Nyeste indlæg

Førstehåndsindtryk fra Montréal

Hej alle søde, elskede og savnede venner og familie (og hvem der ellers måtte læse med).

Her følger det indlæg jeg skrev inden jeg fik min internetforbindelse, så det er lidt forsinket. For nogle vil en del af oplysningerne her virke overflødige, men indlæggene er også tænkt som en hjælp til de, der vil udveksles til Canada senere hen.

Jeg bringer jer her første fællesberetning fra min lille balkon, hvor jeg sidder i det meget tidlige morgenlys ud til Rue de la Roche i det, jeg kan mærke er et fantastisk kvarter i Montréal – det meget franske le Plateau. Jeg har koblet min computer til min udlejer Myriams små højttalere og hører Savage Rose, det gør jeg ellers aldrig. Myriam, som ellers bor meget beskedent, har verdens mest avancerede kaffemaskine, som jeg opgav at betjene, så jeg sidder med en cappuccino fra den lokale Starbucks. I min befippelse over at alt foregår på fransk og selv manden i Starbucks havde svært ved at forstå mig på engelsk, tog jeg selvfølgelig et for lille låg og præsterede derfor at spilde halvdelen ud over mig selv på vejen hjem.  Det lader til, at den officielle policy om, at al information til kunder og borgere skal være på både engelsk og fransk bliver pænt ignoreret her på le Plateau. Så jeg skal finde mig et franskkursus rimelig hurtigt…

Jeg har ikke rigtig overskud til at sortere i indtrykkene på nuværende tidspunkt, så måske det her bliver lidt langt og rodet og nogle lidt mærkelige ting jeg nævner, men bær over med mig. Jeg lover at arbejde på læsværdigheden hen over de næste par skriverier, promis! Som de siger herovre….

Rejsen føltes lang, flyet til Geneve var det mindste jeg har fløjet med nogensinde, mindre end dem, der fløj Århus-København da jeg var barn. To gange to sæder hele vejen ned og jeg kunne næsten ikke engang strikke uden at ramme damen på den anden side af den smalle gangstrimmel mellem sæderne. Og Geneve lufthavn er da nok den mest dødssyge jeg har oplevet, kilometervis af underjordiske gange med dårlig luft og ringe information.

På turen Geneve-Montreal sad jeg lige bag businessclass, som var FOR VILDT designet, no wonder de sæder er et stort hug i budgetterne hos diverse virksomheder. Vi snakker ca. en kvadratmeters pladsøkonomisk udformet boks til hver, dagslyssimulatorer, fodskamler, massageruller og små flasker Moët til ligesom at slå den rette flyvestemning an – og jeg kunne sidde fra mit lille economy-frimærke og glo misundeligt ind på deres udstrakte ben. Men ok, de betaler vist også ti gange så meget for deres plads. Jeg sad på anden række i econmy-delen, og foran mig på pladserne med meget benplads sad par med babyer og små børn – noget jeg var en anelse spændt på hvordan ville forløbe. Men de klarede det til ug, et libanesisk par havde bare verdens kæreste lille pige som sendte passagerne bagved totalt rejseirritations-optøende smil, når hun da ikke sov som en engel. Det var nogle børn jeg kunne forholde mig til. Stewardesserne kaldte mig konsekvent Madame, hvilket i mine øre lugter hen ad ‘dame,’ men det er sikkert bare hvad man kalder voksne kvinder på fransk, dunno?

Immigration forløb problemfrit, selv om jeg havde mine bange anelser, da jeg skulle vise pas og forklare mine grunde til at rejse ind i Canada tre gange før jeg overhovedet kom til den første egentlige gatekeeper, manden i customs. En spinkel, bebrillet og sirligt barberet mand i 50′erne iført sort politiuniform med hvad jeg antager var hans ID-nummer på 7-8 cifre broderet med kæmpe gule tal over højre brystlomme. Inden han overhovedet havde set mig i øjnene, fik jeg et tørt ‘if you would please turn off your music and take off your headphones, miss’ – selv om jeg havde slukket og bare havde et par tavse ørebøffer hængende om halsen. Men ok, overdrevet respekt for uniformerede autoriteter er jo heller ikke noget vi dyrker voldsomt i Danmark.

Mr. Customs ville også se den pose Tyrkisk Peber, som jeg havde købt i lufthavnen til Myriam, min udlejer, og han trykkede omhyggeligt på posen for at konstatere, at den ikke havde været åbnet, inden han bad mig erklære og skrive under på at jeg ikke havde nogen andre former for fødevarer med ind i Canada. Da jeg spagt nævnte, at jeg også havde en flaske whiskey med krøllede hans øjenbryn helt sammen og ‘if you would please show it to me, miss’. Da jeg rakte ham en stor flaske Glenlivet og frygtede at den skulle konfiskeres, blev han helt normal i ansigtet og sagde ‘good choice miss, we do not allow bad liquer into Canada’ og SMILEDE. Første smil i Canada. Der gik lige et par øjeblikke før jeg opdagede, at han tog pis på mig. Mr. Customs var altså en flink mand…  Derefter skulle jeg bare stå i kø i hundrede år  i Immigrations før en dame stemplede mit pas og formanede mig om, at jeg KUN måtte søge skolegang på Concordia og ingen andre steder. Jeg skulle slet ikke vise min erklæring fra SU-styrelsen om at jeg er finansieret hjemmefra, de stoler åbenbart på at danskere ikke vil nasse sociale ydelser eller søge permanent ophold.

Jeg fik al min baggage uden problemer (stor rækken-tunge til damen i Gouda der insisterede på det var dumt og uforsvarligt ikke at tilvælge forsikring mod forsinket baggage når jeg nu skulle skifte og havde to stykker baggage hvad har vi ellers!). Jeg oksede mig tungt belæsset ud i verdens mindste ankomsthal og styrede direkte udenfor til en mundfuld frisk luuuuuft. Troede jeg. Frisk luft er ikke frisk luft herovre, luftfugtigheden er så høj at man bliver klistret over hele kroppen på tre sekunder, og dér stod jeg i lange, stramme jeans (som moden herovre OVERHOVEDET ikke foreskriver, i øvrigt), striktop og cardigan. Ødrk, det var varmt. Jeg fandt en velkomststand til internationale studerende, hvor jeg fik et metrokort, et par foldere og en voucher, så jeg kunne komme til centrum med offentlig transport for 7 canadian dollars mod 20 uden voucher og 50 for en taxa – dejligt.

Jeg fik en shuttlebus til centrum, som satte mig af på noget, der umiskendeligt lignede en parkeringsplads fro greyhoundbusser, men som skulle være en metrostation med navnet Berri-Uquam. Der var INGEN skilte. Ikke noget med ‘metro’ og en pil, næhnej, totalt overflødigt med den slags information. Min hjerne var på det tidspunkt godt nede omkring de 30% i funktionalitet efter rejsen, men jeg fik da skubbet mig gennem et par metaldøre, forbi et rum med baggagebokse, men stadig ingen skilte, og tog den logiske vej mod en metro – ned af den første trappe som ellers ikke så ud til at lede nogen steder hen. Og voilá, der var lige en kæmpe metrostation med tre krydsende linier gemt nede under parkeringspladsen uden skilte. Det kunne jeg vel have sagt mig selv :-D

Jeg kom op på station Mont-Royal, som på overfladen heller ikke gør megen stads af sig. En lille, slidt betonbelagt plads med to smalle glasdøre der leder ind til en trappe ned til metroen, det er alt. Der sad en fyr og klimpede guitar og spillede Strawberry Fields Forever med en breeeed amerikansk accent, det har jeg alligevel aldrig hørt før… Jeg stod lidt og gloede rundt, gaderne er brede med parkeringspladser i begge sider og to-tre meter brede fortove, mange af dem med store træer langs vejen. Bydelen er lavt bebygget, de højeste huse er i fire plan, men langt de fleste er kun i to. Bygningerne ligger sådan lidt trukket tilbage fra fortovet, så der er plads til deres små smedejernsbalkoner, de snoede brandtrapper og det utroligt dejlige vildnis af rosenbuske og hækplanter der gror uforstyrret på jorden under balkonerne. Avenue Mont-Royal er en slidt, men pæn og ren gade med et sjovt miks af butikker, fra kæder som Starbucks og American Apparel til små grønthandlere, tøjbutikker og møntvaskerier. Min gade, Rue de la Roche, er en sparsomt trafikeret sidegade til Mont Royal, og udover en kinesisk deppaneur hvor kun indehavernes fem-årige søn taler fransk, er den belagt med små beboelsesejendomme med tre-fire lejligheder i hver.

Jeg var først hos Myriam klokken halv seks Montréal-tid, så hun var hjemme, hvilket var en lettelse. Hun er utrolig sød, hentede øl og honningristede peanuts i den lokale deppaneur og vi sludrede et par timer inden jeg gik i brædderne kl. 20:30 – eller halv to om natten ‘min tid’. Jeg tudede lidt da jeg gik i seng, jeg ved sgu ikke helt hvorfor, det har vel været noget lukken-damp ud. Men jeg har det godt og er spændt på at tage hul på de næste par dage, hvor jeg skal finde et komprimeret franskkursus, finde mine to campusser, købe et simkort til min telefon, en læselampe til mit værelse, et nyt batteri til min computer og et par kurve til tøj og selvfølgelig få en fornemmelse af først bydelen og siden byen.

Kæmpe knus til jer derhjemme! Jeg håber I allesammen er glade og har det godt.

/Signe

Hvad skal vi dog med en bog om tegninger uden tegninger? Come on!

Jeg er på vej til Canada og står i vasketøj og immigrationspapirer til halsen, så undskyld dette uforskammet korte indlæg til en kompleks debat. Men hvordan kan man dog henstille til at en bog om nogle tegninger, der rystede hele verden, bliver trykt UDEN de famøse tegninger?

Kære land of the free og home of the brave. Hvad med lige at smage lidt på de flotte mærkater I vælter jer i og tage jer lidt sammen? Det her er ærlig talt en rystende latterlig udmelding fra et moderne universitet. Jeg bliver helt kold indvendig.

Jovist har Yale da som privat institution lov til at bestemme alt det de vil over deres egne publikationer. Men som en instituion, der samtidig med egne ord er ‘deeply committed to free expression’ er denne beslutning en falliterklæring af de store. Som forfatter Jytte Klausen siger til The Guardian, er mange af ikke bare Jyllands-Postens, men historiens tegninger af Muhammed decideret islam-fjendtlige, og hun har en umanerligt god pointe her:

»People think they know the cartoons and actually, by printing the cartoons, I’m arguing that some of them are Islamophobic, and in the tradition of anti-Semitism. If we can’t look at them, how can we discuss this?«

Hvornår er der kommet noget godt ud af at lukke øjnene overfor historien? Og hvem på jødiske Yale kan dog trumfe Jytte Klausens anti-semitisme-argument?

En helt anden ting er hvilket skråplan dette kan blive for univeristetspubliceringer fremover. Jeg ved godt, det er lidt dårlig stil kun at citere dem, man er enig med, men President i American Association of Academic Professors, Cary Nelson konkluderer det så klart i sit åbne brev:

»We do not negotiate with terrorists. We just accede to their anticipated demands. That is effectively the new policy at Yale University Press.«

Men lad endelig uenighedheden blomstre. Synes du, det er den rette beslutning Yale har truffet? Så fortæl mig hvorfor, så jeg kan blive lidt klogere.

Tag nu Lisbeth Knudsen i hånden, Lars Munch!

Hun står jo dér og flagrer med den!

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!

Michael Jackson boomer på iTunes

Da jeg hørte om  Michael Jacksons død i morges (ja, jeg gik tidligt i seng) gik jeg ind på iTunes Music Store for at…. nåja for at se, hvad man gør på iTunes når et ikon som ham dør. Jeg fandt ikke noget nævneværdigt, jeg havde nok forventet nogle lovprisninger af en art, men nej.

Til gengæld registrerede jeg noget, som helt sikkert ikke var der i går: Michael Jacksons Essential på femtepladsen over mest solgte, HIStory på sjettepladsen og Thriller på 10. pladsen. Klokken 12 havde han indtaget fire af ti pladser på iTunes topti, og for et øjeblik siden, klokken 13:45 lå der Michael Jackson-plader på SYV ud af de ti pladser. Som Politiken ville skrive det:

DOKUMENTATION:

mjsalg

Illustration: mig

Til disse screenshots vil jeg gerne sige tre ting:

  1. SÅ kan det nok være sofalytterne og piratkopisterne kom ud af busken og fik sig et par autentiske onlineskiver.
  2. Hvis jeg var på et dagblad, ville jeg fluks sende ‘musikeksperterne’ hjem og sende en praktikant ned i en pladebutik og få lidt historier om febrilske MJ-køb, fra en, der virkelig bløder for det her.
  3. Jeg ville eddermugme være stolt, hvis jeg var Nephew i dag.

Og jeg glæder mig til at se, om det lykkes gode gamle MJ at sætte sig på hele topti’en inden dagen er omme. Må han hvile i fred.

Mig og MJ: Jeg er vokset op med Michael Jackson, og en af min mors mest elskede tegninger fra min barnehånd er netop et replica af LP-coveret til pladen Bad fra 1987 (det, hvor han står i en råsej læderjakke og snerrer af beskueren). Jeg er ret pjattet med manden og har alle hans plader undtagen de seneste to. Hvad med dig?

Opdatering: Klokken er 15 og nu ligger den gode herre nummer et, to, tre, fem, seks, syv, otte og ti. Well played, MJ.

Salget kl. 15

Iransk kvinde viser vejen på YouTube

Det her handler ikke om Neda. Det handler om en 25-årig kvinde, som har postet en video på YouTube. En video,  der giver et skærende indblik i hendes tanker. Det er den mest fængende video, jeg nogensinde har set, den giver mig lyst til at lære persisk. Du kan se den på YouTube eller i playeren til venstre i sin originale version, eller med engelske undertekster her hos Ekstra Bladet ( tak til Anders Kjærulff for lige at gøre opmærksom på det). Den er lagt op 19. juni, dagen før balladen for alvor tog fat, og prøv engang at sætte filmen i gang, mens du læser kvindens egen oversættelse her:

Tonight the sound of God is Greater can be heard louder and louder than previous nights

Where is this?! Where is this place where everything has been blocked?

Where is this place where people are just shouting the name of God?

Where is this place where the sound of God is Greater can be heard louder and louder?

Everyday Im just waiting to see if there will be more and louder voices at nights?

My body trembles

…and I wonder if God trembles too?

Where is this where weve been imprisoned so innocently?

Where is this where no one gives us a helping hand?!

Where is this place, where we are getting our voices heard worldwide through our silence?

Where is this place where the blood of its young people is shed on the streets…, where people stand and pray on their blood?

Where is this place where its people are named Gangsters & Thugs?!

Where is this?

This is Iran. This is my land and yours!

This is Iran

Paradoksal tyrkertro på twitter

TehranSiden valgprotesterne i Iran begyndte har jeg været en af de nu 37.000 twittere, som følger personen eller personerne bag twitterprofilen persiankiwi. Jeg har især fulgt de links, der ledte mig videre ind til utrolige og forfærdende billedserier på fotosiden Flickr (som denne) – og youtube-videoer som denne hvor en iransk pige optager sine egne tanker i mørket en nat i Tehran, mens en råbende menneskemængde går amok nede på gaden (se den video, den er ike blodig). Det samme har metroxpress, BBC, The Guardian og et væld af andre nyhedstjenester.

Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ’stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?

Kære kollegaer: Stop brokkeriet

Jeg ved godt, det ikke er pænt at bede folk om at tage sig sammen, men jeg kan ikke holde det indenbords længere. For i disse dage kan man på Mediawatch læse, at Berlingske-chef, Lisbeth Knudsen vil fjerne sondringen mellem ’skrivende’ og ‘webjournalister‘ på Berlingske Tidende fra efteråret. Jeg er efterhånden blevet så vant til at stå måbende på sidelinien, mens mediehusene forsvarer deres forandringsangst, at jeg sætter pris på det meste, der bare lugter lidt af nyskabelse. Så denne lille, men dog stadig nævneværdige opprioritering af webstoffet hilser jeg velkommen.

Men uha, det gør Berlingskes journalister ikke. Ifølge MediaWatch har de afleveret en fælles erklæring, der udtrykker deres utilfredshed, som blandt andet formuleres således:

»Vi mener, det er stærkt kritisabelt, at både skrivende og redigerende med stor faglig indsigt og kildenet med den nye omlægning kommer til at fungere som generalister. Det er dårlig udnyttelse af vores faglighed og til skade for avisens kvalitet« Citat: Tillidsmand på Berlingske, Frederik M. Juel i MediaWatch.

Lad mig lige, for at ære min højtagtede, tidligere underviser Lars Bjerg, analysere disse påstande. Jeg springer let og elegant hen over Toulmins model (undskyld, Lars) og dissekerer på godt dansk. Vi står med to påstande:

  1. Det er dårlig udnyttelse af fagjournalisters faglighed at sætte dem til at arbejde på web-delen.
  2. Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i bemandingen på webdelen.

Lad os se på den første påstand, der går på, at fagjournalisters faglighed ikke kan udnyttes optimalt på nettet. Men vent! Hvor har de det fra? Det kunne jo være rart, om Frederik M. Juel havde fået lov til at argumentere for sin påstand, men siden det ikke er tilfældet, så vil jeg hermed gerne tænde mikrofonen:

HVORFOR er det ikke muligt at lade for eksempel en solid faglig ballast og et veludbygget kildenetværk på kulturområdet berige webdelen og dermed trække flere læsere til? Hvad er det, der står i vejen?

Jeg vil virkelig gerne høre nogle argumenter, for jeg har svært ved selv at komme på nogen.

Jeg er klar over, at dén ‘optimale udnyttelse’ som implicit nævnes næsten må være den, der udmønter sig i helsides opslag med dybdegående interviews og analyser i søndagsudgaverne. Men den slags udnyttelse af jeres ‘faglighed’ er der jo tydeligvis ikke nok, der ønsker at aftage, vel? Så kan den være nok så vigtig for ‘avisens kvalitet’. Det er jo lidt ligemeget, hvis der alligevel ikke er nogen, der læser den. Spørg bare de 130 redaktionelle medarbejdere, der blev fyret, da Seattle PI lukkede printmediet.

Lad os se på påstand nummer to: Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i webdelens vagtplan.

Her er vi ude i dét, jeg næsten ville kalde ‘retorisk sludder’. For hvordan kan det skade avisen, at webdelen bliver smykket med en bredere vifte af kompetencer? Men jeg går naturligvis ud fra, at påstanden hviler på en antagelse om, at værdi til nettet er værdi der går fra printudgaven. Jeg kan følge Berlingske journalister så langt, at det selvfølgelig ikke kan forventes at de skal producere samme mængde stof til printudgaven som hidtil, når nogle af deres arbejdstimer skal lægges direkte i web-delen. Men jeg tror oprigtigt talt, at en tur i vælten som web-journalist i ny og næ kan højne det generelle niveau hos selv de mest garvede fagjournalister.

Det kunne jo være, for at bruge Politiken-bloggeren Ida Jengs ord, at visse journalister på de store dagblade og TV-stationer havde været en kende mindre selvfede at høre på, hvis de på et tidligere tidspunkt i deres karriere var blevet direkte konfronteret med aftagerne af deres produkter. Det her er chancen for at få rigtig feedback, og er det ikke det, vi journalister plejer at sige er fundamentet for udvikling? Min påstand er, at man bliver en bedre journalist af at begive sig ind i online-journalistikkens arena. Her bliver du tvunget til at se dine læsere i øjnene, og dommen falder prompte, hvis du sidder gemt bag din telefon og dit skrivebord og bedriver rendyrket distancejournalistik. Verden er vokset fra det. Heldigvis da, for findes der noget mere dødssygt?

Jeg forstår godt, hvis man ikke synes det er fedt at få uregelmæssige arbejdstider trukket ned over hovedet. Jeg forstår også godt, at webmediet kan virke uoverskueligt, hvis man har produceret artikler til print i 20 år. Men der er altså kun en vej, og det er fremad. Ud over stepperne.

Så se det her som jeres chance for – under ordnede forhold og sikkert med en flink webjournalist ved jeres side – at sætte tænderne i webmediet. Det er på tide. Slå jer løs med faglighed, gør webdelen endnu bedre! Og hvis I ikke kan det, så se vagterne på webdelen som jeres indsats for at holde skruen i vandet på Berlingske Tidendes printudgave.

Alt godt herfra. Hold dig ikke tilbage, hvis du er enig, uenig eller bare har lyst til at kalde mig en lalleglad hippie eller en grønskolling. Jeg lytter og svarer gerne.

Udveksling: Det canadiske kaos er over mig

Næste semesters udvekslingsophold i Canada er pludselig kommet tæt på, og jeg, som synes processen forud for ansøgning var en tung omgang, har virkelig fået min sag for. Der skal researches som bare pokker, men det bærer frugt. Se bare hvad jeg har lært i dag:

Flybilletter:

  • Fordi jeg gerne vil til USA i slutningen af mit udvekslingsophold, er jeg nødt til at finde en flybillet, som IKKE indebærer mellemlanding i New York. Hvis jeg flyver over en amerikansk lufthavn – så begynder mine 90 dages ophold – som er det maksimale en turist kan få lov at blive i USA uden visum under det såkaldte Visa Waiver Programme – at tikke allerede når jeg lander i august. Også selvom jeg bare er i transit. Jeg skal først til USA til nytår, så det duer ikke.
  • Det betyder, at de allerbilligste flybilletter er udelukket, men jeg har fundet en returbillet København- Montréal for 3800 kroner med SAS til Heathrow og Air Canada derfra til Montréal. Endnu et plus ved dén tur, er at mit fly lander i Trudeau lufthavn, hvor mit universitet har et hjælpekontor, hvis der er bøvl med immigrationsmyndighederne. Dejlig betryggende.
  • Så tænker du måske ‘Hvis hun vil til USA i slutningen, hvorfor vil hun så købe en returbillet til Montréal?’. Det ville jeg nemlig heller ikke. Men de canadiske myndigheder ‘kan ikke garantere’ (ambassadens formulering) at jeg får lov at komme ind i landet på en one-way. Og returbilletter med udrejse til Canada og hjemrejse fra USA var næsten dobbelt så dyre. Desuden koster fly fra New York til Montréal ikke mere end 600 kroner, og turen kan tages med tog til det halve (op gennem New Englad med Amtrak, det lyder sgu meget lækkert, ikke?). Så sådan blev det.

Det positive:

  • Jeg får gratis sygesikring i Montréal! Det er SÅ godt, da den forsikring ellers er halvpebret. Af en eller anden grund, har alle statsborgere fra Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Luxembourg, Norge, Sverige og Portugal mulighed for at komme under samme health care som canadierne, blot ved at bevise, at man har ret til sygesikring i hjemlandet. Det vil sige, jeg bare skal troppe op på internationalt kontor og udfylde papirer og vise mit sygesikringsbevis. Hvor nemt!

I den mere tøsede ende har jeg lært, at der er en Sephora i Montréal. Sephora er, for de uoplyste, VERDENS BEDSTE DULLEBIKS! Et varehus kun med dullegrej og til priser à la online. Mums! Der er også en Mountain Equipment, som er intet mindre end en friluftsbiks i andelsforeningsform. Lidt ligesom en andelssparekasse herhjemme, bare i form af en butik som Friluftsland eller Spejder Sport. Andelstanken betyder jo, at priserne kan holdes på et SU-venligt niveau, så jeg har mere eller mindre bestemt mig for at lade mine (tunge!) goretex-støvler blive hjemme, og købe et par derovre.

News you can use: Når der i en boligsnnonce på craigslist står, ‘420-friendly’ så er det ikke en tastefejl, men betyder at udlejeren ikke har noget imod hash- og potrygning – underforstået i boligen. Jeg har haft min andel af hashrygende roommates, så tak for dén oplysning til min flinke amerikanerven, Kai.

En adblocker krydser sit spor

Berlingske Media nægter de, der har reklameblokeringer installeret, adgang til siden. Giver det flere annoncevisninger? Jeg tvivler. Til gengæld giver blokaden mindre trafik og  sender ellers dedikerede brugere direkte i favnen på konkurrenterne.

Umiddelbart inden Berlingske.dk og bt.dk’s blokade af adblockere, kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kan tillade mig at snakke om bæredygtighed på nettet, og samtidig blokere webstedernes eneste indtægtskilde, reklamerne. Min beslutning om at fjerne Adblock Plus beror altså udelukkende på moralske overvejelser, og overhovedet ikke på et ønske om at se reklamerne.

Men hvad med de brugere, som ikke har skyggen af moralske skrupler over at blokere reklamer?

Hvis man hos Berlingske Media tror, at denne ny strategi vil give flere annoncevisninger, så bør man efter min mening sende de relevante beslutningstagere på kursus. Eller give dem fem minutter på google med besked på at finde solide argumenter for, at blokering af adblockere styrker Berlingske Media.

Det tog for eksempel omtrent to timer fra blokaden var sat i værk før en løsning var tilgængelig for alle – omend lidt svær at finde – på forumet LinxIN. Og knap tre dage senere, viste den danske datalog Thomas Damgaard alle interesserede på letforståeligt dansk, hvordan de omgår spærringen. Vel at mærke uden at slette AdBlock Plus og endnu vigtigere: uden at det giver de to netmedier flere annoncevisninger. Denne metode ser umiddelbart ud til at være sådan indrettet, at det for Berlingske Media og annoncører vil se ud som om, reklamerne hentes og dermed skæpper i kassen. Men brugeren har med Thomas Damgaards metode stadig ikke set reklamerne. Og hvor længe vil annoncørerne betale for visninger, som reelt ikke har været set? Det er en stakket frist.

Som Søren Storm Hansen beskrev det igår, betragter masser af mennesker reklamer som værdifuldt indhold. De skal bare være interessante nok, vedkommende nok. De skal ikke chikanere brugeren med opråb, når musen ruller over banneret. Reklamerne skal ikke dække indholdet. Der skal ikke ligge 20+ flash-applikationer på én side, så den tager 15 sekunder at loade. Det er ikke rocket science. Annoncechefer på netmedier kan jo trække en grænse, der hedder: hvis JEG synes den er dødirriterende, så synes brugerne det nok også. Hvis brugerne føler sig chikaneret, så vil de finde andre græsgange, og så ER der ingen at annoncere for. Brugernes interesser kommer før annoncørerne i fødekæden, det er altså ikke den anden vej rundt.

EFTERPIP: Hvor er Berlingske Medias egen udmelding om dette? Fra den ene dag til den anden udelukkes et vist segment af brugerne, men der er ikke et pip om tiltaget i hvad, der umiddelbart er den ideelle kommunikationskanal til formålet, redaktørens blog. Det er da synd, at Berlingske Media tilsyneladende brænder inde med alle de gode argumenter, del dem dog med brugerne.

Berlingske Media kunne efter min mening lære noget af attituden hos Wladimir Palante, hjernen bag Adblock Plus. Han rakte allerede i maj ud til webmasters på annoncedrevne sites, med idéer til hvordan Adblock Plus – med en indsats fra webstederne – kan justeres, så den enten appellerer til brugerens solidaritetsfølelse eller et løfte om, at reklamerne på sitet ikke er generende. Det er sgu da progressivt!

Den nye Pamela Love hedder Erica Weiner

Fuglekranier, næb, fjer og klør er hotte motiver i øjeblikket, ikke mindst hos den fabelagtige, New York-baserede smykkedesigner Pamela Love, som også er kvinden bag dén hjertehalskæde, som jeg har savlet over i månedsvis. Men 4000 til en halskæde harmonerer ikke så godt med mit budget.

Nu har jeg så via Kristin og Valeries lækre modeblog Bleach Black opdaget den meget lovende netshop Bona Drag. Bona Drag har – udover Pamela Loves smykker – også en del tingeltangel i samme stil, af andre designere til væsentligt mere spiselige priser. F.eks. den ligeså New York-baserede Erica Weiner, som har præsteret denne superflotte og rå Hummingbird-halskæde efter et rigtigt fuglekranium og det virkelig fine fjer-armbånd. Men det bedste er priserne, 80 USD for fuglekraniet og 60 USD for armbåndet. Jeg går og overvejer det…



Copyright © 2004–2009. All rights reserved.

RSS Feed. This blog is proudly powered by Wordpress and uses Modern Clix, a theme by Rodrigo Galindez.