Signe Marie Richter

Lynprojekt: DROPS pandebånd i alpaca

Her er strikkoverload, det er jo blevet september! Så nu skal pindene svinges for alvor inden kulden sætter ind. Dette pandebånd strikkede jeg efter lang tids irritation over filtret hestehale indeni huer, og selv om jeg ikke synes det er verdens pæneste beklædningsgenstand, så er det godt nok praktisk. Det strikkes med to tråde alpaca på 3,5 mm pinde, og det strikkes som et langt bånd, du samler i nakken, når det passer. Klik på billederne for stor opløsning.

Det kan strikkes på en aften eller to, opskriften finder du her hos DROPS, og som sædvanlig kan du se andres resultater med opskriften på Ravelry.

Verdens nemmeste barselsgave

Ja, vi tager lige et strikkeindlæg i anledning af at jeg har fået en lille niece i torsdags. For findes der mere tilfredsstillende gaver at strikke end barselsgaver? Babystrik er perfekt til nybegyndere (eller de utålmodige), fordi de i sagens natur er ganske overskuelige projekter, og selv en sweater kan strikkes på en lille uges tid.

Jeg valgte dog et mindre tidskrævende projekt (klik på billederne for at forstørre). Greenleaf hat, hedder den.

Den er rigtig nuttet med det lille blad, synes jeg. Og den kan strikkes på et par timer hvis du er øvet – lidt mere for nye strikkere, men selv hvis du strikker helt på begynderniveau skulle det ikke tage mere end et par aftener med strikketøjet før du er færdig. Den er strikket i Debbie Bliss Baby Cashmerino (55% merino uld, 33% microfiber, 12% kashmiruld), et fantastisk garn til babystrik fordi det er varmt, silkeblødt og kan maskinvaskes – praktisk når modtageren er i gylpealderen. Det er  er også et af de nemmeste garner i vægtklassen at strikke med, synes jeg.

Jeg fandt mønsteret her på denne blog via strikkenetværket Ravelry, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen. Der har før været ventetid på at blive medlem af Ravelry, men samtidig med siden fik nyt, flot design her i sommer er medlemsadgangen blevet lempet, så du nu har adgang til databasen så snart du er registreret. Hvis du strikker, og du ikke allerede er medlem, kan jeg kun give siden mine varmeste anbefalinger, det er et overflødighedshorn af mønstre, garner, billeder og ikke mindst erfaring med strik.

Her er opskriftens side på Ravelry (kræver login), hvor du kan se fotos af andre brugeres færdige resultater. God fornøjelse, hvis du har spørgsmål, så skal jeg gerne svare. Du kan også tilføje mig som ven eller bare se mine andre projekter på min profil på Ravelry.

Ekstra Bladet og B.T. omgår navneforbud – igen?

Så er endnu en kendis blevet beskyttet af navneforbud i en prekær sag, denne gang om udnyttelse af en thailandsk au pair. Og ganske som det skete i efterdønningerne af navneforbuddet i Rigmor Zobel-sagen er pressens omtale af sagen tilstrækkeligt til, at omtalte kendisser kan identificeres ved et par minutters søgen på Google.

Jeg er med på, at man kan diskutere, om det er rimeligt at få tilkendt navneforbud alene fordi man er kendt. Jeg er også  med på at et navneforbud kan virke fjollet, når navnet allerede er sluppet ud, som det skete i dækningen af Rigmor Zobel-sagen. Men her var navnet ikke ude, da navneforbuddet blev nedlagt. Alligevel vælger både Ekstra Bladet og B.T. at køre utrolig detaljeret omtale af kendissen i deres dækning af sagen. Taget i betragtning af hvor få kvinder af nævnte profession, der har modtaget omtalte pris, gør disse oplysninger i kombination det meget nemt at identificere pågældende par. 

Forbuddet lyder (Retsplejeloven):

§ 31. Retten kan i straffesager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

“Eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres”. Dette må siges at være ‘på anden måde’. Og kan man identificere en person, der er beskyttet af navneforbud med afsæt i kombination af oplysninger, overtræder man forbuddet, jvf. denne sag fra 2000. Så kan man anføre, at hendes ansigt kan genkendes, når hun møder op i retten. Men ifølge B.T. har hun været dækket til på vej ind og ud af retten, og man kan dermed ikke kende hendes identitet medmindre man deltager i retsmødet, som jo er omfattet af navneforbud.

Faktum er på den ene side at navneforbuddet er nedlagt. Fakta på den anden side er B.T. og Ekstra Bladet gør det muligt for undetegnede at identificere vedkommende på under et minut. Det er at bøje reglerne efter forgodtbefindende, og det er ganske enkelt pressetisk uforsvarligt. Det efterlader mig med ét enkelt spørgsmål:

Hvem skal beskytte os mod pressen?

Kan dine netidentiteter tåle dagens lys?

Redaktøren af den liberale netavis 180grader, Ole Birk Olesen er lige nu i vælten (på Politiken og på sin egen side), fordi han har offentliggjort den rigtige identitet på en af brugerne på webavisens kommentarforum i et såkaldt portræt af en netvandal med både navn, billede, link til hjemmeside og sågar link til facebook- og LinkedIn-profil. Ole Birk Olesen begrunder det med at manden – trods flere advarsler og IP-blokeringer – har oprettet utallige brugere på siden og brugt disse brugerprofiler til at sabotere avisens afstemningssystem.

Ole Birk Olesen har dermed, under Googles vågne øje, forbundet personens virkelige identitet og offentlige netidentitet (mandens hjemmeside) med hans hemmelige identiteter på 180grader. Og det er noget, der rokker godt og grundigt ved vores hidtidige erfaring om, at vi selv styrer hvilke private eller anonymiserede alias på nettet vi ønsker forbundet med vores offentlige person og ansigt. Dermed spørgsmålet:

Kan dine netidentiteter tåle dagens, offentlige lys? Og måske mere relevant; Bør de kunne det?

Personligt har jeg mange profiler i gråzonen mellem offentlig og privat, som jeg gerne skilter med, f.eks. min profil på strikkesiden Ravelry og musiksiden last.fm. Men jeg har også profiler, som jeg ikke synes det kommer alle ved at jeg står bag – for at nævne et harmløst eksempel kan jeg bruge siden madital.dk, hvor man kan lave statistik over sin kost og forbrænding og se hvordan de går i spænd med et evt. vægttab. Men det kommer jo ikke min chef eller sågar min mor ved, hvis jeg vil tabe 10 kilo, vel? Slet ikke, hvis det slet ikke går som planlagt, for man vil jo ikke konstruere sig selv offentligt som en fiasko – uanset om man så er det i den sammenhæng.

Manden på 180grader er blevet outed som man siger over there, fordi han slet og ret har opført sig dårligt og dumt. Han har brudt sociale spilleregler på nettet, som han sikkert aldrig kunne drømme om at bryde i virkeligheden. Ole Birk Olesen har derimod med sit stunt gjort det modsatte, han har konsolideret virkelighedens sociale spilleregler på sit online-univers. Det tror jeg vi kommer til at se mere af i fremtiden – og det går hånd i hånd med en lavere ærefrygt overfor Googles søgeresultater på enkelte navne. Jeg tror simpelthen at Google-resultater på enkeltpersoner langsomt vil komme hen og tangere sladder i vores bevidsthed – fordi det er så nemt at hænge folk ud.

Hvad tror du?

Hovmod står for fald…

Inden jeg rejste til Montréal var den faglige del af opholdet det sidste, der bekymrede mig. Der var så meget, der skulle ordnes med hensyn til bolig, økonomi, opholdstilladelse og organisering af selve turen, at det gled i baggrunden. Jeg tænkte at det faglige nok ville gå af sig selv, og jeg fandt dækning for den påstand i beretningerne fra tidligere udvekslingsstuderende, som ofte nævnte at det faglige niveau generelt var lavere end derhjemme.

Nøj, hvor tog jeg fejl. Jeg havde vel et eller andet sted regnet med, at jeg skulle i byen et par gange om ugen og tage på weekendture en gang om måneden, når jeg kom herover, naturhippie som jeg er. Det har der overhovedet ikke været plads til. Jeg har været på én weekendtur  ud af Montréal siden jeg ankom i august, et par enkelte dagsture og været ude og danse moderne vel en gang hver anden uge i snit.

En af årsagerne er det fag, der hedder Quebec Politics & Society, det er et førsteårsfag og skulle altså være rimelig overkommeligt. Think again. Det trækker virkelig tænder ud. Det er et hold på omtrent 50 studerende og undervisningen er lectures på god gammeldags auditoriefacon. Finten er her, at alle i Quebec – udover at vokse op i nævnte society – modtager undervisning i selvsamme fag forud for deres tid på uni. Startniveauet på universitetet er altså forholdsvist basalt for en Quebecois, men det var fuldkommen overvældende for mig. Ikke nok med at underviseren antog at alle i lokalet vidste hvem der gemte sig bag navnene Duplessis, Lesage og Levesque, han gik også ud fra at alle uden videre kunne redegøre for forløbet under Quebecs Quiet Revolution i 1960′erne og fortælle hvem der var hovedaktørerne i 1970s October Crisis.

Jeg brugte de første par uger på intensivt at støvsuge wikipedia for al information om ovennævnte og lidt til, men har følt mig bagude gennem hele courset. Og gør det stadig. I morgen afleverer jeg 16 sider skrevet udfra følgende oplæg:

While Quebec’s Quiet Revolution of the 1960s brought profound institutional change to the province, the real impact seems to have hit Quebec society ten years later in the social and political unrest of the 1970s. Address the events of the 1970s by showing how the changes of the 1960s enabled and precipitated them.

Og mellem os, ikke? Så aner jeg ikke hvad jeg snakker om i halvdelen af opgaven. Inden jeg kom herover vidste jeg ikke engang at Quebec havde et problematisk forhold til resten af Canada, eller at der stadig findes Quebeqois der med en underlig slet skjult stolthed kan finde på at proklamere, at folk i Quebec er ‘Nègres blancs d’Amérique’- altså Amerikas hvide niggers (udtrykket stammer fra en bog skrevet af en af lederne i FLQ, Front de Liberation du Quebec). De sparer ikke på retorikken herovre, der må man sige de slægter franskmændene på… Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om, da jeg landede.

Det her er grunden til jeg ikke er skåret til denne form for universitetsundervisning. Man kan stoppe en masse viden ind i hovedet midlertidigt, men når man at lære noget, når der skal mases så meget viden ind på så kort tid? Jeg tillader mig at tvivle…

Ret skal være ret, jeg er blevet belønnet for min indsats med et A og et A- for mine to midterm essays, men når jeg læser dem nu – tre uger efter jeg har skrevet dem – så har jeg sgu svært ved at forstå at det er mig, der har skrevet de essays (som handler om hhv. Canada’s shifting citizenship regimes og Economic policies as a road to independence). Det er ikke en viden jeg føler jeg har.

Hvad vil denne reklame fortælle os?

Se lige denne reklame. Advarsel: Den indeholder afklædthed i små doser.

Det er åbenbart sådan man vil sælge sexet undertøj hos Liaison Dangereuse, en tysk onlinebiks med lingeri. Producenten gør sig til fortaler for ‘Sexiness für alle. Überall’, og det er da også noget meget pænt undertøj, altså. Men nu bliver reklamen af blandt andet  undergrunds(net)magasinet Animal anholdt som værende frigørende for muslimske kvinder (’i visse ørkenstater’ som det hedder sig), og her knækker filmen fuldstændig for  mig.

Jovist, kvinden i reklamen er selvsikker og ser ud til at have det godt med sig selv. Hun tager tilsyneladende frækt undertøj på helt for sin egen skyld, og altså ikke for at leve op til en eller anden forestilling om at kvinder skal være omvandrende sexobjekter udadtil. Det er også virkelig dejligt at se en muslimsk kvinde der ikke er konstrueret som en underkuet, holdningsløs lille mus for en gangs skyld. Men her stopper det gode også. For jeg kan ikke med mine mildeste briller på se hvordan denne reklame skulle være frigørende for (muslimske) kvinder.

Hvorfor? Herfor:

Kvindens spankuleren ned af gangen i bar røv og stiletter, hvor hun fuldkommen bemægtiger sig rummet, er en 100% privat fejring af hendes egen selvsikkerhed. Hun kan ikke tage den stolthed med sig ud, for det må hun ikke. Udenfor skal hun mases ned i en snæver ramme og det finder reklamen tilsyneladende irrelevant for dets formulerede budskab om værdien af individuel/privat seksualitet. Niqaben bliver udelukkende brugt som punchline, og det er forfladigende for at sige det mildt. (For en god ordens skyld: Jeg mener ikke at niqaben nødvendigvis er kvindeundertrykkende, men den bliver her brugt som symbol på de rammer kvinder skal passe ind i i visse muslimske stater, og de rammer er kvindeundertrykkende).

Desuden har reklamen en tydelig maskulint ladet betragter, for hvem kvinden er et seksuelt objekt og denne gang ikke bare et seksuelt objekt, men et objekt der endnu engang puster til den orientalistiske fantasi om den tildækkede muslimske kvinde, der gemmer på en fyrig, eksotisk forførerske under niqaben. Dén fantasi er omtrent så frigørende for muslimske kvinder som denne JBS-reklame var frigørende for sygeplejerskerne:

Men hvad dælen vil den reklame så? Vil den bare huskes?

Strikket halstørklæde i feather faggot stitch

Så strikkede jeg lige et halstørklæde. Vupti! I noget så skønt som ‘feather faggot stitch’ med et vidunderlige Rowan Cocoon merino garn. Beklager det trætte blik, billedet er taget efter 20 minutters opslidende zigzag-cykling gennem Montréals gader.

Har lavet en pdf med mønsteret, som du kan downloade her, men den er altså på engelsk. Skriv, hvis I vil have den på dansk, jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad feather faggot stitch hedder på dansk, så hvis nogen ved det, er jeg også lutter øren. Der er flere billeder, bedømmelser osv. på opskriftens egen side på netværket Ravelry, som jeg tidligere har skrevet om her.

Kulturspejl nummer et: Supermarkedet! (og lidt om priser)

Jeg elsker at besøge supermarkeder, når jeg er i fremmede lande. Supermarkedernes opbygning og mere eller mindre varierede udvalg indenfor forskellige varegrupper siger utrolig meget om landets kultur og dets indbyggere. Eller… jeg tillader mig i hvert fald at læse en del ind i det. Derfor var det første jeg gjorde, da jeg landede i Montréal også at besøge alle de supermarkeder jeg kunne komme i nærheden af. Supermarkedet nærmest mit hjem er L’inter-Marché Boyer Mont-Royal (hvilket betyder supermarked og at det ligger på hjørnet af Boyer og Mont-Royal) og selv om det efter min mening har et noget tarveligt ydre, så har de nogle virkelig lækre ting, egen slagter, frisk fisk/skaldyr og brød fra kvarterets berømte bageri, Première Moisson. Niveauet ligger over de fleste Irmaer på nævnte punkter, oplevelsen er bare pakket ind i en atmosfære, der minder mere om Lidl eller Aldi. Spøjst, tænker den lille udvekslingsstudine…

Jeg kunne ikke finde et foto af ‘min’ L’inter Marché, så I får et af det næstnærmeste, du Plateau. De ligner hinanden på en prik alligevel, bortset fra, at min ikke har ‘ouvert’ 24 timer i døgnet. Er jeg i øvrigt den eneste, der får associationer til pikant undertøj, når ordet ouvert rammer hjernebrasken? Nå, det er sikkert bare mig…

Quebec satser som myndighed meget på bæredygtighed og miljøhensyn – der er f.eks. gratis recycling-ordning, så man sætter bare sin grønne kasse med pap, plastic og glas ud på bestemte dage, så kommer renovationen og kører dem på genbrugsstationen. I kontrast til det står at visse økologiske varer er absurd dyre her, hvis de da kan findes. To liter økologisk 2% mælk koster 6 canadiske dollars, altså 30 kroner. 2 kg økologiske gulerødder omtrent det samme. Æg og økologisk brød er de varer, jeg har registreret mindst prisforskel på for hhv. konventionelle og økologiske udgaver. Grønt er nogenlunde som i Danmark.

Masser af præfabrikata

I det hele taget er det meget svært at finde ‘rene’ varer forstået som ‘uforarbejdede råvarer’. Jeg pløjede metervis af hylder med ris tilsat krydderblandinger, tørrede grøntsager eller kyllingesmag (med en lille notits om at produktet indeholdt artificial flavor, adbad) før jeg endelig fandt en pose ris uden andet end ris i. Finhvalsede havregryn, gode gamle havregryn som ikke er ristet i ahornsirup eller tilsat tørrede blåbær eller whatnot – det findes slet ikke. Man kan dog få grovhvalsede hele gryn i helsekostbikse, så jeg får trænet bisserne for tiden. Det er ret svært at finde hvedemel der hverken er blevet bleget eller tilsat hævemidler og salt, og det er fuldkommen umuligt at finde rugmel. Rug er noget man giver til kreaturer herovre, de glor underligt på en, når man spørger efter det (eller også er det mit franske). Selv manden i helsekostforretningen (som ellers er stedet hvor jeg køber mit ublegede hippie-mel og hestehavregryn) løftede anerkendende øjenbrynet, da jeg spurgte til rugmel. Så ved man altså, at man falder udenfor mængden…

Gode køb idag: Blåbær, brød fra première moisson og friske kammuslinger!

Til gengæld ligger byens måske bedste bageri overhovedet, Première Moisson, lige rundt om hjørnet fra mit hjem. Det sjove med Première Moisson er, at de også leverer til alle supermarkederne i kvarteret. Folk kommer fra hele Montréal og køber brød der, men lige præcis på Avenue du Mont-Royal har supermarkederne tilsyneladende en aftale med bageriet, som leverer til dem flere gange i døgnet. Og det er altså lækkert at kunne gå i supermarkedet klokken 20:00 og få sig et helt nybagt baguette. De laver også fabelagtige croissanter, noget jeg har lært er en god indikator for om bageriet aner noget som helst om bagning.

Dagens supermarkedstur

Her er min seneste indkøbsseddel og priserne hos min lokale L’Inter-Marché. Det er lykkedes mig at skære de to taxes der kommer oveni prisen ud af billedet, beklager. Men den slags er de pjattede med herovre, det hele skal gerne være så uoverskueligt som muligt. Der er heller ikke kilopriser på prisskiltene, som vi er vant til hjemmefra, og som jeg personligt sætter ret stor pris på…

Listen skriver:

Brød 4,49 CAD, altså knap 25 kroner (øko)
Lille bakke blåbær, 25 kroner
En pakke kiks, 18 kroner
200 gram friske kammuslinger, cirka 30 kroner
Friske grønne asparges, 16 kroner
Tre bananer, 2,50 kroner (aner ikke hvorfor de er så billige)
6×100 ml Cola Zero (minidåser de har herovre) knap 20 kroner plus 30 cents i pant.
En god spegepølse uden nitrit, 35 kroner
Frisk økologisk babyspinat, 20 kroner
Bærepose til 5 cents, altså 25 øre.

Inkl. taxes (5% og så 7% oveni) blev det 37,73 canadiske dollars, altså 178 kroner. Det synes jeg faktisk er ret billigt… Det mest skræmmende var egentlig at hun bare kørte mit Mastercard igennem uden at jeg skulle skrive under eller taste pinkode. Scary! Som ved Storebæltsbroen!

Alt i alt er Montréal en billig by, og det kan fint lade sig gøre at klare sig på SU alene herovre, hvis nogen skulle være bekymrede for det. Man skal bare huske at folk i visse servicefag forventer 15 til 20% i drikkepenge, f.eks. servitricer, tjenere og visse bartendere, men byturene ligger er stadig et godt stykke under det danske prisniveau.

My Posterous project: Montrealistic

OK, so I decided to make a blog exclusively about Montréal. Every day I stumble upon new fascinating spots, neighbourhoods and views of urban scenery and I simply cannot leave them unnoticed any longer. So, Montrealistic is born. Since it will cover Montréal from an alien’s perspective and mainly focus on discoveries of interest to us and/or future visitors, I decided to write the blog in English.

It will also be my first experiment with Posterous, and if I put the settings right, all posts on Montrealistic will appear right here in the ‘Montreal (in English)’ category.

Så er fagene på plads, men journalistikken mangler.

I dag er det Labour Day i Canada, og det betyder at min undervisning starter i morgen. Som mange udvekslede fra journalisthøjskolen løb jeg ind i et paradoks forud for min ankomst til Montréal: Jeg kunne ikke blive indskrevet på fag i journalistik på Concordia fordi jeg ikke havde det krævne antal credit hours (en art point, man optjener på nordamerikanske universiteter, nogenlunde lig ECTS) og de journalistiske fag jeg kunne få, var på så lavt et niveau, at DJH ikke ville godkende dem for merit. Ham der kunne give dispensation herovre, lederen af Journalism Department, en Dr. Mike Gasher var på ferie store dele af juli og august, og derfor var der, da jeg endelig fik grønt lys for dispensation kun ledige pladser på nogle (for mig) forholdsvis uattraktive fag eller kurser (courses), som de retteligt kaldes. Så til fremtidige udvekslingssøgende: søg dispensation så hurtigt som overhovedet muligt! Her gjorde det godt nok ingen forskel, men det kommer an på hvornår lederen holder ferie, så man KAN jo være heldig.

Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…

Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.

Min uge ser lige nu således ud:

Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.

Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.