Indlæg relateret til Privat snak

Hvornår gik reperation af mode?

Det kan ikke betale sig at få repareret ting mere. Hvad er der nyt i det, tænker du måske, og…. ikke andet end at det lige er gået op for mig endnu en gang, og jeg er præcis ligeså harm som sidst det skete (DYRT digitalkamera som blev henlagt på grund af problemer med linsemotorikken og reperationsomkostninger på den forkerte side af hvad et nyt ville koste).

Min støvsuger har en fem år på bagen og den suger ganske fint, men der er et eller andet i motoren, der går i resonans med hele bygningen når man tænder den. Det resulterer i en sønderrivende høj whooooooom-lyd af en anden verden, en art jetmotor-støj, som altså gør støvsugning til et mere end almindeligt uudholdeligt gøremål.

Så tager man den da til reperation, ikke? Nej, det gør man åbenbart ikke. Gabriel tog den med ned til Støvsugerbanden på Nørrebrogade, hvor manden bag disken stak den i stikkontakten et nanosekund, for derefter at konstatere, at det kunne ikke laves. Han tjekkede ikke sugestyrken eller åbnede kræet eller foretog andet, der kunne bakke hans diagnose op. Det skortede ellers ikke på profetierne, den ville HELT sikkert dø helt i løbet af et par uger, mente han. Hvilket er lidt sært, fordi den har larmet sådan her under minimum ugentligt brug i hvert fald et halvt år (ja, jeg er utrolig langsom til at gøre noget ved ting, som virker, men som bare ikke er 100% i orden).

Men han var sikker i sin sag, og forsøgte selvfølgelig at prakke os et nyt bæst på, hvilket vi takker nej til.

Vi går ind til Skousen, som ærligt erklærer, at de ikke kan diagnosticere dyret der i butikken. Vi kan sende den ind til tjek, men det vil koste 600 kroner at få nogen til at tjekke den, plus fragtomkostninger på flere hundrede kroner – plus evt. reperationsomkostninger (dog fratrukket diagnose-gebyret).

Den nye model af vores støvsuger koster omkring 1000 kroner. Det vil sige at det aldrig vil kunne betale sig at få den repareret – i hvert fald ikke af de kanaler vi har adgang til. Hvor er de der selvlærte elektroniknørder som kan fikse det meste til priser hvor studerende kan være med? Jeg snakker ikke sort, men måske bare sådan en almindelig ufaglært timeløns-ting? 300-400 kroner?

Hvad er det for et samfund vi har konstrueret, hvor lokal fragt og reperation af en støvsuger koster mere end en helt ny maskine, der vel for helvede er blevet fragtet hertil fra den anden side af kloden? Køb dog en ny, siger folk. Jamen for satan, jeg HAR en støvsuger, den skal bare lige fikses. Hvorfor skal jeg ud og lægge flere penge på vores forbrugsalter og bidrage mere til elektronikkirkegårdene i 3.verdenslande. Jeg ønsker det ikke, det er mig inderligt imod!

Efter endnu en uges jetmortostøvsugning kom Gabriel hjem med en ny støvsuger. Den ligner den gamle på en prik, lidt opdateret design hist og her, men ellers den samme. Det er dejligt at kunne støvsuge uden høreværn igen, men jeg er stadig lidt olm på vores kollektive reperations-arrogance.

PS: Hvis du kender sådan en elektronik-mekaniker-filejs i Københavnsområdet som kan lidt af hvert, så har jeg både et Canon digitalkamera, en Nilfisk støvsuger, to B&W højttalere og en gammel Luxman-forstærker, der trænger til en kærlig hånd. Any ideas?

Jeg skal strikke så meget i 2011!

Så blev det sgu lige 2011. Siden jeg sidst pippede her har jeg arbejdet som chokolade-aficionado for Bojesen Chokolade for at hjælpe den SU-slunkne kasse lidt på vej, det er VIRKELIG god chokolade, se mere om dem her. Jeg har ellers aldrig været den store sælger, men når det er et produkt man hundrede procent kan stå inde for, er det jo pludselig en anden sag at stå og lovprise det. Mums!

Nå, til strikkeriet!

Der har mest været småprojekter på pindene siden efteråret, jeg er jo ikke den store sweaterstrikkerske. Desværre er der ikke kommet billeder af alle herlighederne endnu, da jeg har været så smart at give dem væk i julegaver inden jeg fik kameraet frem. Hurra for julestress :)

Turn a Square af Jared Flood

Men først blev det til en Turn a Square af Jared Flood, en opskrift der er MEGET populær på Ravelry, tror det er en af de mest strikkede overhovedet, og det forstår jeg godt, for det er en nem og flot opskrift. Jeg tilføjede en 2X2 rib tubekant fordi det bare giver dét ekstra til en hue og får den til at se professionel ud. Jeg bruger Ysolda Teague‘s vejledning til “Stocking Stitch Tubular Cast on for 2×2 Rib”, som du kan finde her. Hendes side er i øvrigt en fin kilde til solide strikketips fra en erfaren designer, der er ikke meget, der er frit tilgængeligt, men det der er, er til at regne med. Tak Ysolda!

Det færdige resultat ser således ud:

Den er strikket i Noro Silk Garden (#279 som jeg købte hos Black Sheep) og noget shetlandsk uld fra Jorun, og man bruger ca. et halvt nøgle af hver. Jeg overså let og elegant at man skulle strikke tre pinde ensfarvet, før man strikkede en topinds Noro-stribe, jeg har strikket 2 pinds-striber hele vejen igennem. Oh, well… Synes farvespillet i Noro sammen med grov shetlænder er fantastisk flot! Jeg overvejede at strikke en i Cocoon og Noro til mig selv, men jeg tror det bliver noget stilforvirret at se på, så har droppet det indtil videre. Modtageren klager over at den er lidt baggy omkring ørerne, så jeg har givet den en lille håndfast vask for at få den til at filte/krympe en smule, og det hjalp (billedet er fra før filtning).

Min største anke ved dette mønster er at jeg måtte gå TRE pindestørrelser og 8 masker ned i omkreds for at få ønsket str. (og så har jeg droppet indtagning efter ribben). Det passede simpelthen ikke for mig på andre måder, så der var lidt frustrationer med at slå op og strikke og trævle op og slå op igen. Mønstret siger 4.5 mm og jeg måttte strikke huen i 3.0 for at få fasthed. Jeg er dog en virkelig løs strikker, så det har også noget at sige (men plejer ikke at betyde SÅ meget).

Darkside Cowl

Ind i mellem juleprojekterne fik jeg lige strikket en lille ting til mig selv, et Darkside Cowl af det fantastisk lækre Malabrigo Rios, 100% merino i farven Azules. Strukturen i dette mønster er ganske enkelt genial, jeg har stødt på det i sokker før, men sprang det over, fordi sokker skal være nemme, punktum! Men lige præcis i en krave/halsedisse er denne struktur perfekt, fordi det kan strækkes i alle retninger. Jeg brugte et halvt nøgle på 4 mm pinde, og kunne nok godt have gået en pind ned. Det er lige lidt stort i det til at fungere som både halsedisse og pandebånd, men det går. Kan varmt anbefales! Klik på billederne for høj opløsning.

Strik på vej

De andre projekter, som jeg altså mangler fotos af er et Burberry-inspireret cowl – hvad kalder man dem på dansk… halsedisse? Jeg ELSKER de der gamle udtryk. En Burberry-halsedisse, jovist! I camelfarvet Hjertegarn Naturuld, dejligt garn! Og et par luffer, Bella’s Mittens, inspireret af nogle, som Bella har på i den første Twilight-film, strikket i Artesano Aran Alpaca i shocking lilla, min søsters yndlingsfarve. Begge er fabelagtige og der kommer billeder snart! Og ja, så har jeg sat gang i uglesweateren i blå Manos Del Uruguay Wool Classica. Det er kun min anden sweater, så det er lidt ambitiøst. Vi ser hvordan det går…

Og så lige et foto af huen med den glade modtager i den gule vintersol:

Jeg – en velforberedt strikker

Så er der købt ind til julegaver, uldbiksen The Black Sheep har en masse rigtig gode tilbud på garn, og uden at røbe for meget kan jeg sige at to gange babygaver, en mormorgave, en hemmeliggave, et projekt til mig og lidt løse nøgler er på vej i garnform med posten. Det samme er to af Elizabeth Zimmermanns bøger, som jeg har set frem til at læse LÆNGE!
Uuuuh, jeg glæder mig så meget til at strikke amok!

Lynprojekt: DROPS pandebånd i alpaca

Her er strikkoverload, det er jo blevet september! Så nu skal pindene svinges for alvor inden kulden sætter ind. Dette pandebånd strikkede jeg efter lang tids irritation over filtret hestehale indeni huer, og selv om jeg ikke synes det er verdens pæneste beklædningsgenstand, så er det godt nok praktisk. Det strikkes med to tråde alpaca på 3,5 mm pinde, og det strikkes som et langt bånd, du samler i nakken, når det passer. Klik på billederne for stor opløsning.

Det kan strikkes på en aften eller to, opskriften finder du her hos DROPS, og som sædvanlig kan du se andres resultater med opskriften på Ravelry.

Verdens nemmeste barselsgave

Ja, vi tager lige et strikkeindlæg i anledning af at jeg har fået en lille niece i torsdags. For findes der mere tilfredsstillende gaver at strikke end barselsgaver? Babystrik er perfekt til nybegyndere (eller de utålmodige), fordi de i sagens natur er ganske overskuelige projekter, og selv en sweater kan strikkes på en lille uges tid.

Jeg valgte dog et mindre tidskrævende projekt (klik på billederne for at forstørre). Greenleaf hat, hedder den.

Den er rigtig nuttet med det lille blad, synes jeg. Og den kan strikkes på et par timer hvis du er øvet – lidt mere for nye strikkere, men selv hvis du strikker helt på begynderniveau skulle det ikke tage mere end et par aftener med strikketøjet før du er færdig. Den er strikket i Debbie Bliss Baby Cashmerino (55% merino uld, 33% microfiber, 12% kashmiruld), et fantastisk garn til babystrik fordi det er varmt, silkeblødt og kan maskinvaskes – praktisk når modtageren er i gylpealderen. Det er  er også et af de nemmeste garner i vægtklassen at strikke med, synes jeg.

Jeg fandt mønsteret herdenne blog via strikkenetværket Ravelry, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen. Der har før været ventetid på at blive medlem af Ravelry, men samtidig med siden fik nyt, flot design her i sommer er medlemsadgangen blevet lempet, så du nu har adgang til databasen så snart du er registreret. Hvis du strikker, og du ikke allerede er medlem, kan jeg kun give siden mine varmeste anbefalinger, det er et overflødighedshorn af mønstre, garner, billeder og ikke mindst erfaring med strik.

Her er opskriftens side på Ravelry (kræver login), hvor du kan se fotos af andre brugeres færdige resultater. God fornøjelse, hvis du har spørgsmål, så skal jeg gerne svare. Du kan også tilføje mig som ven eller bare se mine andre projekter på min profil på Ravelry.

Hovmod står for fald…

Inden jeg rejste til Montréal var den faglige del af opholdet det sidste, der bekymrede mig. Der var så meget, der skulle ordnes med hensyn til bolig, økonomi, opholdstilladelse og organisering af selve turen, at det gled i baggrunden. Jeg tænkte at det faglige nok ville gå af sig selv, og jeg fandt dækning for den påstand i beretningerne fra tidligere udvekslingsstuderende, som ofte nævnte at det faglige niveau generelt var lavere end derhjemme.

Nøj, hvor tog jeg fejl. Jeg havde vel et eller andet sted regnet med, at jeg skulle i byen et par gange om ugen og tage på weekendture en gang om måneden, når jeg kom herover, naturhippie som jeg er. Det har der overhovedet ikke været plads til. Jeg har været på én weekendtur  ud af Montréal siden jeg ankom i august, et par enkelte dagsture og været ude og danse moderne vel en gang hver anden uge i snit.

En af årsagerne er det fag, der hedder Quebec Politics & Society, det er et førsteårsfag og skulle altså være rimelig overkommeligt. Think again. Det trækker virkelig tænder ud. Det er et hold på omtrent 50 studerende og undervisningen er lectures på god gammeldags auditoriefacon. Finten er her, at alle i Quebec – udover at vokse op i nævnte society – modtager undervisning i selvsamme fag forud for deres tid på uni. Startniveauet på universitetet er altså forholdsvist basalt for en Quebecois, men det var fuldkommen overvældende for mig. Ikke nok med at underviseren antog at alle i lokalet vidste hvem der gemte sig bag navnene Duplessis, Lesage og Levesque, han gik også ud fra at alle uden videre kunne redegøre for forløbet under Quebecs Quiet Revolution i 1960′erne og fortælle hvem der var hovedaktørerne i 1970s October Crisis.

Jeg brugte de første par uger på intensivt at støvsuge wikipedia for al information om ovennævnte og lidt til, men har følt mig bagude gennem hele courset. Og gør det stadig. I morgen afleverer jeg 16 sider skrevet udfra følgende oplæg:

While Quebec’s Quiet Revolution of the 1960s brought profound institutional change to the province, the real impact seems to have hit Quebec society ten years later in the social and political unrest of the 1970s. Address the events of the 1970s by showing how the changes of the 1960s enabled and precipitated them.

Og mellem os, ikke? Så aner jeg ikke hvad jeg snakker om i halvdelen af opgaven. Inden jeg kom herover vidste jeg ikke engang at Quebec havde et problematisk forhold til resten af Canada, eller at der stadig findes Quebeqois der med en underlig slet skjult stolthed kan finde på at proklamere, at folk i Quebec er ‘Nègres blancs d’Amérique’- altså Amerikas hvide niggers (udtrykket stammer fra en bog skrevet af en af lederne i FLQ, Front de Liberation du Quebec). De sparer ikke på retorikken herovre, der må man sige de slægter franskmændene på… Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om, da jeg landede.

Det her er grunden til jeg ikke er skåret til denne form for universitetsundervisning. Man kan stoppe en masse viden ind i hovedet midlertidigt, men når man at lære noget, når der skal mases så meget viden ind på så kort tid? Jeg tillader mig at tvivle…

Ret skal være ret, jeg er blevet belønnet for min indsats med et A og et A- for mine to midterm essays, men når jeg læser dem nu – tre uger efter jeg har skrevet dem – så har jeg sgu svært ved at forstå at det er mig, der har skrevet de essays (som handler om hhv. Canada’s shifting citizenship regimes og Economic policies as a road to independence). Det er ikke en viden jeg føler jeg har.

Kulturspejl nummer et: Supermarkedet! (og lidt om priser)

Jeg elsker at besøge supermarkeder, når jeg er i fremmede lande. Supermarkedernes opbygning og mere eller mindre varierede udvalg indenfor forskellige varegrupper siger utrolig meget om landets kultur og dets indbyggere. Eller… jeg tillader mig i hvert fald at læse en del ind i det. Derfor var det første jeg gjorde, da jeg landede i Montréal også at besøge alle de supermarkeder jeg kunne komme i nærheden af. Supermarkedet nærmest mit hjem er L’inter-Marché Boyer Mont-Royal (hvilket betyder supermarked og at det ligger på hjørnet af Boyer og Mont-Royal) og selv om det efter min mening har et noget tarveligt ydre, så har de nogle virkelig lækre ting, egen slagter, frisk fisk/skaldyr og brød fra kvarterets berømte bageri, Première Moisson. Niveauet ligger over de fleste Irmaer på nævnte punkter, oplevelsen er bare pakket ind i en atmosfære, der minder mere om Lidl eller Aldi. Spøjst, tænker den lille udvekslingsstudine…

Jeg kunne ikke finde et foto af ‘min’ L’inter Marché, så I får et af det næstnærmeste, du Plateau. De ligner hinanden på en prik alligevel, bortset fra, at min ikke har ‘ouvert’ 24 timer i døgnet. Er jeg i øvrigt den eneste, der får associationer til pikant undertøj, når ordet ouvert rammer hjernebrasken? Nå, det er sikkert bare mig…

Quebec satser som myndighed meget på bæredygtighed og miljøhensyn – der er f.eks. gratis recycling-ordning, så man sætter bare sin grønne kasse med pap, plastic og glas ud på bestemte dage, så kommer renovationen og kører dem på genbrugsstationen. I kontrast til det står at visse økologiske varer er absurd dyre her, hvis de da kan findes. To liter økologisk 2% mælk koster 6 canadiske dollars, altså 30 kroner. 2 kg økologiske gulerødder omtrent det samme. Æg og økologisk brød er de varer, jeg har registreret mindst prisforskel på for hhv. konventionelle og økologiske udgaver. Grønt er nogenlunde som i Danmark.

Masser af præfabrikata

I det hele taget er det meget svært at finde ‘rene’ varer forstået som ‘uforarbejdede råvarer’. Jeg pløjede metervis af hylder med ris tilsat krydderblandinger, tørrede grøntsager eller kyllingesmag (med en lille notits om at produktet indeholdt artificial flavor, adbad) før jeg endelig fandt en pose ris uden andet end ris i. Finhvalsede havregryn, gode gamle havregryn som ikke er ristet i ahornsirup eller tilsat tørrede blåbær eller whatnot – det findes slet ikke. Man kan dog få grovhvalsede hele gryn i helsekostbikse, så jeg får trænet bisserne for tiden. Det er ret svært at finde hvedemel der hverken er blevet bleget eller tilsat hævemidler og salt, og det er fuldkommen umuligt at finde rugmel. Rug er noget man giver til kreaturer herovre, de glor underligt på en, når man spørger efter det (eller også er det mit franske). Selv manden i helsekostforretningen (som ellers er stedet hvor jeg køber mit ublegede hippie-mel og hestehavregryn) løftede anerkendende øjenbrynet, da jeg spurgte til rugmel. Så ved man altså, at man falder udenfor mængden…

Gode køb idag: Blåbær, brød fra première moisson og friske kammuslinger!

Gode køb idag: Blåbær, brød fra première moisson og friske kammuslinger!

Til gengæld ligger byens måske bedste bageri overhovedet, Première Moisson, lige rundt om hjørnet fra mit hjem. Det sjove med Première Moisson er, at de også leverer til alle supermarkederne i kvarteret. Folk kommer fra hele Montréal og køber brød der, men lige præcis på Avenue du Mont-Royal har supermarkederne tilsyneladende en aftale med bageriet, som leverer til dem flere gange i døgnet. Og det er altså lækkert at kunne gå i supermarkedet klokken 20:00 og få sig et helt nybagt baguette. De laver også fabelagtige croissanter, noget jeg har lært er en god indikator for om bageriet aner noget som helst om bagning.

Dagens supermarkedstur

Her er min seneste indkøbsseddel og priserne hos min lokale L’Inter-Marché. Det er lykkedes mig at skære de to taxes der kommer oveni prisen ud af billedet, beklager. Men den slags er de pjattede med herovre, det hele skal gerne være så uoverskueligt som muligt. Der er heller ikke kilopriser på prisskiltene, som vi er vant til hjemmefra, og som jeg personligt sætter ret stor pris på…

Listen skriver:kvittering

Brød 4,49 CAD, altså knap 25 kroner (øko)
Lille bakke blåbær, 25 kroner
En pakke kiks, 18 kroner
200 gram friske kammuslinger, cirka 30 kroner
Friske grønne asparges, 16 kroner
Tre bananer, 2,50 kroner (aner ikke hvorfor de er så billige)
6×100 ml Cola Zero (minidåser de har herovre) knap 20 kroner plus 30 cents i pant.
En god spegepølse uden nitrit, 35 kroner
Frisk økologisk babyspinat, 20 kroner
Bærepose til 5 cents, altså 25 øre.

Inkl. taxes (5% og så 7% oveni) blev det 37,73 canadiske dollars, altså 178 kroner. Det synes jeg faktisk er ret billigt… Det mest skræmmende var egentlig at hun bare kørte mit Mastercard igennem uden at jeg skulle skrive under eller taste pinkode. Scary! Som ved Storebæltsbroen!

Alt i alt er Montréal en billig by, og det kan fint lade sig gøre at klare sig på SU alene herovre, hvis nogen skulle være bekymrede for det. Man skal bare huske at folk i visse servicefag forventer 15 til 20% i drikkepenge, f.eks. servitricer, tjenere og visse bartendere, men byturene ligger er stadig et godt stykke under det danske prisniveau.

Så er fagene på plads, men journalistikken mangler.

I dag er det Labour Day i Canada, og det betyder at min undervisning starter i morgen. Som mange udvekslede fra journalisthøjskolen løb jeg ind i et paradoks forud for min ankomst til Montréal: Jeg kunne ikke blive indskrevet på fag i journalistik på Concordia fordi jeg ikke havde det krævne antal credit hours (en art point, man optjener på nordamerikanske universiteter, nogenlunde lig ECTS) og de journalistiske fag jeg kunne få, var på så lavt et niveau, at DJH ikke ville godkende dem for merit. Ham der kunne give dispensation herovre, lederen af Journalism Department, en Dr. Mike Gasher var på ferie store dele af juli og august, og derfor var der, da jeg endelig fik grønt lys for dispensation kun ledige pladser på nogle (for mig) forholdsvis uattraktive fag eller kurser (courses), som de retteligt kaldes. Så til fremtidige udvekslingssøgende: søg dispensation så hurtigt som overhovedet muligt! Her gjorde det godt nok ingen forskel, men det kommer an på hvornår lederen holder ferie, så man KAN jo være heldig.

Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…

Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.

Min uge ser lige nu således ud:

Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.

Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.

Jamen så spørg dog nogen, hvis du ikke ved noget om det!

Min bankrådgiver har på min anmodning om et kreditkort ‘der var godt at have i Montreal’ givet mig et MasterCard. Det er jeg selvfølgelig glad for, da det er rart at vide at jeg trods min uhyre beskedne indkomst ikke er helt ude at skide, hvis nu SUen pludselig mangler en måned.

Og selvfølgelig går jeg ud fra, at bankrådgiveren ved, hvilket kort det er smartest at have med hertil. Han er jo bankmand, han har overblikket over hvilke banker der findes i Montreal og hvilke kort de tager. Og hvis ikke, så skaffer han vel den viden. Jeg er i øvrigt sikker på, at den viden er noget diverse kreditkortfirmaer stiller til rådighed helt gratis.

Men nej. Jeg kan godt nok bruge mit MasterCard i en del butikker, men jeg kan kun hæve kontanter på det i EN af byens banker, Bank of Montreal. Som med al respekt er lidt af en landsbysparekasse. Og med tanke på, at Montréal i stor stil er en by, der forstår cash bedre end credit, synes jeg sgu det er ret utilfredsstillende rådgivning..

Rent praktisk har det udmøntet sig i, at jeg har været nødt til at bestille mine løbesko online, da den eneste butik jeg har stødt på, som både havde den model jeg skulle bruge OG havde den i størrelse 42 (hvilket er nærmest uhørt stort for en damemodel her i byen) ikke tog imod kreditkort og ikke lå i nærheden af en Bank of Montreal. Så kan jeg vente en uge på de kommer, mens det gode vejr stille og roligt siver ud af Montréal. Øv.

Fuldkommen forbilledlig service fra Apple

Jeg er en af dem, der gerne fortæller vidt og bredt, hvis jeg har oplevet en dårlig service, og mine venner ved, at jeg mere end en gang har bandet og svovlet over dem, der har solgt mig min macbook i Danmark (hint: det er ikke Apple). Ret skal være ret, så nu vil jeg gerne bruge lidt spalteplads på at rose Apple for den fantastiske service jeg har fået i deres Genius Bar i Montreal.

Problem: Macbook ville ikke starte overhovedet

Kort efter min ankomst valgte min computer, en knap tre år gammel macbook, at stå af. Der skete intet, når jeg trykkede på power, ingen lyde der kunne indikere at harddisken gik i gang, intet blink i skærmen, absolut INGEN reaktion. Strømforbindelsen lyste fint, og gik på orange, hvis jeg efterlod den døde maskine uden strøm – noget der indikerede at der var ‘kontakt’ mellem batteriet og strømforsyningen. Jeg pillede ram-blokke ud og satte dem i igen, jeg startede uden batteri, jeg forsøgte at resette SMC (som anvist af Apple online support) – ingen resultater. Med tanke på at strømtilslutningen tilsyneladende fungerede fint og at hverken harddisken (som i øvrigt er næsten ny) eller skærmen viste tegn på liv, kunne jeg komme på to mulige diagnoser: En fejl på motherboardet (lig med: køb en ny maskine!) eller en fejl isoleret til power-knappen. Det sidste virkede så usandsynligt, hvordan skulle powerknappen pludselig gå i stykker? Derfor var det egentlig en officiel dødsattest, jeg regnede med at få serveret, da jeg nogle dage senere trådte ind i Apple Store på St. Catherine i downtown Montréal. Herovre har de nemlig det fantastiske koncept Genius Bar!

Apple rækker hånden ud: Genius Bar!

Man bestiller tid i forvejen online, og jeg ankom selvfølgelig til butikken ti minutter for sent, jeg har bare ingen retningssans i nye byer, det er pinligt! I butikken henvender man sig til den orangeklædte, såkaldte ‘concierge’ som så melder til de såkaldte ‘geniuses’ at man er ankommet og ens navn kommer op på en skærm i Genius Baren. Jeg fik heldigvis lov til at komme til på trods af min forsinkelsede ankomst, og efter tyve minutter stod et af genierne og kiggede skeptisk på skærmen og pippede et tøvende ‘gnnnnn… MARIE’. Ingen herovre kan finde ud af mit navn, så hvis mit mellemnavn er der, så springer de det bare Signe over, hvilket jeg finder ret pudsigt.

Geniet tog min macbook, spurgte til problemet og tog maskinen med ud bagved. Mens jeg ventede kunne jeg sidde der og betragte Genius Baren med store øjne. Lækre macbooks, iMacs, iPods og cinema displays som man kan føle og løfte på og lege med så tosset man vil. Og en masse flinke genier, der ganske gratis hjælper Apples kunder med tekniske spørgsmål og store smil. Jeg var imponeret! Og tænkte, at Fona kunne lære et og andet…

Gratis gaver fra Apple

Efter ti minutter skete miraklet så: ‘Mit’ geni kom tilbage fra operationsstuen med min macbook – i tændt tilstand! Jeg var fuldkommen målløs og takkede ham mange gange. Han forklarede, at der ikke var ordentlig kontakt mellem powerknappen og kontakten under knappen, fordi topcoveret havde rykket sig en anelse på grund af en bristning i plasticen dér hvor man hviler hænderne, når man skriver (en desværre temmelig velkendt fejl på min generation af macbooks, som jeg også har fået udbedret en gang før af min forhandler i Danmark). Min maskine er tre år gammel, og ikke dækket af nogen ekstra forsikringer, så jeg spurgte til omkostningerne ved reparation, og geniet studerede maskinen indgående og sagde så, at når den var i så fin stand kunne han lade reparationen gå under noget, de kalder et ‘quality program’ som ville gøre reparationen gratis for mig. Jeg takkede igen som en anden… lalleglad tosse ‘thank you, thank you, I do not know what to say’ og blablabla. På en macbook er hele topcoveret ‘et stykke’ altså alt det, man ser ned på når man åbner computeren er en enkelt ‘del’. Så jeg fik altså løfte på ganske gratis at få monteret et nyt topcover inklusive nyt dansk tastatur (som han så også lige undskyldte mange gange for, at jeg må vente 3 uger på, fordi det skulle bestilles fra Holland).

Men var det alt? Nejnej, geniet kigger så på mit batteris tilstand, som var på sølle 10% af oprindelig kraft, noget der vist er meget normalt for et tre år gammelt laptopbatteri. Jeg forklarede lidt undskyldende, at jeg længe havde ville købe et nyt batteri, han spurgte hvor længe det havde været så slidt. Omtrent tre måneder. Så fortalte han, at Apples politik er, at et batteri på under 300 cykli (altså opladninger) skal ligge på X% (kan ikke huske tallet), og hvis det ligger langt under, giver Apple et nyt batteri gratis. Mit lå langt under med sine 10%.

Han tjekkede mit system, det viste sig, at mit batteri var på 380 cykli, og han slog undskyldende ud med armene og forklarede at jeg selv måtte til lommerne, hvis jeg ville have et nyt batteri. Jeg var på det tidspunkt overlykkelig over at min computer overhovedet levede og at jeg dermed slap for at købe en ny, så et nyt batteri virkede som en lille udskrivning. Han var dog nærmest brødbetynget over det, og tilbød mig en rabat på 50% hvis jeg købte batteriet samtidig med reparationen, altså når mit tastatur ankom. Jeg takkede igen, tak blev efterhånden et fattigt ord, så mange gange havde jeg sagt det…

Menmen, så let slap jeg ikke. Mens geniet ordnede papirarbejdet for reparationssagen sludrede han lidt og spurgte ind til mit besøg i Montreal, jeg fortalte at jeg skulle studere på Concordia og han spurgte ind til hvor jeg boede, hvordan det gik med franskkundskaberne (jeg havde rost hans engelske, fordi det er så sjældent jeg møder en, der villigt taler engelsk her). Pludselig slog han ud med armene og sagde ‘You know what, I’m going to give you a new battery free of charge. It will be sort of a welcome to Montreal present from Apple’.

Jeg havde ikke flere fancy versioner af tak i mit ordforråd, men jeg tror mit ansigtsudtryk sagde det hele. Og nu har jeg så forsøgt at give lidt tilbage ved at fortælle om oplevelsen her. Jeg kom ind med en tre år gammel maskine uden ekstra forsikringer og uden kvittering. Jeg kom derfra med et spritnyt batteri og aftale om spritnyt topcover, dansk tastatur og montering foretaget ganske gratis. Jeg har aldrig oplevet lignende service. Så tak til Apple for det!

Som en lille fodnote kan jeg supplere med, at det jo er fantastisk taktisk kundeservice. Jeg har aldrig haft så stor lyst til at lægge penge hos en virksomhed, som da jeg forlod den Genius Bar. Jeg pønser nu på at udvide Apple-maskinparken med en 16GB iPod touch… Det virker som det helt rigtige at gøre ovenpå den oplevelse.



Alt indhold © 2009-2010 Signe Marie Richter, offentliggjort her under en Creative Commons 3.0 Unported licens

RSS Feed. Bloggen kører Wordpress og Modern Clix, et design af Rodrigo Galindez.