i redaktionslokalerne? Nej, nevermind…

Men her er hvad jeg, jeres læser tænker om jeres strategi:

Hvis Politiken finder den ekstra information og – i dette tilfælde – den ægte dokumentation hos andre irrelevant, fred være med det, det er da en holdning man kan have. Men giv dog læserne muligheden for at få adgang til informationen! Det kræver ikke så meget som ét anslag mere i den endelige tekst at få et link ind i første linje, og hvis det tager Politikens journalister mere end fem sekunder at lave det, skulle man måske overveje at sende dem på kursus. Jeres praksis med ‘eksternt link’-advarslen viser mig, at der ligger en strategi bag jeres måde at linke på. Hvor efterlader det mig som læser, jo, ved den konklusion at Politiken kun nødigt ønsker at give mig information, som ikke ligger på Politiken. Og i så fald sørger for at gemme den godt og grundigt. Synes I selv det er hæderlig avisdrift?

Her er et forslag, skriv ADVARSEL! ‘internt link’, når I linker til jer selv. Og lad være med at bruge etiketten ‘DOKUMENTATION’ når I ikke kan leve op til det. Eller bare start med at svare et spørgsmål: Hvorfor er I så bange for at informere?

Tilføjelse: Politiken har efterfølgende redigeret sidstnævnte artikel, så ordet dokumentation blev fjernet og damefrokosten fik sin .com-endelse på. Men der er stadig kun et link allernederst i teksten.

Find nu en løsning, Sony og Youtube!

I går var der Super Bowl finale i USA, og som traditionen foreskriver skal kampen skydes igang med nationalsangen, The Star Spangled Banner, sunget af en af nationens bedste sangerinder. I går var turen kommet til Christina Aguilera, som i en mudderpøl af fraseringer formåede på en gang at voldtage melodien og glemme teksten. Nuvel, det fik mig til at tænke på en legendarisk performance ved selv samme begivenhed i 1991, hvor en toptunet, turbanklædt Whitney Houston, i skyggen af Golfkrigen sang nationalfølelserne helt derud hvor tårene trillede og skridtbeskytterne dirrede. Onde tunger har siden påstået at det var playback, men lad det nu ligge.

Jeg har tidligere set det klip på YouTube, og fordi det er så gåsehudsfremkaldende fantastisk en optræden, så gik jeg her til morgen ind for at se det igen. Jeg har bogmærket klippet (så oldschool er jeg nemlig) så jeg VED det er det samme klip. Og hvad får jeg?

Beklager?

Den tager vi lige igen.

BEKLAGER?!?!

Jamen, er det ikke bare absurd ud over alle grænser? Et musikfirma vil ikke lade mig komme ind og blive bedåret af en af deres sangerinder på nettet. De vil ikke vide hvad jeg synes om det. De vil ikke have at jeg fortæller alle mine venner, hvilket fantastisk klip jeg fandt på nettet og her kan de købe sangen? Man skulle næsten tro det var 1999.

Kære Sony Music Entertainment (og YouTube)

Det er 2011. Ophavsret er noget, som man bruger til at tjene penge på, ikke noget, man bruger til at nægte folk adgang til materiale. Da ikke hvis man ønsker vækst i sin virksomhed. Kom nu ind i kampen! Når I gør det umuligt for mig at få adgang til det materiale, jeg ønsker på lovlig vis, så frakender I jer for evigt retten til at sidde og tude over musikpirateri. Man kan ikke købe retten til noget og så sidde og fedte med den og nægte andre at opleve det, hvis man vil betragtes som et seriøst foretagende.

Sæt jer nu lige ned og bliv enige om detaljerne, og put det så på Vevo, for dælen!

Hvornår gik reperation af mode?

Det kan ikke betale sig at få repareret ting mere. Hvad er der nyt i det, tænker du måske, og…. ikke andet end at det lige er gået op for mig endnu en gang, og jeg er præcis ligeså harm som sidst det skete (DYRT digitalkamera som blev henlagt på grund af problemer med linsemotorikken og reperationsomkostninger på den forkerte side af hvad et nyt ville koste).

Min støvsuger har en fem år på bagen og den suger ganske fint, men der er et eller andet i motoren, der går i resonans med hele bygningen når man tænder den. Det resulterer i en sønderrivende høj whooooooom-lyd af en anden verden, en art jetmotor-støj, som altså gør støvsugning til et mere end almindeligt uudholdeligt gøremål.

Så tager man den da til reperation, ikke? Nej, det gør man åbenbart ikke. Gabriel tog den med ned til Støvsugerbanden på Nørrebrogade, hvor manden bag disken stak den i stikkontakten et nanosekund, for derefter at konstatere, at det kunne ikke laves. Han tjekkede ikke sugestyrken eller åbnede kræet eller foretog andet, der kunne bakke hans diagnose op. Det skortede ellers ikke på profetierne, den ville HELT sikkert dø helt i løbet af et par uger, mente han. Hvilket er lidt sært, fordi den har larmet sådan her under minimum ugentligt brug i hvert fald et halvt år (ja, jeg er utrolig langsom til at gøre noget ved ting, som virker, men som bare ikke er 100% i orden).

Men han var sikker i sin sag, og forsøgte selvfølgelig at prakke os et nyt bæst på, hvilket vi takker nej til.

Vi går ind til Skousen, som ærligt erklærer, at de ikke kan diagnosticere dyret der i butikken. Vi kan sende den ind til tjek, men det vil koste 600 kroner at få nogen til at tjekke den, plus fragtomkostninger på flere hundrede kroner – plus evt. reperationsomkostninger (dog fratrukket diagnose-gebyret).

Den nye model af vores støvsuger koster omkring 1000 kroner. Det vil sige at det aldrig vil kunne betale sig at få den repareret – i hvert fald ikke af de kanaler vi har adgang til. Hvor er de der selvlærte elektroniknørder som kan fikse det meste til priser hvor studerende kan være med? Jeg snakker ikke sort, men måske bare sådan en almindelig ufaglært timeløns-ting? 300-400 kroner?

Hvad er det for et samfund vi har konstrueret, hvor lokal fragt og reperation af en støvsuger koster mere end en helt ny maskine, der vel for helvede er blevet fragtet hertil fra den anden side af kloden? Køb dog en ny, siger folk. Jamen for satan, jeg HAR en støvsuger, den skal bare lige fikses. Hvorfor skal jeg ud og lægge flere penge på vores forbrugsalter og bidrage mere til elektronikkirkegårdene i 3.verdenslande. Jeg ønsker det ikke, det er mig inderligt imod!

Efter endnu en uges jetmortostøvsugning kom Gabriel hjem med en ny støvsuger. Den ligner den gamle på en prik, lidt opdateret design hist og her, men ellers den samme. Det er dejligt at kunne støvsuge uden høreværn igen, men jeg er stadig lidt olm på vores kollektive reperations-arrogance.

PS: Hvis du kender sådan en elektronik-mekaniker-filejs i Københavnsområdet som kan lidt af hvert, så har jeg både et Canon digitalkamera, en Nilfisk støvsuger, to B&W højttalere og en gammel Luxman-forstærker, der trænger til en kærlig hånd. Any ideas?

Er vinteren forbi?

Så koldt her var det sidst jeg var i Tisvildeleje den fjerde januar.

Planket fra podiet: Burberry-inspireret halsedisse

Halsedisse! Er det ikke bare det fedeste ord? Det synes jeg. Seneste færdige strikkeprojekt er netop en halsedisse (eller halsrør eller snood, som briterne vistnok kalder dem). Den er designet af Raveleren Julianne Smith – frit efter en efter sigende utrolig dyr Burberry-dims. Jeg går og pønser på en ‘overbygning’ på dette design med flere og strammere kabler/snoninger rundt om, men for nu er dette altså resultatet:

Opskriften finder du her på Ravelry. Det er strikket på pind 6 i mit nye yndlingsgarn, Hjertegarn Natur Uld. Jeg brugte knap to nøgler à 100 gram, og det er strikket med en provisional cast-on (hvad hedder det på dansk? Provisorisk opslag?). Jeg bruger hæklemetoden, som Chris de Longpré har lavet en fin video-tutorial til (tryk på play video). Du strikker så op fra de åbne startmasker og hiver til sidst restgarnet ud og syer de åbne masker sammen til sidst med maskesting (engelsk: kitchener stitch/grafting), så syningen er usynlig. Knitty har en god vejledning til dette her.

Jeg er ret pjattet med min burberrydims, selv om mønsteret ikke helt passede garnet og min strikkefasthed (jeg strikker meget løst). Jeg nåede kun to gentagninger af mønsteret, selv om den er designet til fire gentagninger. Hvis jeg skal strikke et nyt med samme garntykkelse vil jeg se om jeg ikke kan få proppet flere kabelsnoninger ind. Men som sagt, hvis jeg strikker noget i denne stil igen, så går min indre strikdesigner nok amok og hitter på noget med nogle anderledes snoninger/kabler. Jeg holder jer opdateret.

Desuden er jeg er vist ramt af det, man på Ravelry kalder startititus, en håbløs tilstand hvor man begynder på utallige ambitiøse projekter på én gang. Jeg har jo gang i uglesweateren, er halvt færdig med en islænder og en hjemmebrygget hue, plus jeg pusler med et lille hjemmedesign, et pandebånd med perlestrik og snoede ribber.

Alligevel gik jeg i gang med en sweater mere i går. Jeg har noget garn, jeg købte billigt i efteråret, som har ligget og stirret på mig inde fra plasticen i månedsvis, nemlig 12 nøgler Sublime Organic Merino DK. Og 12 er bare ikke ret meget, så jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle finde på med det… Men I går tog jeg det frem og lavede nogle strikkeprøver. Og gæt engang, det passede perfekt på en af de allerførste opskrifter, jeg ‘heartede’ på Ravelry, nemlig en gammel sag fra Vogue Knitting Winter 05/06. Det er ambitiøst, så jeg vil helst ikke mobbes selv om det tager mange måneder. Men er den ikke bare smuk?

At designeren så har konstrueret den her i stykker, som skal syes sammen, går over min forstand. Altså rundt bærestykke, for og bag er ens… hvad dælen er grunden dog til at lave en syet version? Dumt, dumt. Med vanlig selvtillid har jeg derfor slået op til at strikke den på rundpind. Vi ser hvordan det går.

Planket fra podiet: Strikket pandebånd

For free English version of this pattern, go to pattern page on Ravelry.

Jeg lagde et nyt, gratis design på Ravelry i går, og mine danske strikkevenner skal da ikke snydes for en dansk udgave. Det er et virkelig simpelt strikket pandebånd i super-bulky garn, jeg brugte Malabrigo Rasta, som jeg havde en lille rest (Rast, haha? Ej ok, stop nu med morfarhumor) liggende af. Det minder ret meget om, dem jeg har set på diverse runways her i efteråret, så jeg har bestemt at det også er supermoderne, selv om min kæreste synes jeg ligner en ogginok.

Det kan strikkes i alle de tykkeste garntyper, som Malabrigo Rasta og Gruesa, Rowan Big wool, Felted Tweed Chunky og Drift, Debbie Bliss Como, Donegal Chunky Tweed og Cashmerino Superchunky og selvfølgelig Garnstudio Drops Eskimo, Andes og Polaris. For de lidt tyndere typer som f.eks. Eskimo kan du nok godt tilføje et par masker til hver, prøv dig frem.

Materialer: Cirka 40 meter Malabrigo Rasta og et sæt 10mm pinde – strømpepinde kan fint bruges.

Sådan gør du:

• Slå 12 masker op på p. 10 og strik perlestrik: Pind 1 (og alle ulige pinde): Strik (1r, 1vr), Pind 2 (og alle lige pinde) Strik (1vr, 1r)
• Strik til båndet lige akkurat kan nå rundt om dit hoved, der hvor pandebåndet skal sidde. Det skal være en lille smule ubehageligt stramt, for garnet giver sig meget ved brug.
• Luk af og sy enderne sammen, så du har et højt pandebånd
• Slå nu 6 masker op på p. 10 og strik perlestrik igen: Pind 1 (og alle ulige pinde): Strik (1r, 1vr), Pind 2 (og alle lige pinde) Strik (1vr, 1r)
• Strik til båndet er cirka 20 cm eller så det kan nå rundt om pandebåndet og give en passende rynkeeffekt.
• Luk af og vikl båndet omkring pandebåndet så det dækker syningen, og sy enderne sammen.
• Du kan evt. fæstne det smalle bånd til pandebåndet med et par sting, så det ikke glider væk fra syningen.

Et voilá! Et styks superchikt pandebånd på rekordtid. Og du kom af med en eller anden gammel, ubrugelig rest, som man altid har af de der supertykke garner. Hurra!

Opskrift: Det bedste brød til hverdag.

Det her er brødet jeg bager til hverdag, fordi det er nemt og hurtigt at lave, sundt, når dejen sammensættes af forskellige meltyper og fungerer lige godt som mad-, morgen- og madpakkebrød. Det er et helt klassisk duer-til-alt-brød med fast, saftig krumme (ikke de største bobler) og sprød skorpe. Brødet hæver natten over, så du slår dejen op, dagen inden du skal bruge det. Alt arbejdet ligger før du sætter dejen til hævning, så du skal ikke stå og bakse med dejen om morgenen.

Til ét brød skal du bruge:

• Ca. 4 1/2 dl. væske i alt, som består af op til en dl. syrnet mælkeprodukt, f.eks. kærnemælk og lunkent vand for resten.
• En gærklump i på størrelse med en hasselnød
• En stor spsk groft salt
• 600 gram mel fordelt på hvede, durum og rug. Alternativt 600 gram fuldkornshvedemel.

Rul et par linier ned for detaljeret fremgangsmåde:

For de bagevante: Kort fremgangsmåde:

Afmål ca. 4 dl håndvarmt vand og tilsæt mælkesyre til du har 4.5 dl. Opløs gær og salt i væsken. Rør rug og durum i, herefter hvedemel, lidt af gangen. Ælt dejen 10 minutter, saml den til en kugle og læg den i en skål dækket med plastfilm. Lad den stå til hævning til næste dag eller til dejen har dobbelt størrelse.

For begyndere: Detaljeret fremgangsmåde trin for trin:

• Bland din væske ved at hælde ca. en halv dl kærnemælk eller et godt bløp yoghurt eller lignende i et målebæger og tilsæt lunkent (fingervarmt) vand af koldt vand fra hanen og kogt, varmt vand til du har 4.5 dl. Hæld væsken i en stor skål og opløs gæren i det (lad være med at falde for fristelsen og bruge mere gær). Tilsæt salt, en stor spsk groft, og rør i væsken til det er helt opløst.
• Beslut dig for melsammensætningen, der er frit slag, bare du maks bruger 75 gram rugmel, da rugemel nok er godt for fiberindholdet, men hæmmer hævningen. Jeg plejer at bruge 400 gram hvede, 150 gram durum og 50 gram rug. Tilsæt rug og durum først og rør væsken til en grød. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, lad være med at hælde det hele i. Rør med træske til dejen er for sej, og ælt så med fingrene.
• Når dejen er til at håndtere som én, halvklistret klump, vælter du den ud på et meldrysset bord. Nu skal dejen æltes. Det her er en mellemfast dej, så den SKAL æltes for at blive luftig. Der er ingen vej udenom. Ælt dejen i 5-10 minutter (hellere 10 end fem) med fast hånd, men uden at tæve den. Læg vægten i mens du folder den stille og roligt ind over sig selv igen og igen. Kig på uret, 1o minutters æltning er længere end man tror.

Bagning

Næste dag, eller når dejen har dobbelt størrelse, tænder du ovnen på 250° (200° ved varmluft). Vip forsigtigt dejen ud på en bageplade med bagepapir, uden at trykke luften ud af den. Rids brødet , sprøjt det med vand og sæt det i ovnen. Skru ned til 225° (180° ved varmluft) med det samme eller efter fem minutter, alt efter din ovns responstid. Sprøjt både brødet og ovnens indvendige sider med vand flere gange undervejs . Bag i 30-40 minutter og lad køle af på bagerist. Hellere bage lidt for meget end for lidt, skorpen skal være hård og gerne temmelig mørk.

Lad brødet køle helt eller næsten helt af før du skærer det. Krummen er som på billedet, jo mindre du bakser med dejen, når du hælder den ud på pladen, jo mere åben krumme. Jeg baksede lidt rigeligt med dette eksemplar, så krummen er ikke superåben, men brødet er stadig saftigt og lækkert.

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål

Bon appetit!

Ordentligt brød part II: Det basale

Med fare for at skrive  et indlæg i marathonlængde får du her al den basale viden, du behøver for at bage godt brød. Den er samlet på gammeldags manér, gennem mange timers asen og masen med dejen i køkkenet. Jeg har efterprøvet mangt et husmodertrick, men bruger kun en håndfuld jævnligt og kun tre hver eneste gang. Snup en kop kaffe og læs med. 

En regel og to tricks

Hvis du vil bage ordentligt brød, er der én vigtig regel og to tricks, som er værd at huske.

Den vigtigste regel er at bruge små mængder gær og give brødet tid til at hæve. Jeg kan ikke understrege det nok! En lille gærmængde betyder, at du skal give brødet mere tid til at hæve, nogle gange over flere gange. Mange opskrifter skipper dette og foreskriver større mængder gær og kortere hævetid, hvilket nok skal få dejen til at hæve, men det er en forceret hævning. Melet kan ikke følge med, den sprøde skorpe når ikke at blive dannet under bagning og kan derfor ikke understøtte de små dejsøjlehaller indeni, som gør brød luftigt og saftigt på en gang. Brød med store mængder gær og kort hævning får en sej skorpe, luftboblerne klasker sammen og brødet bliver klistret og tungt at spise. Desuden smager gæren ofte igennem i det endelige resultat. Ad-bad, gærsmag!

Med små mængder gær og lang hævetid, evt. flere hævninger, lader du ingredienserne arbejde for dig. Mel og gærceller arbejder sammen og danner luftbobler, der er små og uimponerende i dejstadiet, men som rejser sig under bagning og, fordi de understøttes af den sprøde skorpe, holder sin form, selv efter afkøling. Det betyder luftigt, solidt brød, med en skorpe, der holder på saftigheden i længere tid. Det har én hage: Du skal planlægge det gode brød og slå det op enten om morgenen, hvis det skal bruges om aftenen, eller om aftenen, hvis det skal bruges næste dag. Men denne regel er helt grundlæggende for et godt bageresultat.

Og nu ved jeg, der er nogen derude, der tænker ‘jamen åh, det lyder frygtelig besværligt alt det der med hævning og planlægning’ og til jer vil jeg citere en hedengangen trusseindlægsreklame: Prøv det! Jeg vil garantere, at du synes det er umagen værd, første gang du står med et 100% hjemmebagt brød, der har kostet dig en femmer at lave og smager som et brødkærlighedsbarn af Lagkagehuset og Emmerys. Godt, hjemmebagt brød er om noget umagen værd. Og så kan du jo få noget andet fra hånden, mens dejen hæver.

De to tricks, jeg lovede at dele, er at bruge mælkesyre i dejen og vand under bagningen. Det kommer jeg ind på i det følgende.

Ingredienser

Godt brød består af mel, vand, gær og salt – evt. lidt sødt også. Derudover kan en sjat surt mælkeprodukt løfte et brød fra udmærket til fremragende. Vi tager dem lige en for en:

Mel: Lad det være sagt med det samme: der findes godt mel og der findes mindre godt mel. Med ganske almindeligt hæderligt mel får du et ganske almindeligt hæderligt brød. Jeg vil ikke tale dårligt om almindeligt supermarkedsmel, for det kan være ganske udmærket. Problemet med almindeligt mel er, at du risikerer at det er flere år gammelt, og gammelt mel giver ikke særligt spændende brød. Med frisk mel, til gengæld, får du et brød, der holder på saftigheden og dufter så godt at du har lyst til at stikke snuden helt ind i det. Heldigvis har de danske butikker god udskiftning, så det er sjældent man støder på fem år gamle melpakker, men det sker! Så se efter datomærkningen, jo friskere, jo bedre.

Irmas melposer fra Skærtoft Mølle har malingsdato, det kan jeg godt lide! Det allerbedste mel, efter min mening, får du fra hhv. de få entusiaster der maler selv og fra danske Aurion, som er jävla dyrt og fås i helsekosten. Hvis du får mod på at bage for alvor, synes jeg du skal prøve deres mel engang, de giver rigtig god, saftig krumme, det må jeg give dem. Men læg bare ud med almindeligt, nogenlunde frisk mel fra supermarkedet, det bruger jeg selv til hverdagsbagning.

De meltyper jeg bruger mest er: Fuldkornshvedemel, alm. hvedemel, italiensk “00″ mel, durumhvedemel og rugmel. Med undtagelse af 00 melet kan de alle fås i langt de fleste supermarkeder. 00-melet kan findes hos Irma (endda i økologisk version) fra producenten BIO, store supermarkeder og muligvis også hos dit lokale pizzeria. Se efter de to nuller, så ved du det er den rigtige version.

Vand: Koldt vand fra hanen – altid. Hvis vandet skal være lunkent, så hælder du lidt nykogt vand fra elkedlen i til temperaturen er rigtig.

Gær: På det seneste er økologisk gær fra Skærtoft Mølle kommet på en del danske supermarkedshylder. Det koster fem gange så meget som den klassiske med malteserkorset, og der er endda lidt mindre i pakken. Jeg oplever ingen forskel med hensyn til smag og bageevne, men bruger det ofte, bare fordi jeg godt vil støtte økobevægelsen. Resultatet bliver efter min mening det samme om du bruger økogær eller almindeligt, bare det er frisk.

Salt: En ofte overset, men ekstremt vigtige ingrediens. Brød, der er saltet ordentligt kan spises uden noget på, og usaltet brød kan smage mærkeligt besk – jeg tror det er noget med mels smag, der får for meget plads, hvis saltningen ikke er tilstrækkelig. Saltning er ekstremt vigtigt, men hvis du skulle glemme det, så drys en skefuld salt på brødet inden det går i ovnen – det smelter ned i skorpen under bagning og er bedre end ingenting.

Sødt: Som med så meget andet kan det være godt for smagen at afbalancere det salte i brødet med noget sødt. Her kan du bruge honning, sirup (maltsirup er populært hos mange) eller rørsukker. Du kan også bruge almindeligt sukker, men de andre giver en mere afrundet smag i brød, synes jeg. Jeg undlader ofte det søde, da jeg synes det er overflødigt, men det er jo en smagssag.

Surt mælkeprodukt: Her er vi virkelig inde ved den ‘hemmelige’ ingrediens i godt bagværk. Af en eller anden grund gør en smule mælkesyre i hvedebrød en kæmpe forskel mht. skorpe og holdbarhed. Jeg lavede engang en bagetest, hvor jeg lavede mit hverdagsbrød (en opskrift jeg har 100% på rygraden) med og uden en sjat kærnemælk, men ellers bagte og æltede dem ens. Brødet uden havde ikke samme sprøde skorpe, det blev tørt og kedeligt to dage før det andet, og duftede og smagte ikke nær så godt. Og hvad er så mælkesyre? Klassikeren er kærnemælk, som er nem at arbejde med, fordi det i store træk opfører sig som vand, og derfor kan erstatte vand ligeligt i mængde. Men alm. yoghurt, tykmælk, creme fraiche, A38, ymer og ylette er alle fine kilder – jeg har brugt mild gedeflødeost i en snæver vending med fint resultat. I Frankrig er det helt normalt at bruge valle fra ostefremstilling som bagevæske, så det er bare om at eksperimentere. Friskhed er heller ikke afgørende her, idét syrnet mælk i princippet er halvfordærvet frisk mælk. Så længe produktet lugter frisk-syrligt og ikke gammelt-syrligt, kan det bruges – kærnemælk, der er en uge over salgsdato, stadig fin til bagning.

Bagning

Som nævnt, er det et godt tip at tilsætte vand undervejs i bageprocessen. Du kender måske finten med en skål vand i ovnen, når man laver flæskesteg, som skal være saftig og sprød, og dét trick virker nogenlunde på samme måde med hvedebrød. Brug en vandforstøver og pust vand på brødet inden det går i ovnen, pust lidt vand på ovnens sider og bund, så du kan se vanddampene hvirvle rundt inde i ovnen. Gentag dette et par gange under bagning. Det giver den mest fantastiske sprøde skorpe!

Ovne er forskellige. Der er gasovne, alm. ovne og varmluftsovne – og ovne der kan bage både med alm. varme og varmluft. Jeg bager pt. i en almindelig ovn, sådan der kun har varmelegemer for oven og for neden, og foretrækker denne type til hvedebrød. Varmluft er en tørrere, bedre fordelt varme og er god til småkager, muffins og tærter. Uanset hvad jeg bager, så plejer jeg at dreje pladen engang undervejs for at få en jævn bagning. Hvis du bager på flere plader på en gang, f.eks. to plader boller, så er varmluft bedst, men jeg ville bage pladerne hver for sig ved almindelig varme i stedet. De temperaturer jeg skriver er altså til almindelig ovnvarme, du skal have lidt mindre knald på, hvis du bager med varmluft.

Mål og mængdeangivelser

Du vil, når du læser mine opskrifter opdage, at målene ikke er helt præcise. Det er ikke fordi det er ligemeget hvor meget du putter i af hvad, men fordi mængderne er aldeles afhængige af masser af ting ved netop din bageproces, som jeg, herfra min skrivepind, ikke kan vide noget om. Derfor står der intervaller og cirkatal på det meste. Jeg skal nok skrive, hvis du skal komme lidt i af gangen, men ellers er det noget, der kommer med øvelse. Jeg havde bagt brød i tre-fire år før sammenhængene alvor begyndte at dæmre for mig, men jeg er også så forbandet langsom, så fortvivl ikke!

Indkøbslisten for første brød er: Kærnemælk, hvedemel, rugmel og durumhvedemel. Går ud fra du har salt i køkkenet? Opskrift på mit yndlignsbrød, som jeg bager til hverdag, kommer i morgen.

Til kamp for det ordentlige brød! Part I

En stor illusion har i al ubemærkethed sneget sig ind i den danske hjerne. Vi æder løgnen hver eneste gang vi betaler for en uformelig, poseklædt klump, og – forført af ord som ‘autentisk’, ‘rustikt’ og tegninger af kække kornstrå under en smilende sol – fuldkommen ignorerer, at den bløde klump i posen ikke engang i den fjerneste fantasiverden kan gøre sig fortjent til at bære navnet ‘brød’.

Konceptet brød var engang en uforligneligt lækker, bekvem kilde til næring. Så praktisk i sit koncept; smask næringsstoffer sammen, lad gærcellerne få arbejdsro og så ind under varmen. Til gengæld får du en transportabel, lifligt duftende spise med sprød skorpe, blødt indre og uanede fortæringsmuligheder.

Ikke længere. I supermarkedet er brød i dag ikke andet end gennemtæsket mel, vand og luft. Nogle er så oppustede at man ånder krummer, når man forsøger at spise dem, andre er uforklarligt klistrede og helt andre har pludselig fået svenske tilbøjeligheder og indeholder op til 10 % sukker. Hvad fanden er meningen – ja, Irma, det er jer, jeg kigger på, hvad laver det Pågen-lort på brødhylderne?

Hvis det så kun var supermarkedsbrød, der ikke længere er brød, men nej. Bagerbrød er blevet endnu mere skod (med enkelte undtagelser). Tag nu bare min lokale bager…. den har ikke noget bageri! Ingen ovne. Selv Q8 har ovne! Mit lokale bageri er en brød-sattelit. Den svømmer formålsløst rundt på ydre Nørrebro og sender fladmast remonce og punkterede badebolde ud i kvarteret under navnene ‘thebirkes’ og ‘croissanter’. Sidstnævnte smager af… you guessed it… MARGARINE. Oh, rædsel.

I øvrigt, Bager! (for det hedder min “bager”, ironien kender ingen grænser) Croissanter rejser ikke! Sådan er det bare. De bages – og spises. Helst på stedet. De mister AL deres luftige karakter af transport. Så fat det dog! Q8 laver bedre croissanter end jer af dem simple årsag at de bager de små sataner i en ovn i butikken, I ved, sådan et stålskab med varme i!

Således afklaret vil jeg de kommende uger berige internettet med opskrifter på MIN opfattelse af brød og mine bagetanker. Stay tuned!

Opdatering: Vi starter med det basale her.

Jeg skal strikke så meget i 2011!

Så blev det sgu lige 2011. Siden jeg sidst pippede her har jeg arbejdet som chokolade-aficionado for Bojesen Chokolade for at hjælpe den SU-slunkne kasse lidt på vej, det er VIRKELIG god chokolade, se mere om dem her. Jeg har ellers aldrig været den store sælger, men når det er et produkt man hundrede procent kan stå inde for, er det jo pludselig en anden sag at stå og lovprise det. Mums!

Nå, til strikkeriet!

Der har mest været småprojekter på pindene siden efteråret, jeg er jo ikke den store sweaterstrikkerske. Desværre er der ikke kommet billeder af alle herlighederne endnu, da jeg har været så smart at give dem væk i julegaver inden jeg fik kameraet frem. Hurra for julestress

Turn a Square af Jared Flood

Men først blev det til en Turn a Square af Jared Flood, en opskrift der er MEGET populær på Ravelry, tror det er en af de mest strikkede overhovedet, og det forstår jeg godt, for det er en nem og flot opskrift. Jeg tilføjede en 2X2 rib tubekant fordi det bare giver dét ekstra til en hue og får den til at se professionel ud. Jeg bruger Ysolda Teague‘s vejledning til “Stocking Stitch Tubular Cast on for 2×2 Rib”, som du kan finde her. Hendes side er i øvrigt en fin kilde til solide strikketips fra en erfaren designer, der er ikke meget, der er frit tilgængeligt, men det der er, er til at regne med. Tak Ysolda!

Det færdige resultat ser således ud:

Den er strikket i Noro Silk Garden (#279 som jeg købte hos Black Sheep) og noget shetlandsk uld fra Jorun, og man bruger ca. et halvt nøgle af hver. Jeg overså let og elegant at man skulle strikke tre pinde ensfarvet, før man strikkede en topinds Noro-stribe, jeg har strikket 2 pinds-striber hele vejen igennem. Oh, well… Synes farvespillet i Noro sammen med grov shetlænder er fantastisk flot! Jeg overvejede at strikke en i Cocoon og Noro til mig selv, men jeg tror det bliver noget stilforvirret at se på, så har droppet det indtil videre. Modtageren klager over at den er lidt baggy omkring ørerne, så jeg har givet den en lille håndfast vask for at få den til at filte/krympe en smule, og det hjalp (billedet er fra før filtning).

Min største anke ved dette mønster er at jeg måtte gå TRE pindestørrelser og 8 masker ned i omkreds for at få ønsket str. (og så har jeg droppet indtagning efter ribben). Det passede simpelthen ikke for mig på andre måder, så der var lidt frustrationer med at slå op og strikke og trævle op og slå op igen. Mønstret siger 4.5 mm og jeg måttte strikke huen i 3.0 for at få fasthed. Jeg er dog en virkelig løs strikker, så det har også noget at sige (men plejer ikke at betyde SÅ meget).

Darkside Cowl

Ind i mellem juleprojekterne fik jeg lige strikket en lille ting til mig selv, et Darkside Cowl af det fantastisk lækre Malabrigo Rios, 100% merino i farven Azules. Strukturen i dette mønster er ganske enkelt genial, jeg har stødt på det i sokker før, men sprang det over, fordi sokker skal være nemme, punktum! Men lige præcis i en krave/halsedisse er denne struktur perfekt, fordi det kan strækkes i alle retninger. Jeg brugte et halvt nøgle på 4 mm pinde, og kunne nok godt have gået en pind ned. Det er lige lidt stort i det til at fungere som både halsedisse og pandebånd, men det går. Kan varmt anbefales! Klik på billederne for høj opløsning.

Strik på vej

De andre projekter, som jeg altså mangler fotos af er et Burberry-inspireret cowl – hvad kalder man dem på dansk… halsedisse? Jeg ELSKER de der gamle udtryk. En Burberry-halsedisse, jovist! I camelfarvet Hjertegarn Naturuld, dejligt garn! Og et par luffer, Bella’s Mittens, inspireret af nogle, som Bella har på i den første Twilight-film, strikket i Artesano Aran Alpaca i shocking lilla, min søsters yndlingsfarve. Begge er fabelagtige og der kommer billeder snart! Og ja, så har jeg sat gang i uglesweateren i blå Manos Del Uruguay Wool Classica. Det er kun min anden sweater, så det er lidt ambitiøst. Vi ser hvordan det går…

Og så lige et foto af huen med den glade modtager i den gule vintersol: