Signe Marie Richter

Kære Politiken, brug dog links!

Politiken irriterer mig grænseløst. For Politiken linker helst kun til sig selv, og hvis Politiken linker til andre, så skal linket helst ligge helt i bunden af artiklen, ledsaget af advarslen ‘eksternt link’ (uha uha, som i VÆK fra Politikens trygge lille indhegning, nej, nu har jeg aldrig hørt mage, stik mig en valium!)

Lad os tage et eksempel fra i dag. Med vanlig arrogance formår Politiken at besværliggøre min færden i de allerførste tre artikler, jeg klikker på hos dem. Sjovt nok blev de dermed de eneste jeg gad se på. Vi tager Kvindefjendsk fortid indhenter LA-spidskandidat, som ser således ud:

Her har vi virkelig et eksempel på en historie, der kunne tage baby step nummer et og udnytte links, eftersom nævnte udtalelser er foretaget på en art blog ved navn damefrokosten. Det nævner Politiken allerede i første linje, men får vi et link? Nej. “Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med”, siger Politiken til dig og klapper dig nedladende på hovedet. “Nu skal du først læse Vores Ord, og hvis du så tør, så kan du klikke på nogle af de faretruende røde links i versaler, som vi har puttet allernederst”. Et link, der i øvrigt linker til Uffe Elbæks kommentar til dem i stedet for selve anklagerne (måske det er tid til et medarbejderkursus?).

Og herefter går det ellers derudaf med at planke bloggens indhold. Vi får DOKUMENTATION:

“Artiklen” her består anklagerne, løftet fra bloggen hvor de oprindeligt blev fremsagt og lagt i redigeret udgave ind på Politiken. Det er DOKUMENTATION på Politiken, redigeret dokumentation, jovist, men hvem kerer sig om den slags når musikken spiller? Politiken gør i hvert fald ikke. Denne Politikens jam-session over konceptet ‘dokumentation’ omfatter naturligvis heller ikke den lange efterfølgende debat, som – newsflash! – også er relevant for mange.

Det er gået stærkt, ser man på stavefejlene, men det værste er nu, at på siden med DOKUMENTATION skriver man blot, at anklagerne er fremsat på damefrokosten, uden forklaring til eventuelle nytilkomne læserne om hvad det er og UDEN LINK! Så kan vi sidde der og spekulere på hvad Ole Birk Olesen lavede til en damefrokost eller vi kan prøve at skrive damefrokosten.dk, blot for at finde ud af at det domæne er ejet af one.com. Så kan vi google og finde den rigtige blog, men ak, udtalelserne er fra juni, så de er ikke umiddelbart at finde på siden. Ind i arkiverne og bladre….ZZZzzzzzz……

Hvis nogen ellers gad at læse Politikens redigerede DOKUMENTATION færdig, ville de opdage, at der helt nede i bunden med advarslen ‘eksternt link’ lå endnu et link til Uffe Elbæks kommentar til de oprindelige anklager. Og læseren kunne dermed ad omveje finde frem til anklagerne, som de blev fremsagt i sin tid, altså, den egentlige dokumentation.

Så kære Politiken…

Det link er det eneste relevante i jeres ‘dokumentation’ og det bliver puttet i skammekrogen. Det er DOKUMENTATION, der tildækker den ægte dokumentation og det er hamrende dårlig stil. Som H.V. Kaalund så smukt formulerede det, “Den mand er jo ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, der rasler med sin kerne”. Måske noget man kunne trykke på en plakat og hænge op i redaktionslokalerne? Nej, nevermind…

Men her er hvad jeg, jeres læser tænker om jeres strategi:

Hvis Politiken finder den ekstra information og – i dette tilfælde – den ægte dokumentation hos andre irrelevant, fred være med det, det er da en holdning man kan have. Men giv dog læserne muligheden for at få adgang til informationen! Det kræver ikke så meget som ét anslag mere i den endelige tekst at få et link ind i første linje, og hvis det tager Politikens journalister mere end fem sekunder at lave det, skulle man måske overveje at sende dem på kursus. Jeres praksis med ‘eksternt link’-advarslen viser mig, at der ligger en strategi bag jeres måde at linke på. Hvor efterlader det mig som læser, jo, ved den konklusion at Politiken kun nødigt ønsker at give mig information, som ikke ligger på Politiken. Og i så fald sørger for at gemme den godt og grundigt. Synes I selv det er hæderlig avisdrift?

Her er et forslag, skriv ADVARSEL! ‘internt link’, når I linker til jer selv. Og lad være med at bruge etiketten ‘DOKUMENTATION’ når I ikke kan leve op til det. Eller bare start med at svare et spørgsmål: Hvorfor er I så bange for at informere?

Tilføjelse: Politiken har efterfølgende redigeret sidstnævnte artikel, så ordet dokumentation blev fjernet og damefrokosten fik sin .com-endelse på. Men der er stadig kun et link allernederst i teksten.

Ekstra Bladet og B.T. omgår navneforbud – igen?

Så er endnu en kendis blevet beskyttet af navneforbud i en prekær sag, denne gang om udnyttelse af en thailandsk au pair. Og ganske som det skete i efterdønningerne af navneforbuddet i Rigmor Zobel-sagen er pressens omtale af sagen tilstrækkeligt til, at omtalte kendisser kan identificeres ved et par minutters søgen på Google.

Jeg er med på, at man kan diskutere, om det er rimeligt at få tilkendt navneforbud alene fordi man er kendt. Jeg er også  med på at et navneforbud kan virke fjollet, når navnet allerede er sluppet ud, som det skete i dækningen af Rigmor Zobel-sagen. Men her var navnet ikke ude, da navneforbuddet blev nedlagt. Alligevel vælger både Ekstra Bladet og B.T. at køre utrolig detaljeret omtale af kendissen i deres dækning af sagen. Taget i betragtning af hvor få kvinder af nævnte profession, der har modtaget omtalte pris, gør disse oplysninger i kombination det meget nemt at identificere pågældende par. 

Forbuddet lyder (Retsplejeloven):

§ 31. Retten kan i straffesager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

“Eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres”. Dette må siges at være ‘på anden måde’. Og kan man identificere en person, der er beskyttet af navneforbud med afsæt i kombination af oplysninger, overtræder man forbuddet, jvf. denne sag fra 2000. Så kan man anføre, at hendes ansigt kan genkendes, når hun møder op i retten. Men ifølge B.T. har hun været dækket til på vej ind og ud af retten, og man kan dermed ikke kende hendes identitet medmindre man deltager i retsmødet, som jo er omfattet af navneforbud.

Faktum er på den ene side at navneforbuddet er nedlagt. Fakta på den anden side er B.T. og Ekstra Bladet gør det muligt for undetegnede at identificere vedkommende på under et minut. Det er at bøje reglerne efter forgodtbefindende, og det er ganske enkelt pressetisk uforsvarligt. Det efterlader mig med ét enkelt spørgsmål:

Hvem skal beskytte os mod pressen?

Hvad skal vi dog med en bog om tegninger uden tegninger? Come on!

Jeg er på vej til Canada og står i vasketøj og immigrationspapirer til halsen, så undskyld dette uforskammet korte indlæg til en kompleks debat. Men hvordan kan man dog henstille til at en bog om nogle tegninger, der rystede hele verden, bliver trykt UDEN de famøse tegninger?

Kære land of the free og home of the brave. Hvad med lige at smage lidt på de flotte mærkater I vælter jer i og tage jer lidt sammen? Det her er ærlig talt en rystende latterlig udmelding fra et moderne universitet. Jeg bliver helt kold indvendig.

Jovist har Yale da som privat institution lov til at bestemme alt det de vil over deres egne publikationer. Men som en instituion, der samtidig med egne ord er ‘deeply committed to free expression’ er denne beslutning en falliterklæring af de store. Som forfatter Jytte Klausen siger til The Guardian, er mange af ikke bare Jyllands-Postens, men historiens tegninger af Muhammed decideret islam-fjendtlige, og hun har en umanerligt god pointe her:

»People think they know the cartoons and actually, by printing the cartoons, I’m arguing that some of them are Islamophobic, and in the tradition of anti-Semitism. If we can’t look at them, how can we discuss this?«

Hvornår er der kommet noget godt ud af at lukke øjnene overfor historien? Og hvem på jødiske Yale kan dog trumfe Jytte Klausens anti-semitisme-argument?

En helt anden ting er hvilket skråplan dette kan blive for univeristetspubliceringer fremover. Jeg ved godt, det er lidt dårlig stil kun at citere dem, man er enig med, men President i American Association of Academic Professors, Cary Nelson konkluderer det så klart i sit åbne brev:

»We do not negotiate with terrorists. We just accede to their anticipated demands. That is effectively the new policy at Yale University Press.«

Men lad endelig uenighedheden blomstre. Synes du, det er den rette beslutning Yale har truffet? Så fortæl mig hvorfor, så jeg kan blive lidt klogere.

Tag nu Lisbeth Knudsen i hånden, Lars Munch!

Hun står jo dér og flagrer med den!

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!