Jamen så spørg dog nogen, hvis du ikke ved noget om det!
Min bankrådgiver har på min anmodning om et kreditkort ‘der var godt at have i Montreal’ givet mig et MasterCard. Det er jeg selvfølgelig glad for, da det er rart at vide at jeg trods min uhyre beskedne indkomst ikke er helt ude at skide, hvis nu SUen pludselig mangler en måned.
Og selvfølgelig går jeg ud fra, at bankrådgiveren ved, hvilket kort det er smartest at have med hertil. Han er jo bankmand, han har overblikket over hvilke banker der findes i Montreal og hvilke kort de tager. Og hvis ikke, så skaffer han vel den viden. Jeg er i øvrigt sikker på, at den viden er noget diverse kreditkortfirmaer stiller til rådighed helt gratis.
Men nej. Jeg kan godt nok bruge mit MasterCard i en del butikker, men jeg kan kun hæve kontanter på det i EN af byens banker, Bank of Montreal. Som med al respekt er lidt af en landsbysparekasse. Og med tanke på, at Montréal i stor stil er en by, der forstår cash bedre end credit, synes jeg sgu det er ret utilfredsstillende rådgivning..
Rent praktisk har det udmøntet sig i, at jeg har været nødt til at bestille mine løbesko online, da den eneste butik jeg har stødt på, som både havde den model jeg skulle bruge OG havde den i størrelse 42 (hvilket er nærmest uhørt stort for en damemodel her i byen) ikke tog imod kreditkort og ikke lå i nærheden af en Bank of Montreal. Så kan jeg vente en uge på de kommer, mens det gode vejr stille og roligt siver ud af Montréal. Øv.













