Hej alle søde, elskede og savnede venner og familie (og hvem der ellers måtte læse med).
Her følger det indlæg jeg skrev inden jeg fik min internetforbindelse, så det er lidt forsinket. For nogle vil en del af oplysningerne her virke overflødige, men indlæggene er også tænkt som en hjælp til de, der vil udveksles til Canada senere hen.
Jeg bringer jer her første fællesberetning fra min lille balkon, hvor jeg sidder i det meget tidlige morgenlys ud til Rue de la Roche i det, jeg kan mærke er et fantastisk kvarter i Montréal – det meget franske le Plateau. Jeg har koblet min computer til min udlejer Myriams små højttalere og hører Savage Rose, det gør jeg ellers aldrig. Myriam, som ellers bor meget beskedent, har verdens mest avancerede kaffemaskine, som jeg opgav at betjene, så jeg sidder med en cappuccino fra den lokale Starbucks. I min befippelse over at alt foregår på fransk og selv manden i Starbucks havde svært ved at forstå mig på engelsk, tog jeg selvfølgelig et for lille låg og præsterede derfor at spilde halvdelen ud over mig selv på vejen hjem. Det lader til, at den officielle policy om, at al information til kunder og borgere skal være på både engelsk og fransk bliver pænt ignoreret her på le Plateau. Så jeg skal finde mig et franskkursus rimelig hurtigt…
Jeg har ikke rigtig overskud til at sortere i indtrykkene på nuværende tidspunkt, så måske det her bliver lidt langt og rodet og nogle lidt mærkelige ting jeg nævner, men bær over med mig. Jeg lover at arbejde på læsværdigheden hen over de næste par skriverier, promis! Som de siger herovre….
Rejsen føltes lang, flyet til Geneve var det mindste jeg har fløjet med nogensinde, mindre end dem, der fløj Århus-København da jeg var barn. To gange to sæder hele vejen ned og jeg kunne næsten ikke engang strikke uden at ramme damen på den anden side af den smalle gangstrimmel mellem sæderne. Og Geneve lufthavn er da nok den mest dødssyge jeg har oplevet, kilometervis af underjordiske gange med dårlig luft og ringe information.
På turen Geneve-Montreal sad jeg lige bag businessclass, som var FOR VILDT designet, no wonder de sæder er et stort hug i budgetterne hos diverse virksomheder. Vi snakker ca. en kvadratmeters pladsøkonomisk udformet boks til hver, dagslyssimulatorer, fodskamler, massageruller og små flasker Moët til ligesom at slå den rette flyvestemning an – og jeg kunne sidde fra mit lille economy-frimærke og glo misundeligt ind på deres udstrakte ben. Men ok, de betaler vist også ti gange så meget for deres plads. Jeg sad på anden række i econmy-delen, og foran mig på pladserne med meget benplads sad par med babyer og små børn – noget jeg var en anelse spændt på hvordan ville forløbe. Men de klarede det til ug, et libanesisk par havde bare verdens kæreste lille pige som sendte passagerne bagved totalt rejseirritations-optøende smil, når hun da ikke sov som en engel. Det var nogle børn jeg kunne forholde mig til. Stewardesserne kaldte mig konsekvent Madame, hvilket i mine øre lugter hen ad ‘dame,’ men det er sikkert bare hvad man kalder voksne kvinder på fransk, dunno?
Immigration forløb problemfrit, selv om jeg havde mine bange anelser, da jeg skulle vise pas og forklare mine grunde til at rejse ind i Canada tre gange før jeg overhovedet kom til den første egentlige gatekeeper, manden i customs. En spinkel, bebrillet og sirligt barberet mand i 50′erne iført sort politiuniform med hvad jeg antager var hans ID-nummer på 7-8 cifre broderet med kæmpe gule tal over højre brystlomme. Inden han overhovedet havde set mig i øjnene, fik jeg et tørt ‘if you would please turn off your music and take off your headphones, miss’ – selv om jeg havde slukket og bare havde et par tavse ørebøffer hængende om halsen. Men ok, overdrevet respekt for uniformerede autoriteter er jo heller ikke noget vi dyrker voldsomt i Danmark.
Mr. Customs ville også se den pose Tyrkisk Peber, som jeg havde købt i lufthavnen til Myriam, min udlejer, og han trykkede omhyggeligt på posen for at konstatere, at den ikke havde været åbnet, inden han bad mig erklære og skrive under på at jeg ikke havde nogen andre former for fødevarer med ind i Canada. Da jeg spagt nævnte, at jeg også havde en flaske whiskey med krøllede hans øjenbryn helt sammen og ‘if you would please show it to me, miss’. Da jeg rakte ham en stor flaske Glenlivet og frygtede at den skulle konfiskeres, blev han helt normal i ansigtet og sagde ‘good choice miss, we do not allow bad liquer into Canada’ og SMILEDE. Første smil i Canada. Der gik lige et par øjeblikke før jeg opdagede, at han tog pis på mig. Mr. Customs var altså en flink mand… Derefter skulle jeg bare stå i kø i hundrede år i Immigrations før en dame stemplede mit pas og formanede mig om, at jeg KUN måtte søge skolegang på Concordia og ingen andre steder. Jeg skulle slet ikke vise min erklæring fra SU-styrelsen om at jeg er finansieret hjemmefra, de stoler åbenbart på at danskere ikke vil nasse sociale ydelser eller søge permanent ophold.
Jeg fik al min baggage uden problemer (stor rækken-tunge til damen i Gouda der insisterede på det var dumt og uforsvarligt ikke at tilvælge forsikring mod forsinket baggage når jeg nu skulle skifte og havde to stykker baggage hvad har vi ellers!). Jeg oksede mig tungt belæsset ud i verdens mindste ankomsthal og styrede direkte udenfor til en mundfuld frisk luuuuuft. Troede jeg. Frisk luft er ikke frisk luft herovre, luftfugtigheden er så høj at man bliver klistret over hele kroppen på tre sekunder, og dér stod jeg i lange, stramme jeans (som moden herovre OVERHOVEDET ikke foreskriver, i øvrigt), striktop og cardigan. Ødrk, det var varmt. Jeg fandt en velkomststand til internationale studerende, hvor jeg fik et metrokort, et par foldere og en voucher, så jeg kunne komme til centrum med offentlig transport for 7 canadian dollars mod 20 uden voucher og 50 for en taxa – dejligt.
Jeg fik en shuttlebus til centrum, som satte mig af på noget, der umiskendeligt lignede en parkeringsplads fro greyhoundbusser, men som skulle være en metrostation med navnet Berri-Uquam. Der var INGEN skilte. Ikke noget med ‘metro’ og en pil, næhnej, totalt overflødigt med den slags information. Min hjerne var på det tidspunkt godt nede omkring de 30% i funktionalitet efter rejsen, men jeg fik da skubbet mig gennem et par metaldøre, forbi et rum med baggagebokse, men stadig ingen skilte, og tog den logiske vej mod en metro – ned af den første trappe som ellers ikke så ud til at lede nogen steder hen. Og voilá, der var lige en kæmpe metrostation med tre krydsende linier gemt nede under parkeringspladsen uden skilte. Det kunne jeg vel have sagt mig selv 
Jeg kom op på station Mont-Royal, som på overfladen heller ikke gør megen stads af sig. En lille, slidt betonbelagt plads med to smalle glasdøre der leder ind til en trappe ned til metroen, det er alt. Der sad en fyr og klimpede guitar og spillede Strawberry Fields Forever med en breeeed amerikansk accent, det har jeg alligevel aldrig hørt før… Jeg stod lidt og gloede rundt, gaderne er brede med parkeringspladser i begge sider og to-tre meter brede fortove, mange af dem med store træer langs vejen. Bydelen er lavt bebygget, de højeste huse er i fire plan, men langt de fleste er kun i to. Bygningerne ligger sådan lidt trukket tilbage fra fortovet, så der er plads til deres små smedejernsbalkoner, de snoede brandtrapper og det utroligt dejlige vildnis af rosenbuske og hækplanter der gror uforstyrret på jorden under balkonerne. Avenue Mont-Royal er en slidt, men pæn og ren gade med et sjovt miks af butikker, fra kæder som Starbucks og American Apparel til små grønthandlere, tøjbutikker og møntvaskerier. Min gade, Rue de la Roche, er en sparsomt trafikeret sidegade til Mont Royal, og udover en kinesisk deppaneur hvor kun indehavernes fem-årige søn taler fransk, er den belagt med små beboelsesejendomme med tre-fire lejligheder i hver.
Jeg var først hos Myriam klokken halv seks Montréal-tid, så hun var hjemme, hvilket var en lettelse. Hun er utrolig sød, hentede øl og honningristede peanuts i den lokale deppaneur og vi sludrede et par timer inden jeg gik i brædderne kl. 20:30 – eller halv to om natten ‘min tid’. Jeg tudede lidt da jeg gik i seng, jeg ved sgu ikke helt hvorfor, det har vel været noget lukken-damp ud. Men jeg har det godt og er spændt på at tage hul på de næste par dage, hvor jeg skal finde et komprimeret franskkursus, finde mine to campusser, købe et simkort til min telefon, en læselampe til mit værelse, et nyt batteri til min computer og et par kurve til tøj og selvfølgelig få en fornemmelse af først bydelen og siden byen.
Kæmpe knus til jer derhjemme! Jeg håber I allesammen er glade og har det godt.
/Signe
Siden 
