Planket fra podiet: Strikket pandebånd
For free English version of this pattern, go to pattern page on Ravelry.
Jeg lagde et nyt, gratis design på Ravelry i går, og mine danske strikkevenner skal da ikke snydes for en dansk udgave. Det er et virkelig simpelt strikket pandebånd i super-bulky garn, jeg brugte Malabrigo Rasta, som jeg havde en lille rest (Rast, haha? Ej ok, stop nu med morfarhumor) liggende af. Det minder ret meget om, dem jeg har set på diverse runways her i efteråret, så jeg har bestemt at det også er supermoderne, selv om min kæreste synes jeg ligner en ogginok.
Det kan strikkes i alle de tykkeste garntyper, som Malabrigo Rasta og Gruesa, Rowan Big wool, Felted Tweed Chunky og Drift, Debbie Bliss Como, Donegal Chunky Tweed og Cashmerino Superchunky og selvfølgelig Garnstudio Drops Eskimo, Andes og Polaris. For de lidt tyndere typer som f.eks. Eskimo kan du nok godt tilføje et par masker til hver, prøv dig frem.
Materialer: Cirka 40 meter Malabrigo Rasta og et sæt 10mm pinde – strømpepinde kan fint bruges.
Sådan gør du:
- Slå 12 masker op på p. 10 og strik perlestrik: Pind 1 (og alle ulige pinde): Strik (1r, 1vr), Pind 2 (og alle lige pinde) Strik (1vr, 1r)
- Strik til båndet lige akkurat kan nå rundt om dit hoved, der hvor pandebåndet skal sidde. Det skal være en lille smule ubehageligt stramt, for garnet giver sig meget ved brug.
- Luk af og sy enderne sammen, så du har et højt pandebånd
- Slå nu 6 masker op på p. 10 og strik perlestrik igen: Pind 1 (og alle ulige pinde): Strik (1r, 1vr), Pind 2 (og alle lige pinde) Strik (1vr, 1r)
- Strik til båndet er cirka 20 cm eller så det kan nå rundt om pandebåndet og give en passende rynkeeffekt.
- Luk af og vikl båndet omkring pandebåndet så det dækker syningen, og sy enderne sammen.
- Du kan evt. fæstne det smalle bånd til pandebåndet med et par sting, så det ikke glider væk fra syningen.
Et voilá! Et styks superchikt pandebånd på rekordtid. Og du kom af med en eller anden gammel, ubrugelig rest, som man altid har af de der supertykke garner. Hurra!




