Archived entries for Nyheder

Kan dine netidentiteter tåle dagens lys?

Redaktøren af den liberale netavis 180grader, Ole Birk Olesen er lige nu i vælten (på Politiken og på sin egen side), fordi han har offentliggjort den rigtige identitet på en af brugerne på webavisens kommentarforum i et såkaldt portræt af en netvandal med både navn, billede, link til hjemmeside og sågar link til facebook- og LinkedIn-profil. Ole Birk Olesen begrunder det med at manden – trods flere advarsler og IP-blokeringer – har oprettet utallige brugere på siden og brugt disse brugerprofiler til at sabotere avisens afstemningssystem.

Ole Birk Olesen har dermed, under Googles vågne øje, forbundet personens virkelige identitet og offentlige netidentitet (mandens hjemmeside) med hans hemmelige identiteter på 180grader. Og det er noget, der rokker godt og grundigt ved vores hidtidige erfaring om, at vi selv styrer hvilke private eller anonymiserede alias på nettet vi ønsker forbundet med vores offentlige person og ansigt. Dermed spørgsmålet:

Kan dine netidentiteter tåle dagens, offentlige lys? Og måske mere relevant; Bør de kunne det?

Personligt har jeg mange profiler i gråzonen mellem offentlig og privat, som jeg gerne skilter med, f.eks. min profil på strikkesiden Ravelry og musiksiden last.fm. Men jeg har også profiler, som jeg ikke synes det kommer alle ved at jeg står bag – for at nævne et harmløst eksempel kan jeg bruge siden madital.dk, hvor man kan lave statistik over sin kost og forbrænding og se hvordan de går i spænd med et evt. vægttab. Men det kommer jo ikke min chef eller sågar min mor ved, hvis jeg vil tabe 10 kilo, vel? Slet ikke, hvis det slet ikke går som planlagt, for man vil jo ikke konstruere sig selv offentligt som en fiasko – uanset om man så er det i den sammenhæng.

Manden på 180grader er blevet outed som man siger over there, fordi han slet og ret har opført sig dårligt og dumt. Han har brudt sociale spilleregler på nettet, som han sikkert aldrig kunne drømme om at bryde i virkeligheden. Ole Birk Olesen har derimod med sit stunt gjort det modsatte, han har konsolideret virkelighedens sociale spilleregler på sit online-univers. Det tror jeg vi kommer til at se mere af i fremtiden – og det går hånd i hånd med en lavere ærefrygt overfor Googles søgeresultater på enkelte navne. Jeg tror simpelthen at Google-resultater på enkeltpersoner langsomt vil komme hen og tangere sladder i vores bevidsthed – fordi det er så nemt at hænge folk ud.

Hvad tror du?

Hvad vil denne reklame fortælle os?

Se lige denne reklame. Advarsel: Den indeholder afklædthed i små doser.

Det er åbenbart sådan man vil sælge sexet undertøj hos Liaison Dangereuse, en tysk onlinebiks med lingeri. Producenten gør sig til fortaler for ‘Sexiness für alle. Überall’, og det er da også noget meget pænt undertøj, altså. Men nu bliver reklamen af blandt andet  undergrunds(net)magasinet Animal anholdt som værende frigørende for muslimske kvinder (’i visse ørkenstater’ som det hedder sig), og her knækker filmen fuldstændig for  mig.

Jovist, kvinden i reklamen er selvsikker og ser ud til at have det godt med sig selv. Hun tager tilsyneladende frækt undertøj på helt for sin egen skyld, og altså ikke for at leve op til en eller anden forestilling om at kvinder skal være omvandrende sexobjekter udadtil. Det er også virkelig dejligt at se en muslimsk kvinde der ikke er konstrueret som en underkuet, holdningsløs lille mus for en gangs skyld. Men her stopper det gode også. For jeg kan ikke med mine mildeste briller på se hvordan denne reklame skulle være frigørende for (muslimske) kvinder.

Hvorfor? Herfor:

Kvindens spankuleren ned af gangen i bar røv og stiletter, hvor hun fuldkommen bemægtiger sig rummet, er en 100% privat fejring af hendes egen selvsikkerhed. Hun kan ikke tage den stolthed med sig ud, for det må hun ikke. Udenfor skal hun mases ned i en snæver ramme og det finder reklamen tilsyneladende irrelevant for dets formulerede budskab om værdien af individuel/privat seksualitet. Niqaben bliver udelukkende brugt som punchline, og det er forfladigende for at sige det mildt. (For en god ordens skyld: Jeg mener ikke at niqaben nødvendigvis er kvindeundertrykkende, men den bliver her brugt som symbol på de rammer kvinder skal passe ind i i visse muslimske stater, og de rammer er kvindeundertrykkende).

Desuden har reklamen en tydelig maskulint ladet betragter, for hvem kvinden er et seksuelt objekt og denne gang ikke bare et seksuelt objekt, men et objekt der endnu engang puster til den orientalistiske fantasi om den tildækkede muslimske kvinde, der gemmer på en fyrig, eksotisk forførerske under niqaben. Dén fantasi er omtrent så frigørende for muslimske kvinder som denne JBS-reklame var frigørende for sygeplejerskerne:

Men hvad dælen vil den reklame så? Vil den bare huskes?

My Posterous project: Montrealistic

OK, so I decided to make a blog exclusively about Montréal. Every day I stumble upon new fascinating spots, neighbourhoods and views of urban scenery and I simply cannot leave them unnoticed any longer. So, Montrealistic is born. Since it will cover Montréal from an alien’s perspective and mainly focus on discoveries of interest to us and/or future visitors, I decided to write the blog in English.

It will also be my first experiment with Posterous, and if I put the settings right, all posts on Montrealistic will appear right here in the ‘Montreal (in English)’ category.



Copyright © 2004–2009. All rights reserved.

RSS Feed. This blog is proudly powered by Wordpress and uses Modern Clix, a theme by Rodrigo Galindez.