Så er fagene på plads, men journalistikken mangler.
I dag er det Labour Day i Canada, og det betyder at min undervisning starter i morgen. Som mange udvekslede fra journalisthøjskolen løb jeg ind i et paradoks forud for min ankomst til Montréal: Jeg kunne ikke blive indskrevet på fag i journalistik på Concordia fordi jeg ikke havde det krævne antal credit hours (en art point, man optjener på nordamerikanske universiteter, nogenlunde lig ECTS) og de journalistiske fag jeg kunne få, var på så lavt et niveau, at DJH ikke ville godkende dem for merit. Ham der kunne give dispensation herovre, lederen af Journalism Department, en Dr. Mike Gasher var på ferie store dele af juli og august, og derfor var der, da jeg endelig fik grønt lys for dispensation kun ledige pladser på nogle (for mig) forholdsvis uattraktive fag eller kurser (courses), som de retteligt kaldes. Så til fremtidige udvekslingssøgende: søg dispensation så hurtigt som overhovedet muligt! Her gjorde det godt nok ingen forskel, men det kommer an på hvornår lederen holder ferie, så man KAN jo være heldig.
Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…
Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.
Min uge ser lige nu således ud:
Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.
Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.



Hej Signe,
Er der nogen mulighed for, at du kan sørge for, at dit rss-feed ikke kun viser det første afsnit af dine blogindlæg?
På den måde slap jeg for at åbne et nyt vindue, når jeg læser dem i netvibes.
Men det kan selvfølgelig også være mig, der har sat det forkert op?
- Magnus