Nøj, hvor tog jeg fejl. Jeg havde vel et eller andet sted regnet med, at jeg skulle i byen et par gange om ugen og tage på weekendture en gang om måneden, når jeg kom herover, naturhippie som jeg er. Det har der overhovedet ikke været plads til. Jeg har været på én weekendtur  ud af Montréal siden jeg ankom i august, et par enkelte dagsture og været ude og danse moderne vel en gang hver anden uge i snit.

En af årsagerne er det fag, der hedder Quebec Politics & Society, det er et førsteårsfag og skulle altså være rimelig overkommeligt. Think again. Det trækker virkelig tænder ud. Det er et hold på omtrent 50 studerende og undervisningen er lectures på god gammeldags auditoriefacon. Finten er her, at alle i Quebec – udover at vokse op i nævnte society – modtager undervisning i selvsamme fag forud for deres tid på uni. Startniveauet på universitetet er altså forholdsvist basalt for en Quebecois, men det var fuldkommen overvældende for mig. Ikke nok med at underviseren antog at alle i lokalet vidste hvem der gemte sig bag navnene Duplessis, Lesage og Levesque, han gik også ud fra at alle uden videre kunne redegøre for forløbet under Quebecs Quiet Revolution i 1960′erne og fortælle hvem der var hovedaktørerne i 1970s October Crisis.

Jeg brugte de første par uger på intensivt at støvsuge wikipedia for al information om ovennævnte og lidt til, men har følt mig bagude gennem hele courset. Og gør det stadig. I morgen afleverer jeg 16 sider skrevet udfra følgende oplæg:

While Quebec’s Quiet Revolution of the 1960s brought profound institutional change to the province, the real impact seems to have hit Quebec society ten years later in the social and political unrest of the 1970s. Address the events of the 1970s by showing how the changes of the 1960s enabled and precipitated them.

Og mellem os, ikke? Så aner jeg ikke hvad jeg snakker om i halvdelen af opgaven. Inden jeg kom herover vidste jeg ikke engang at Quebec havde et problematisk forhold til resten af Canada, eller at der stadig findes Quebeqois der med en underlig slet skjult stolthed kan finde på at proklamere, at folk i Quebec er ‘Nègres blancs d’Amérique’- altså Amerikas hvide niggers (udtrykket stammer fra en bog skrevet af en af lederne i FLQ, Front de Liberation du Quebec). De sparer ikke på retorikken herovre, der må man sige de slægter franskmændene på… Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om, da jeg landede.

Det her er grunden til jeg ikke er skåret til denne form for universitetsundervisning. Man kan stoppe en masse viden ind i hovedet midlertidigt, men når man at lære noget, når der skal mases så meget viden ind på så kort tid? Jeg tillader mig at tvivle…

Ret skal være ret, jeg er blevet belønnet for min indsats med et A og et A- for mine to midterm essays, men når jeg læser dem nu – tre uger efter jeg har skrevet dem – så har jeg sgu svært ved at forstå at det er mig, der har skrevet de essays (som handler om hhv. Canada’s shifting citizenship regimes og Economic policies as a road to independence). Det er ikke en viden jeg føler jeg har.

Jeg kunne ikke finde et foto af ‘min’ L’inter Marché, så I får et af det næstnærmeste, du Plateau. De ligner hinanden på en prik alligevel, bortset fra, at min ikke har ‘ouvert’ 24 timer i døgnet. Er jeg i øvrigt den eneste, der får associationer til pikant undertøj, når ordet ouvert rammer hjernebrasken? Nå, det er sikkert bare mig…

Quebec satser som myndighed meget på bæredygtighed og miljøhensyn – der er f.eks. gratis recycling-ordning, så man sætter bare sin grønne kasse med pap, plastic og glas ud på bestemte dage, så kommer renovationen og kører dem på genbrugsstationen. I kontrast til det står at visse økologiske varer er absurd dyre her, hvis de da kan findes. To liter økologisk 2% mælk koster 6 canadiske dollars, altså 30 kroner. 2 kg økologiske gulerødder omtrent det samme. Æg og økologisk brød er de varer, jeg har registreret mindst prisforskel på for hhv. konventionelle og økologiske udgaver. Grønt er nogenlunde som i Danmark.

Masser af præfabrikata

I det hele taget er det meget svært at finde ‘rene’ varer forstået som ‘uforarbejdede råvarer’. Jeg pløjede metervis af hylder med ris tilsat krydderblandinger, tørrede grøntsager eller kyllingesmag (med en lille notits om at produktet indeholdt artificial flavor, adbad) før jeg endelig fandt en pose ris uden andet end ris i. Finhvalsede havregryn, gode gamle havregryn som ikke er ristet i ahornsirup eller tilsat tørrede blåbær eller whatnot – det findes slet ikke. Man kan dog få grovhvalsede hele gryn i helsekostbikse, så jeg får trænet bisserne for tiden. Det er ret svært at finde hvedemel der hverken er blevet bleget eller tilsat hævemidler og salt, og det er fuldkommen umuligt at finde rugmel. Rug er noget man giver til kreaturer herovre, de glor underligt på en, når man spørger efter det (eller også er det mit franske). Selv manden i helsekostforretningen (som ellers er stedet hvor jeg køber mit ublegede hippie-mel og hestehavregryn) løftede anerkendende øjenbrynet, da jeg spurgte til rugmel. Så ved man altså, at man falder udenfor mængden…

Gode køb idag: Blåbær, brød fra première moisson og friske kammuslinger!

Til gengæld ligger byens måske bedste bageri overhovedet, Première Moisson, lige rundt om hjørnet fra mit hjem. Det sjove med Première Moisson er, at de også leverer til alle supermarkederne i kvarteret. Folk kommer fra hele Montréal og køber brød der, men lige præcis på Avenue du Mont-Royal har supermarkederne tilsyneladende en aftale med bageriet, som leverer til dem flere gange i døgnet. Og det er altså lækkert at kunne gå i supermarkedet klokken 20:00 og få sig et helt nybagt baguette. De laver også fabelagtige croissanter, noget jeg har lært er en god indikator for om bageriet aner noget som helst om bagning.

Dagens supermarkedstur

Her er min seneste indkøbsseddel og priserne hos min lokale L’Inter-Marché. Det er lykkedes mig at skære de to taxes der kommer oveni prisen ud af billedet, beklager. Men den slags er de pjattede med herovre, det hele skal gerne være så uoverskueligt som muligt. Der er heller ikke kilopriser på prisskiltene, som vi er vant til hjemmefra, og som jeg personligt sætter ret stor pris på…

Listen skriver:

Brød 4,49 CAD, altså knap 25 kroner (øko)
Lille bakke blåbær, 25 kroner
En pakke kiks, 18 kroner
200 gram friske kammuslinger, cirka 30 kroner
Friske grønne asparges, 16 kroner
Tre bananer, 2,50 kroner (aner ikke hvorfor de er så billige)
6×100 ml Cola Zero (minidåser de har herovre) knap 20 kroner plus 30 cents i pant.
En god spegepølse uden nitrit, 35 kroner
Frisk økologisk babyspinat, 20 kroner
Bærepose til 5 cents, altså 25 øre.

Inkl. taxes (5% og så 7% oveni) blev det 37,73 canadiske dollars, altså 178 kroner. Det synes jeg faktisk er ret billigt… Det mest skræmmende var egentlig at hun bare kørte mit Mastercard igennem uden at jeg skulle skrive under eller taste pinkode. Scary! Som ved Storebæltsbroen!

Alt i alt er Montréal en billig by, og det kan fint lade sig gøre at klare sig på SU alene herovre, hvis nogen skulle være bekymrede for det. Man skal bare huske at folk i visse servicefag forventer 15 til 20% i drikkepenge, f.eks. servitricer, tjenere og visse bartendere, men byturene ligger er stadig et godt stykke under det danske prisniveau.

It will also be my first experiment with Posterous, and if I put the settings right, all posts on Montrealistic will appear right here in the ‘Montreal (in English)’ category.

Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…

Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.

Min uge ser lige nu således ud:

Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.

Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.

Inden jeg rejste til Canada, var jeg en uge i Berlin med Gabriel og jeg kunne mærke en hel masse tysk, der bare boblede frem i min erindring. Det var så lækkert at registrere, jeg har jo ikke fået tyskundervisning i knap 10 år. Så alle de solide tyske gloser ligger nu og glimrer i al deres ubrugelighed, mens jeg febrilsk forsøger at genopfriske bare en smule af det franske jeg da også styrede rimelig sikkert dengang i gymnasiet...

Problemerne opstår først og fremmest i det øjeblik jeg beslutter mig for at sige noget på fransk. Ja, desværre allerede der. Vi kan illustrere det således: Jeg kommanderer min mund til at tale fransk, så kommunikationsafdelingen i min hjerne sender bud efter fransksspecialiserede hjerneceller, der for det første er hamrende ligeglade med hvad JEG vil sige, men bare dukker op med gloser som: salopard, bec de lièvre, bøjning af voir i tre tider og frigo (noget henad slambert, bøjning af ‘at se’, hareskår og køleskab for de ikke franskssprogede). Verberne sover for de flestes vedkommende, de har knap nok præsenteret sig endnu… Jeg ved også, at min hjerne huser nogle ret kompetente syntaksspecialister, men tjaa… jeg har ikke set noget til dem endnu.

Den eneste person i Montréal, der har forstået en hel fransk sætning fra min mund er den ellers direkte anglofobiske antikvar på Mont-Royal, og sætningen lød noget i retningen af ‘Vous-avez de livre on anglais‘. Det havde han ikke.

Her følger det indlæg jeg skrev inden jeg fik min internetforbindelse, så det er lidt forsinket. For nogle vil en del af oplysningerne her virke overflødige, men indlæggene er også tænkt som en hjælp til de, der vil udveksles til Canada senere hen.

Jeg bringer jer her første fællesberetning fra min lille balkon, hvor jeg sidder i det meget tidlige morgenlys ud til Rue de la Roche i det, jeg kan mærke er et fantastisk kvarter i Montréal – det meget franske le Plateau. Jeg har koblet min computer til min udlejer Myriams små højttalere og hører Savage Rose, det gør jeg ellers aldrig. Myriam, som ellers bor meget beskedent, har verdens mest avancerede kaffemaskine, som jeg opgav at betjene, så jeg sidder med en cappuccino fra den lokale Starbucks. I min befippelse over at alt foregår på fransk og selv manden i Starbucks havde svært ved at forstå mig på engelsk, tog jeg selvfølgelig et for lille låg og præsterede derfor at spilde halvdelen ud over mig selv på vejen hjem.  Det lader til, at den officielle policy om, at al information til kunder og borgere skal være på både engelsk og fransk bliver pænt ignoreret her på le Plateau. Så jeg skal finde mig et franskkursus rimelig hurtigt…

Jeg har ikke rigtig overskud til at sortere i indtrykkene på nuværende tidspunkt, så måske det her bliver lidt langt og rodet og nogle lidt mærkelige ting jeg nævner, men bær over med mig. Jeg lover at arbejde på læsværdigheden hen over de næste par skriverier, promis! Som de siger herovre….

Rejsen føltes lang, flyet til Geneve var det mindste jeg har fløjet med nogensinde, mindre end dem, der fløj Århus-København da jeg var barn. To gange to sæder hele vejen ned og jeg kunne næsten ikke engang strikke uden at ramme damen på den anden side af den smalle gangstrimmel mellem sæderne. Og Geneve lufthavn er da nok den mest dødssyge jeg har oplevet, kilometervis af underjordiske gange med dårlig luft og ringe information.

På turen Geneve-Montreal sad jeg lige bag businessclass, som var FOR VILDT designet, no wonder de sæder er et stort hug i budgetterne hos diverse virksomheder. Vi snakker ca. en kvadratmeters pladsøkonomisk udformet boks til hver, dagslyssimulatorer, fodskamler, massageruller og små flasker Moët til ligesom at slå den rette flyvestemning an – og jeg kunne sidde fra mit lille economy-frimærke og glo misundeligt ind på deres udstrakte ben. Men ok, de betaler vist også ti gange så meget for deres plads. Jeg sad på anden række i econmy-delen, og foran mig på pladserne med meget benplads sad par med babyer og små børn – noget jeg var en anelse spændt på hvordan ville forløbe. Men de klarede det til ug, et libanesisk par havde bare verdens kæreste lille pige som sendte passagerne bagved totalt rejseirritations-optøende smil, når hun da ikke sov som en engel. Det var nogle børn jeg kunne forholde mig til. Stewardesserne kaldte mig konsekvent Madame, hvilket i mine øre lugter hen ad ‘dame,’ men det er sikkert bare hvad man kalder voksne kvinder på fransk, dunno?

Immigration forløb problemfrit, selv om jeg havde mine bange anelser, da jeg skulle vise pas og forklare mine grunde til at rejse ind i Canada tre gange før jeg overhovedet kom til den første egentlige gatekeeper, manden i customs. En spinkel, bebrillet og sirligt barberet mand i 50′erne iført sort politiuniform med hvad jeg antager var hans ID-nummer på 7-8 cifre broderet med kæmpe gule tal over højre brystlomme. Inden han overhovedet havde set mig i øjnene, fik jeg et tørt ‘if you would please turn off your music and take off your headphones, miss’ – selv om jeg havde slukket og bare havde et par tavse ørebøffer hængende om halsen. Men ok, overdrevet respekt for uniformerede autoriteter er jo heller ikke noget vi dyrker voldsomt i Danmark.

Mr. Customs ville også se den pose Tyrkisk Peber, som jeg havde købt i lufthavnen til Myriam, min udlejer, og han trykkede omhyggeligt på posen for at konstatere, at den ikke havde været åbnet, inden han bad mig erklære og skrive under på at jeg ikke havde nogen andre former for fødevarer med ind i Canada. Da jeg spagt nævnte, at jeg også havde en flaske whiskey med krøllede hans øjenbryn helt sammen og ‘if you would please show it to me, miss’. Da jeg rakte ham en stor flaske Glenlivet og frygtede at den skulle konfiskeres, blev han helt normal i ansigtet og sagde ‘good choice miss, we do not allow bad liquer into Canada’ og SMILEDE. Første smil i Canada. Der gik lige et par øjeblikke før jeg opdagede, at han tog pis på mig. Mr. Customs var altså en flink mand…  Derefter skulle jeg bare stå i kø i hundrede år  i Immigrations før en dame stemplede mit pas og formanede mig om, at jeg KUN måtte søge skolegang på Concordia og ingen andre steder. Jeg skulle slet ikke vise min erklæring fra SU-styrelsen om at jeg er finansieret hjemmefra, de stoler åbenbart på at danskere ikke vil nasse sociale ydelser eller søge permanent ophold.

Jeg fik al min baggage uden problemer (stor rækken-tunge til damen i Gouda der insisterede på det var dumt og uforsvarligt ikke at tilvælge forsikring mod forsinket baggage når jeg nu skulle skifte og havde to stykker baggage hvad har vi ellers!). Jeg oksede mig tungt belæsset ud i verdens mindste ankomsthal og styrede direkte udenfor til en mundfuld frisk luuuuuft. Troede jeg. Frisk luft er ikke frisk luft herovre, luftfugtigheden er så høj at man bliver klistret over hele kroppen på tre sekunder, og dér stod jeg i lange, stramme jeans (som moden herovre OVERHOVEDET ikke foreskriver, i øvrigt), striktop og cardigan. Ødrk, det var varmt. Jeg fandt en velkomststand til internationale studerende, hvor jeg fik et metrokort, et par foldere og en voucher, så jeg kunne komme til centrum med offentlig transport for 7 canadian dollars mod 20 uden voucher og 50 for en taxa – dejligt.

Jeg fik en shuttlebus til centrum, som satte mig af på noget, der umiskendeligt lignede en parkeringsplads fro greyhoundbusser, men som skulle være en metrostation med navnet Berri-Uquam. Der var INGEN skilte. Ikke noget med ‘metro’ og en pil, næhnej, totalt overflødigt med den slags information. Min hjerne var på det tidspunkt godt nede omkring de 30% i funktionalitet efter rejsen, men jeg fik da skubbet mig gennem et par metaldøre, forbi et rum med baggagebokse, men stadig ingen skilte, og tog den logiske vej mod en metro – ned af den første trappe som ellers ikke så ud til at lede nogen steder hen. Og voilá, der var lige en kæmpe metrostation med tre krydsende linier gemt nede under parkeringspladsen uden skilte. Det kunne jeg vel have sagt mig selv

Jeg kom op på station Mont-Royal, som på overfladen heller ikke gør megen stads af sig. En lille, slidt betonbelagt plads med to smalle glasdøre der leder ind til en trappe ned til metroen, det er alt. Der sad en fyr og klimpede guitar og spillede Strawberry Fields Forever med en breeeed amerikansk accent, det har jeg alligevel aldrig hørt før… Jeg stod lidt og gloede rundt, gaderne er brede med parkeringspladser i begge sider og to-tre meter brede fortove, mange af dem med store træer langs vejen. Bydelen er lavt bebygget, de højeste huse er i fire plan, men langt de fleste er kun i to. Bygningerne ligger sådan lidt trukket tilbage fra fortovet, så der er plads til deres små smedejernsbalkoner, de snoede brandtrapper og det utroligt dejlige vildnis af rosenbuske og hækplanter der gror uforstyrret på jorden under balkonerne. Avenue Mont-Royal er en slidt, men pæn og ren gade med et sjovt miks af butikker, fra kæder som Starbucks og American Apparel til små grønthandlere, tøjbutikker og møntvaskerier. Min gade, Rue de la Roche, er en sparsomt trafikeret sidegade til Mont Royal, og udover en kinesisk deppaneur hvor kun indehavernes fem-årige søn taler fransk, er den belagt med små beboelsesejendomme med tre-fire lejligheder i hver.

Jeg var først hos Myriam klokken halv seks Montréal-tid, så hun var hjemme, hvilket var en lettelse. Hun er utrolig sød, hentede øl og honningristede peanuts i den lokale deppaneur og vi sludrede et par timer inden jeg gik i brædderne kl. 20:30 – eller halv to om natten ‘min tid’. Jeg tudede lidt da jeg gik i seng, jeg ved sgu ikke helt hvorfor, det har vel været noget lukken-damp ud. Men jeg har det godt og er spændt på at tage hul på de næste par dage, hvor jeg skal finde et komprimeret franskkursus, finde mine to campusser, købe et simkort til min telefon, en læselampe til mit værelse, et nyt batteri til min computer og et par kurve til tøj og selvfølgelig få en fornemmelse af først bydelen og siden byen.

Kæmpe knus til jer derhjemme! Jeg håber I allesammen er glade og har det godt.

/Signe