Lad os tage et eksempel fra i dag. Med vanlig arrogance formår Politiken at besværliggøre min færden i de allerførste tre artikler, jeg klikker på hos dem. Sjovt nok blev de dermed de eneste jeg gad se på. Vi tager Kvindefjendsk fortid indhenter LA-spidskandidat, som ser således ud:

Her har vi virkelig et eksempel på en historie, der kunne tage baby step nummer et og udnytte links, eftersom nævnte udtalelser er foretaget på en art blog ved navn damefrokosten. Det nævner Politiken allerede i første linje, men får vi et link? Nej. “Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med”, siger Politiken til dig og klapper dig nedladende på hovedet. “Nu skal du først læse Vores Ord, og hvis du så tør, så kan du klikke på nogle af de faretruende røde links i versaler, som vi har puttet allernederst”. Et link, der i øvrigt linker til Uffe Elbæks kommentar til dem i stedet for selve anklagerne (måske det er tid til et medarbejderkursus?).

Og herefter går det ellers derudaf med at planke bloggens indhold. Vi får DOKUMENTATION:

“Artiklen” her består anklagerne, løftet fra bloggen hvor de oprindeligt blev fremsagt og lagt i redigeret udgave ind på Politiken. Det er DOKUMENTATION på Politiken, redigeret dokumentation, jovist, men hvem kerer sig om den slags når musikken spiller? Politiken gør i hvert fald ikke. Denne Politikens jam-session over konceptet ‘dokumentation’ omfatter naturligvis heller ikke den lange efterfølgende debat, som – newsflash! – også er relevant for mange.

Det er gået stærkt, ser man på stavefejlene, men det værste er nu, at på siden med DOKUMENTATION skriver man blot, at anklagerne er fremsat på damefrokosten, uden forklaring til eventuelle nytilkomne læserne om hvad det er og UDEN LINK! Så kan vi sidde der og spekulere på hvad Ole Birk Olesen lavede til en damefrokost eller vi kan prøve at skrive damefrokosten.dk, blot for at finde ud af at det domæne er ejet af one.com. Så kan vi google og finde den rigtige blog, men ak, udtalelserne er fra juni, så de er ikke umiddelbart at finde på siden. Ind i arkiverne og bladre….ZZZzzzzzz……

Hvis nogen ellers gad at læse Politikens redigerede DOKUMENTATION færdig, ville de opdage, at der helt nede i bunden med advarslen ‘eksternt link’ lå endnu et link til Uffe Elbæks kommentar til de oprindelige anklager. Og læseren kunne dermed ad omveje finde frem til anklagerne, som de blev fremsagt i sin tid, altså, den egentlige dokumentation.

Så kære Politiken…

Det link er det eneste relevante i jeres ‘dokumentation’ og det bliver puttet i skammekrogen. Det er DOKUMENTATION, der tildækker den ægte dokumentation og det er hamrende dårlig stil. Som H.V. Kaalund så smukt formulerede det, “Den mand er jo ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, der rasler med sin kerne”. Måske noget man kunne trykke på en plakat og hænge op i redaktionslokalerne? Nej, nevermind…

Men her er hvad jeg, jeres læser tænker om jeres strategi:

Hvis Politiken finder den ekstra information og – i dette tilfælde – den ægte dokumentation hos andre irrelevant, fred være med det, det er da en holdning man kan have. Men giv dog læserne muligheden for at få adgang til informationen! Det kræver ikke så meget som ét anslag mere i den endelige tekst at få et link ind i første linje, og hvis det tager Politikens journalister mere end fem sekunder at lave det, skulle man måske overveje at sende dem på kursus. Jeres praksis med ‘eksternt link’-advarslen viser mig, at der ligger en strategi bag jeres måde at linke på. Hvor efterlader det mig som læser, jo, ved den konklusion at Politiken kun nødigt ønsker at give mig information, som ikke ligger på Politiken. Og i så fald sørger for at gemme den godt og grundigt. Synes I selv det er hæderlig avisdrift?

Her er et forslag, skriv ADVARSEL! ‘internt link’, når I linker til jer selv. Og lad være med at bruge etiketten ‘DOKUMENTATION’ når I ikke kan leve op til det. Eller bare start med at svare et spørgsmål: Hvorfor er I så bange for at informere?

Tilføjelse: Politiken har efterfølgende redigeret sidstnævnte artikel, så ordet dokumentation blev fjernet og damefrokosten fik sin .com-endelse på. Men der er stadig kun et link allernederst i teksten.

Jeg er med på, at man kan diskutere, om det er rimeligt at få tilkendt navneforbud alene fordi man er kendt. Jeg er også  med på at et navneforbud kan virke fjollet, når navnet allerede er sluppet ud, som det skete i dækningen af Rigmor Zobel-sagen. Men her var navnet ikke ude, da navneforbuddet blev nedlagt. Alligevel vælger både Ekstra Bladet og B.T. at køre utrolig detaljeret omtale af kendissen i deres dækning af sagen. Taget i betragtning af hvor få kvinder af nævnte profession, der har modtaget omtalte pris, gør disse oplysninger i kombination det meget nemt at identificere pågældende par. 

Forbuddet lyder (Retsplejeloven):

§ 31. Retten kan i straffesager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

“Eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres”. Dette må siges at være ‘på anden måde’. Og kan man identificere en person, der er beskyttet af navneforbud med afsæt i kombination af oplysninger, overtræder man forbuddet, jvf. denne sag fra 2000. Så kan man anføre, at hendes ansigt kan genkendes, når hun møder op i retten. Men ifølge B.T. har hun været dækket til på vej ind og ud af retten, og man kan dermed ikke kende hendes identitet medmindre man deltager i retsmødet, som jo er omfattet af navneforbud.

Faktum er på den ene side at navneforbuddet er nedlagt. Fakta på den anden side er B.T. og Ekstra Bladet gør det muligt for undetegnede at identificere vedkommende på under et minut. Det er at bøje reglerne efter forgodtbefindende, og det er ganske enkelt pressetisk uforsvarligt. Det efterlader mig med ét enkelt spørgsmål:

Hvem skal beskytte os mod pressen?

Ole Birk Olesen har dermed, under Googles vågne øje, forbundet personens virkelige identitet og offentlige netidentitet (mandens hjemmeside) med hans hemmelige identiteter på 180grader. Og det er noget, der rokker godt og grundigt ved vores hidtidige erfaring om, at vi selv styrer hvilke private eller anonymiserede alias på nettet vi ønsker forbundet med vores offentlige person og ansigt. Dermed spørgsmålet:

Kan dine netidentiteter tåle dagens, offentlige lys? Og måske mere relevant; Bør de kunne det?

Personligt har jeg mange profiler i gråzonen mellem offentlig og privat, som jeg gerne skilter med, f.eks. min profil på strikkesiden Ravelry og musiksiden last.fm. Men jeg har også profiler, som jeg ikke synes det kommer alle ved at jeg står bag – for at nævne et harmløst eksempel kan jeg bruge siden madital.dk, hvor man kan lave statistik over sin kost og forbrænding og se hvordan de går i spænd med et evt. vægttab. Men det kommer jo ikke min chef eller sågar min mor ved, hvis jeg vil tabe 10 kilo, vel? Slet ikke, hvis det slet ikke går som planlagt, for man vil jo ikke konstruere sig selv offentligt som en fiasko – uanset om man så er det i den sammenhæng.

Manden på 180grader er blevet outed som man siger over there, fordi han slet og ret har opført sig dårligt og dumt. Han har brudt sociale spilleregler på nettet, som han sikkert aldrig kunne drømme om at bryde i virkeligheden. Ole Birk Olesen har derimod med sit stunt gjort det modsatte, han har konsolideret virkelighedens sociale spilleregler på sit online-univers. Det tror jeg vi kommer til at se mere af i fremtiden – og det går hånd i hånd med en lavere ærefrygt overfor Googles søgeresultater på enkelte navne. Jeg tror simpelthen at Google-resultater på enkeltpersoner langsomt vil komme hen og tangere sladder i vores bevidsthed – fordi det er så nemt at hænge folk ud.

Hvad tror du?

Det er åbenbart sådan man vil sælge sexet undertøj hos Liaison Dangereuse, en tysk onlinebiks med lingeri. Producenten gør sig til fortaler for ‘Sexiness für alle. Überall’, og det er da også noget meget pænt undertøj, altså. Men nu bliver reklamen af blandt andet  undergrunds(net)magasinet Animal anholdt som værende frigørende for muslimske kvinder (‘i visse ørkenstater’ som det hedder sig), og her knækker filmen fuldstændig for  mig.

Jovist, kvinden i reklamen er selvsikker og ser ud til at have det godt med sig selv. Hun tager tilsyneladende frækt undertøj på helt for sin egen skyld, og altså ikke for at leve op til en eller anden forestilling om at kvinder skal være omvandrende sexobjekter udadtil. Det er også virkelig dejligt at se en muslimsk kvinde der ikke er konstrueret som en underkuet, holdningsløs lille mus for en gangs skyld. Men her stopper det gode også. For jeg kan ikke med mine mildeste briller på se hvordan denne reklame skulle være frigørende for (muslimske) kvinder.

Hvorfor? Herfor:

Kvindens spankuleren ned af gangen i bar røv og stiletter, hvor hun fuldkommen bemægtiger sig rummet, er en 100% privat fejring af hendes egen selvsikkerhed. Hun kan ikke tage den stolthed med sig ud, for det må hun ikke. Udenfor skal hun mases ned i en snæver ramme og det finder reklamen tilsyneladende irrelevant for dets formulerede budskab om værdien af individuel/privat seksualitet. Niqaben bliver udelukkende brugt som punchline, og det er forfladigende for at sige det mildt. (For en god ordens skyld: Jeg mener ikke at niqaben nødvendigvis er kvindeundertrykkende, men den bliver her brugt som symbol på de rammer kvinder skal passe ind i i visse muslimske stater, og de rammer er kvindeundertrykkende).

Desuden har reklamen en tydelig maskulint ladet betragter, for hvem kvinden er et seksuelt objekt og denne gang ikke bare et seksuelt objekt, men et objekt der endnu engang puster til den orientalistiske fantasi om den tildækkede muslimske kvinde, der gemmer på en fyrig, eksotisk forførerske under niqaben. Dén fantasi er omtrent så frigørende for muslimske kvinder som denne JBS-reklame var frigørende for sygeplejerskerne:

Men hvad dælen vil den reklame så? Vil den bare huskes?

Så strikkede jeg lige et halstørklæde. Vupti! I noget så skønt som ‘feather faggot stitch’ med et vidunderlige Rowan Cocoon merino garn. Beklager det trætte blik, billedet er taget efter 20 minutters opslidende zigzag-cykling gennem Montréals gader.

Har lavet en pdf med mønsteret, som du kan downloade her, men den er altså på engelsk. Skriv, hvis I vil have den på dansk, jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad feather faggot stitch hedder på dansk, så hvis nogen ved det, er jeg også lutter øren. Der er flere billeder, bedømmelser osv. på opskriftens egen side på netværket Ravelry, som jeg tidligere har skrevet om her.

It will also be my first experiment with Posterous, and if I put the settings right, all posts on Montrealistic will appear right here in the ‘Montreal (in English)’ category.

Nu har jeg så via Kristin og Valeries lækre modeblog Bleach Black opdaget den meget lovende netshop Bona Drag. Bona Drag har – udover Pamela Loves smykker – også en del tingeltangel i samme stil, af andre designere til væsentligt mere spiselige priser. F.eks. den ligeså New York-baserede Erica Weiner, som har præsteret denne superflotte og rå Hummingbird-halskæde efter et rigtigt fuglekranium og det virkelig fine fjer-armbånd. Men det bedste er priserne, 80 USD for fuglekraniet og 60 USD for armbåndet. Jeg går og overvejer det…

Køb indenfor EU – eller vær klar til at risikere en efterregning

• Der kommer ikke told på varer, der sendes fra et EU-land. Vær opmærksom på, at selvom f.eks. Jersey og Madeira er en del af et EU-land, så kommer der told på varer, købt der.
• Nogle sider giver mulighed for at se priserne i euro, pund eller kroner selv om de sender fra f.eks. USA. Læs butikkens information grundigt for at finde ud af, hvor de sender fra.
• Hvis du køber fra et land udenfor EU risikerer du en klækkelig efterregning. Som tommelfingerregel skal du for ordrer til en værdi af mellem 80 og 1150 kroner betale: varens pris + forsendelsesomkostninger + 25% af det samlede beløb i moms + Post Danmarks gebyr på ca. 155 kroner. Dvs. en creme til 100 kroner og 50 kroner i shipping kommer til at koste 150 + 25% af 150 + 155 kroner: i alt 342,50 kroner.
• Nogle sider tilbyder at refundere momsen, mere om dette senere.
• Se generel information om internethandel hos Forbruger Europa.

Betal sikkert

• Betal ALTID med kreditkort. Mastercard, VISA, Diner’s, Amex – det er ligemeget. Hvis du betaler med kreditkort (og også debitkort som Mastercard Direct og Visa Electron) og ellers holder orden i dine papirer som ordrebekræftelse og eventuelle forespørgsler/rykkere du har sendt til butikken, kan du altid få din bank til at trække pengene tilbage. Det kan du ikke med bankoverførsel.
• PayPal er ikke teoretisk sikkert. Du har ikke ret til at få refunderet dine penge, hvis du betaler med PayPal og varen ikke dukker op, så det er op til dig at afgøre, om du stoler på butikken. Jeg har dog betalt med PayPal masser af gange uden problemer – men hvis problemet er ude, er der altså ingen kære mor.

Andre råd:

• Når du falder over en god butik, så bookmark den og meld dig til deres nyhedsbrev eller følg dem på Twitter, hvis du er til den slags. Mange butikker sender rabatkoder og mails om fri shipping ud til kunderne i nyhedsmailen.
• Har du yndlingsprodukter, så brug tid på at søge efter dem på alle de europæiske sprog du kan. F.eks. er Weleda, Dr. Hauschka, Avène og hjemmehårfarve billigt i tyske netbutikker. Mens Dermalogica fås billigst i EU hos BeautyFlash i England.

Har du gode råd, du synes skal med, så skriv endelig her på siden eller send mig en mail, så fletter jeg det ind!