Nyeste indlæg

Så er fagene på plads, men journalistikken mangler.

I dag er det Labour Day i Canada, og det betyder at min undervisning starter i morgen. Som mange udvekslede fra journalisthøjskolen løb jeg ind i et paradoks forud for min ankomst til Montréal: Jeg kunne ikke blive indskrevet på fag i journalistik på Concordia fordi jeg ikke havde det krævne antal credit hours (en art point, man optjener på nordamerikanske universiteter, nogenlunde lig ECTS) og de journalistiske fag jeg kunne få, var på så lavt et niveau, at DJH ikke ville godkende dem for merit. Ham der kunne give dispensation herovre, lederen af Journalism Department, en Dr. Mike Gasher var på ferie store dele af juli og august, og derfor var der, da jeg endelig fik grønt lys for dispensation kun ledige pladser på nogle (for mig) forholdsvis uattraktive fag eller kurser (courses), som de retteligt kaldes. Så til fremtidige udvekslingssøgende: søg dispensation så hurtigt som overhovedet muligt! Her gjorde det godt nok ingen forskel, men det kommer an på hvornår lederen holder ferie, så man KAN jo være heldig.

Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…

Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.

Min uge ser lige nu således ud:

Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.

Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.

Jamen så spørg dog nogen, hvis du ikke ved noget om det!

Min bankrådgiver har på min anmodning om et kreditkort ‘der var godt at have i Montreal’ givet mig et MasterCard. Det er jeg selvfølgelig glad for, da det er rart at vide at jeg trods min uhyre beskedne indkomst ikke er helt ude at skide, hvis nu SUen pludselig mangler en måned.

Og selvfølgelig går jeg ud fra, at bankrådgiveren ved, hvilket kort det er smartest at have med hertil. Han er jo bankmand, han har overblikket over hvilke banker der findes i Montreal og hvilke kort de tager. Og hvis ikke, så skaffer han vel den viden. Jeg er i øvrigt sikker på, at den viden er noget diverse kreditkortfirmaer stiller til rådighed helt gratis.

Men nej. Jeg kan godt nok bruge mit MasterCard i en del butikker, men jeg kan kun hæve kontanter på det i EN af byens banker, Bank of Montreal. Som med al respekt er lidt af en landsbysparekasse. Og med tanke på, at Montréal i stor stil er en by, der forstår cash bedre end credit, synes jeg sgu det er ret utilfredsstillende rådgivning..

Rent praktisk har det udmøntet sig i, at jeg har været nødt til at bestille mine løbesko online, da den eneste butik jeg har stødt på, som både havde den model jeg skulle bruge OG havde den i størrelse 42 (hvilket er nærmest uhørt stort for en damemodel her i byen) ikke tog imod kreditkort og ikke lå i nærheden af en Bank of Montreal. Så kan jeg vente en uge på de kommer, mens det gode vejr stille og roligt siver ud af Montréal. Øv.

Fuldkommen forbilledlig service fra Apple

Jeg er en af dem, der gerne fortæller vidt og bredt, hvis jeg har oplevet en dårlig service, og mine venner ved, at jeg mere end en gang har bandet og svovlet over dem, der har solgt mig min macbook i Danmark (hint: det er ikke Apple). Ret skal være ret, så nu vil jeg gerne bruge lidt spalteplads på at rose Apple for den fantastiske service jeg har fået i deres Genius Bar i Montreal.

Problem: Macbook ville ikke starte overhovedet

Kort efter min ankomst valgte min computer, en knap tre år gammel macbook, at stå af. Der skete intet, når jeg trykkede på power, ingen lyde der kunne indikere at harddisken gik i gang, intet blink i skærmen, absolut INGEN reaktion. Strømforbindelsen lyste fint, og gik på orange, hvis jeg efterlod den døde maskine uden strøm – noget der indikerede at der var ‘kontakt’ mellem batteriet og strømforsyningen. Jeg pillede ram-blokke ud og satte dem i igen, jeg startede uden batteri, jeg forsøgte at resette SMC (som anvist af Apple online support) – ingen resultater. Med tanke på at strømtilslutningen tilsyneladende fungerede fint og at hverken harddisken (som i øvrigt er næsten ny) eller skærmen viste tegn på liv, kunne jeg komme på to mulige diagnoser: En fejl på motherboardet (lig med: køb en ny maskine!) eller en fejl isoleret til power-knappen. Det sidste virkede så usandsynligt, hvordan skulle powerknappen pludselig gå i stykker? Derfor var det egentlig en officiel dødsattest, jeg regnede med at få serveret, da jeg nogle dage senere trådte ind i Apple Store på St. Catherine i downtown Montréal. Herovre har de nemlig det fantastiske koncept Genius Bar!

Apple rækker hånden ud: Genius Bar!

Man bestiller tid i forvejen online, og jeg ankom selvfølgelig til butikken ti minutter for sent, jeg har bare ingen retningssans i nye byer, det er pinligt! I butikken henvender man sig til den orangeklædte, såkaldte ‘concierge’ som så melder til de såkaldte ‘geniuses’ at man er ankommet og ens navn kommer op på en skærm i Genius Baren. Jeg fik heldigvis lov til at komme til på trods af min forsinkelsede ankomst, og efter tyve minutter stod et af genierne og kiggede skeptisk på skærmen og pippede et tøvende ‘gnnnnn… MARIE’. Ingen herovre kan finde ud af mit navn, så hvis mit mellemnavn er der, så springer de det bare Signe over, hvilket jeg finder ret pudsigt.

Geniet tog min macbook, spurgte til problemet og tog maskinen med ud bagved. Mens jeg ventede kunne jeg sidde der og betragte Genius Baren med store øjne. Lækre macbooks, iMacs, iPods og cinema displays som man kan føle og løfte på og lege med så tosset man vil. Og en masse flinke genier, der ganske gratis hjælper Apples kunder med tekniske spørgsmål og store smil. Jeg var imponeret! Og tænkte, at Fona kunne lære et og andet…

Gratis gaver fra Apple

Efter ti minutter skete miraklet så: ‘Mit’ geni kom tilbage fra operationsstuen med min macbook – i tændt tilstand! Jeg var fuldkommen målløs og takkede ham mange gange. Han forklarede, at der ikke var ordentlig kontakt mellem powerknappen og kontakten under knappen, fordi topcoveret havde rykket sig en anelse på grund af en bristning i plasticen dér hvor man hviler hænderne, når man skriver (en desværre temmelig velkendt fejl på min generation af macbooks, som jeg også har fået udbedret en gang før af min forhandler i Danmark). Min maskine er tre år gammel, og ikke dækket af nogen ekstra forsikringer, så jeg spurgte til omkostningerne ved reparation, og geniet studerede maskinen indgående og sagde så, at når den var i så fin stand kunne han lade reparationen gå under noget, de kalder et ‘quality program’ som ville gøre reparationen gratis for mig. Jeg takkede igen som en anden… lalleglad tosse ‘thank you, thank you, I do not know what to say’ og blablabla. På en macbook er hele topcoveret ‘et stykke’ altså alt det, man ser ned på når man åbner computeren er en enkelt ‘del’. Så jeg fik altså løfte på ganske gratis at få monteret et nyt topcover inklusive nyt dansk tastatur (som han så også lige undskyldte mange gange for, at jeg må vente 3 uger på, fordi det skulle bestilles fra Holland).

Men var det alt? Nejnej, geniet kigger så på mit batteris tilstand, som var på sølle 10% af oprindelig kraft, noget der vist er meget normalt for et tre år gammelt laptopbatteri. Jeg forklarede lidt undskyldende, at jeg længe havde ville købe et nyt batteri, han spurgte hvor længe det havde været så slidt. Omtrent tre måneder. Så fortalte han, at Apples politik er, at et batteri på under 300 cykli (altså opladninger) skal ligge på X% (kan ikke huske tallet), og hvis det ligger langt under, giver Apple et nyt batteri gratis. Mit lå langt under med sine 10%.

Han tjekkede mit system, det viste sig, at mit batteri var på 380 cykli, og han slog undskyldende ud med armene og forklarede at jeg selv måtte til lommerne, hvis jeg ville have et nyt batteri. Jeg var på det tidspunkt overlykkelig over at min computer overhovedet levede og at jeg dermed slap for at købe en ny, så et nyt batteri virkede som en lille udskrivning. Han var dog nærmest brødbetynget over det, og tilbød mig en rabat på 50% hvis jeg købte batteriet samtidig med reparationen, altså når mit tastatur ankom. Jeg takkede igen, tak blev efterhånden et fattigt ord, så mange gange havde jeg sagt det…

Menmen, så let slap jeg ikke. Mens geniet ordnede papirarbejdet for reparationssagen sludrede han lidt og spurgte ind til mit besøg i Montreal, jeg fortalte at jeg skulle studere på Concordia og han spurgte ind til hvor jeg boede, hvordan det gik med franskkundskaberne (jeg havde rost hans engelske, fordi det er så sjældent jeg møder en, der villigt taler engelsk her). Pludselig slog han ud med armene og sagde ‘You know what, I’m going to give you a new battery free of charge. It will be sort of a welcome to Montreal present from Apple’.

Jeg havde ikke flere fancy versioner af tak i mit ordforråd, men jeg tror mit ansigtsudtryk sagde det hele. Og nu har jeg så forsøgt at give lidt tilbage ved at fortælle om oplevelsen her. Jeg kom ind med en tre år gammel maskine uden ekstra forsikringer og uden kvittering. Jeg kom derfra med et spritnyt batteri og aftale om spritnyt topcover, dansk tastatur og montering foretaget ganske gratis. Jeg har aldrig oplevet lignende service. Så tak til Apple for det!

Som en lille fodnote kan jeg supplere med, at det jo er fantastisk taktisk kundeservice. Jeg har aldrig haft så stor lyst til at lægge penge hos en virksomhed, som da jeg forlod den Genius Bar. Jeg pønser nu på at udvide Apple-maskinparken med en 16GB iPod touch… Det virker som det helt rigtige at gøre ovenpå den oplevelse.

Que ist your modersmål? Og hvad ligger så nummer to?

Hold da lige fast hvor jeg får mine sprogkundskaber blandet fuldkommen sammen her i anglofrankofone Montréal. Det er som om mine ellers udmærkede engelsk-, fransk- og tyskkundskaber ligger i lag i min hjerne og kæmper om at ligge øverst.

Inden jeg rejste til Canada, var jeg en uge i Berlin med Gabriel og jeg kunne mærke en hel masse tysk, der bare boblede frem i min erindring. Det var så lækkert at registrere, jeg har jo ikke fået tyskundervisning i knap 10 år. Så alle de solide tyske gloser ligger nu og glimrer i al deres ubrugelighed, mens jeg febrilsk forsøger at genopfriske bare en smule af det franske jeg da også styrede rimelig sikkert dengang i gymnasiet...

Problemerne opstår først og fremmest i det øjeblik jeg beslutter mig for at sige noget på fransk. Ja, desværre allerede der. Vi kan illustrere det således: Jeg kommanderer min mund til at tale fransk, så kommunikationsafdelingen i min hjerne sender bud efter fransksspecialiserede hjerneceller, der for det første er hamrende ligeglade med hvad JEG vil sige, men bare dukker op med gloser som: salopard, bec de lièvre, bøjning af voir i tre tider og frigo (noget henad slambert, bøjning af ‘at se’, hareskår og køleskab for de ikke franskssprogede). Verberne sover for de flestes vedkommende, de har knap nok præsenteret sig endnu… Jeg ved også, at min hjerne huser nogle ret kompetente syntaksspecialister, men tjaa… jeg har ikke set noget til dem endnu.

Den eneste person i Montréal, der har forstået en hel fransk sætning fra min mund er den ellers direkte anglofobiske antikvar på Mont-Royal, og sætningen lød noget i retningen af ‘Vous-avez de livre on anglais‘. Det havde han ikke.

Førstehåndsindtryk fra Montréal

Hej alle søde, elskede og savnede venner og familie (og hvem der ellers måtte læse med).

Her følger det indlæg jeg skrev inden jeg fik min internetforbindelse, så det er lidt forsinket. For nogle vil en del af oplysningerne her virke overflødige, men indlæggene er også tænkt som en hjælp til de, der vil udveksles til Canada senere hen.

Jeg bringer jer her første fællesberetning fra min lille balkon, hvor jeg sidder i det meget tidlige morgenlys ud til Rue de la Roche i det, jeg kan mærke er et fantastisk kvarter i Montréal – det meget franske le Plateau. Jeg har koblet min computer til min udlejer Myriams små højttalere og hører Savage Rose, det gør jeg ellers aldrig. Myriam, som ellers bor meget beskedent, har verdens mest avancerede kaffemaskine, som jeg opgav at betjene, så jeg sidder med en cappuccino fra den lokale Starbucks. I min befippelse over at alt foregår på fransk og selv manden i Starbucks havde svært ved at forstå mig på engelsk, tog jeg selvfølgelig et for lille låg og præsterede derfor at spilde halvdelen ud over mig selv på vejen hjem.  Det lader til, at den officielle policy om, at al information til kunder og borgere skal være på både engelsk og fransk bliver pænt ignoreret her på le Plateau. Så jeg skal finde mig et franskkursus rimelig hurtigt…

Jeg har ikke rigtig overskud til at sortere i indtrykkene på nuværende tidspunkt, så måske det her bliver lidt langt og rodet og nogle lidt mærkelige ting jeg nævner, men bær over med mig. Jeg lover at arbejde på læsværdigheden hen over de næste par skriverier, promis! Som de siger herovre….

Rejsen føltes lang, flyet til Geneve var det mindste jeg har fløjet med nogensinde, mindre end dem, der fløj Århus-København da jeg var barn. To gange to sæder hele vejen ned og jeg kunne næsten ikke engang strikke uden at ramme damen på den anden side af den smalle gangstrimmel mellem sæderne. Og Geneve lufthavn er da nok den mest dødssyge jeg har oplevet, kilometervis af underjordiske gange med dårlig luft og ringe information.

På turen Geneve-Montreal sad jeg lige bag businessclass, som var FOR VILDT designet, no wonder de sæder er et stort hug i budgetterne hos diverse virksomheder. Vi snakker ca. en kvadratmeters pladsøkonomisk udformet boks til hver, dagslyssimulatorer, fodskamler, massageruller og små flasker Moët til ligesom at slå den rette flyvestemning an – og jeg kunne sidde fra mit lille economy-frimærke og glo misundeligt ind på deres udstrakte ben. Men ok, de betaler vist også ti gange så meget for deres plads. Jeg sad på anden række i econmy-delen, og foran mig på pladserne med meget benplads sad par med babyer og små børn – noget jeg var en anelse spændt på hvordan ville forløbe. Men de klarede det til ug, et libanesisk par havde bare verdens kæreste lille pige som sendte passagerne bagved totalt rejseirritations-optøende smil, når hun da ikke sov som en engel. Det var nogle børn jeg kunne forholde mig til. Stewardesserne kaldte mig konsekvent Madame, hvilket i mine øre lugter hen ad ‘dame,’ men det er sikkert bare hvad man kalder voksne kvinder på fransk, dunno?

Immigration forløb problemfrit, selv om jeg havde mine bange anelser, da jeg skulle vise pas og forklare mine grunde til at rejse ind i Canada tre gange før jeg overhovedet kom til den første egentlige gatekeeper, manden i customs. En spinkel, bebrillet og sirligt barberet mand i 50′erne iført sort politiuniform med hvad jeg antager var hans ID-nummer på 7-8 cifre broderet med kæmpe gule tal over højre brystlomme. Inden han overhovedet havde set mig i øjnene, fik jeg et tørt ‘if you would please turn off your music and take off your headphones, miss’ – selv om jeg havde slukket og bare havde et par tavse ørebøffer hængende om halsen. Men ok, overdrevet respekt for uniformerede autoriteter er jo heller ikke noget vi dyrker voldsomt i Danmark.

Mr. Customs ville også se den pose Tyrkisk Peber, som jeg havde købt i lufthavnen til Myriam, min udlejer, og han trykkede omhyggeligt på posen for at konstatere, at den ikke havde været åbnet, inden han bad mig erklære og skrive under på at jeg ikke havde nogen andre former for fødevarer med ind i Canada. Da jeg spagt nævnte, at jeg også havde en flaske whiskey med krøllede hans øjenbryn helt sammen og ‘if you would please show it to me, miss’. Da jeg rakte ham en stor flaske Glenlivet og frygtede at den skulle konfiskeres, blev han helt normal i ansigtet og sagde ‘good choice miss, we do not allow bad liquer into Canada’ og SMILEDE. Første smil i Canada. Der gik lige et par øjeblikke før jeg opdagede, at han tog pis på mig. Mr. Customs var altså en flink mand…  Derefter skulle jeg bare stå i kø i hundrede år  i Immigrations før en dame stemplede mit pas og formanede mig om, at jeg KUN måtte søge skolegang på Concordia og ingen andre steder. Jeg skulle slet ikke vise min erklæring fra SU-styrelsen om at jeg er finansieret hjemmefra, de stoler åbenbart på at danskere ikke vil nasse sociale ydelser eller søge permanent ophold.

Jeg fik al min baggage uden problemer (stor rækken-tunge til damen i Gouda der insisterede på det var dumt og uforsvarligt ikke at tilvælge forsikring mod forsinket baggage når jeg nu skulle skifte og havde to stykker baggage hvad har vi ellers!). Jeg oksede mig tungt belæsset ud i verdens mindste ankomsthal og styrede direkte udenfor til en mundfuld frisk luuuuuft. Troede jeg. Frisk luft er ikke frisk luft herovre, luftfugtigheden er så høj at man bliver klistret over hele kroppen på tre sekunder, og dér stod jeg i lange, stramme jeans (som moden herovre OVERHOVEDET ikke foreskriver, i øvrigt), striktop og cardigan. Ødrk, det var varmt. Jeg fandt en velkomststand til internationale studerende, hvor jeg fik et metrokort, et par foldere og en voucher, så jeg kunne komme til centrum med offentlig transport for 7 canadian dollars mod 20 uden voucher og 50 for en taxa – dejligt.

Jeg fik en shuttlebus til centrum, som satte mig af på noget, der umiskendeligt lignede en parkeringsplads fro greyhoundbusser, men som skulle være en metrostation med navnet Berri-Uquam. Der var INGEN skilte. Ikke noget med ‘metro’ og en pil, næhnej, totalt overflødigt med den slags information. Min hjerne var på det tidspunkt godt nede omkring de 30% i funktionalitet efter rejsen, men jeg fik da skubbet mig gennem et par metaldøre, forbi et rum med baggagebokse, men stadig ingen skilte, og tog den logiske vej mod en metro – ned af den første trappe som ellers ikke så ud til at lede nogen steder hen. Og voilá, der var lige en kæmpe metrostation med tre krydsende linier gemt nede under parkeringspladsen uden skilte. Det kunne jeg vel have sagt mig selv :-D

Jeg kom op på station Mont-Royal, som på overfladen heller ikke gør megen stads af sig. En lille, slidt betonbelagt plads med to smalle glasdøre der leder ind til en trappe ned til metroen, det er alt. Der sad en fyr og klimpede guitar og spillede Strawberry Fields Forever med en breeeed amerikansk accent, det har jeg alligevel aldrig hørt før… Jeg stod lidt og gloede rundt, gaderne er brede med parkeringspladser i begge sider og to-tre meter brede fortove, mange af dem med store træer langs vejen. Bydelen er lavt bebygget, de højeste huse er i fire plan, men langt de fleste er kun i to. Bygningerne ligger sådan lidt trukket tilbage fra fortovet, så der er plads til deres små smedejernsbalkoner, de snoede brandtrapper og det utroligt dejlige vildnis af rosenbuske og hækplanter der gror uforstyrret på jorden under balkonerne. Avenue Mont-Royal er en slidt, men pæn og ren gade med et sjovt miks af butikker, fra kæder som Starbucks og American Apparel til små grønthandlere, tøjbutikker og møntvaskerier. Min gade, Rue de la Roche, er en sparsomt trafikeret sidegade til Mont Royal, og udover en kinesisk deppaneur hvor kun indehavernes fem-årige søn taler fransk, er den belagt med små beboelsesejendomme med tre-fire lejligheder i hver.

Jeg var først hos Myriam klokken halv seks Montréal-tid, så hun var hjemme, hvilket var en lettelse. Hun er utrolig sød, hentede øl og honningristede peanuts i den lokale deppaneur og vi sludrede et par timer inden jeg gik i brædderne kl. 20:30 – eller halv to om natten ‘min tid’. Jeg tudede lidt da jeg gik i seng, jeg ved sgu ikke helt hvorfor, det har vel været noget lukken-damp ud. Men jeg har det godt og er spændt på at tage hul på de næste par dage, hvor jeg skal finde et komprimeret franskkursus, finde mine to campusser, købe et simkort til min telefon, en læselampe til mit værelse, et nyt batteri til min computer og et par kurve til tøj og selvfølgelig få en fornemmelse af først bydelen og siden byen.

Kæmpe knus til jer derhjemme! Jeg håber I allesammen er glade og har det godt.

/Signe

Hvad skal vi dog med en bog om tegninger uden tegninger? Come on!

Jeg er på vej til Canada og står i vasketøj og immigrationspapirer til halsen, så undskyld dette uforskammet korte indlæg til en kompleks debat. Men hvordan kan man dog henstille til at en bog om nogle tegninger, der rystede hele verden, bliver trykt UDEN de famøse tegninger?

Kære land of the free og home of the brave. Hvad med lige at smage lidt på de flotte mærkater I vælter jer i og tage jer lidt sammen? Det her er ærlig talt en rystende latterlig udmelding fra et moderne universitet. Jeg bliver helt kold indvendig.

Jovist har Yale da som privat institution lov til at bestemme alt det de vil over deres egne publikationer. Men som en instituion, der samtidig med egne ord er ‘deeply committed to free expression’ er denne beslutning en falliterklæring af de store. Som forfatter Jytte Klausen siger til The Guardian, er mange af ikke bare Jyllands-Postens, men historiens tegninger af Muhammed decideret islam-fjendtlige, og hun har en umanerligt god pointe her:

»People think they know the cartoons and actually, by printing the cartoons, I’m arguing that some of them are Islamophobic, and in the tradition of anti-Semitism. If we can’t look at them, how can we discuss this?«

Hvornår er der kommet noget godt ud af at lukke øjnene overfor historien? Og hvem på jødiske Yale kan dog trumfe Jytte Klausens anti-semitisme-argument?

En helt anden ting er hvilket skråplan dette kan blive for univeristetspubliceringer fremover. Jeg ved godt, det er lidt dårlig stil kun at citere dem, man er enig med, men President i American Association of Academic Professors, Cary Nelson konkluderer det så klart i sit åbne brev:

»We do not negotiate with terrorists. We just accede to their anticipated demands. That is effectively the new policy at Yale University Press.«

Men lad endelig uenighedheden blomstre. Synes du, det er den rette beslutning Yale har truffet? Så fortæl mig hvorfor, så jeg kan blive lidt klogere.

Tag nu Lisbeth Knudsen i hånden, Lars Munch!

Hun står jo dér og flagrer med den!

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!

Michael Jackson boomer på iTunes

Da jeg hørte om  Michael Jacksons død i morges (ja, jeg gik tidligt i seng) gik jeg ind på iTunes Music Store for at…. nåja for at se, hvad man gør på iTunes når et ikon som ham dør. Jeg fandt ikke noget nævneværdigt, jeg havde nok forventet nogle lovprisninger af en art, men nej.

Til gengæld registrerede jeg noget, som helt sikkert ikke var der i går: Michael Jacksons Essential på femtepladsen over mest solgte, HIStory på sjettepladsen og Thriller på 10. pladsen. Klokken 12 havde han indtaget fire af ti pladser på iTunes topti, og for et øjeblik siden, klokken 13:45 lå der Michael Jackson-plader på SYV ud af de ti pladser. Som Politiken ville skrive det:

DOKUMENTATION:

mjsalg

Illustration: mig

Til disse screenshots vil jeg gerne sige tre ting:

  1. SÅ kan det nok være sofalytterne og piratkopisterne kom ud af busken og fik sig et par autentiske onlineskiver.
  2. Hvis jeg var på et dagblad, ville jeg fluks sende ‘musikeksperterne’ hjem og sende en praktikant ned i en pladebutik og få lidt historier om febrilske MJ-køb, fra en, der virkelig bløder for det her.
  3. Jeg ville eddermugme være stolt, hvis jeg var Nephew i dag.

Og jeg glæder mig til at se, om det lykkes gode gamle MJ at sætte sig på hele topti’en inden dagen er omme. Må han hvile i fred.

Mig og MJ: Jeg er vokset op med Michael Jackson, og en af min mors mest elskede tegninger fra min barnehånd er netop et replica af LP-coveret til pladen Bad fra 1987 (det, hvor han står i en råsej læderjakke og snerrer af beskueren). Jeg er ret pjattet med manden og har alle hans plader undtagen de seneste to. Hvad med dig?

Opdatering: Klokken er 15 og nu ligger den gode herre nummer et, to, tre, fem, seks, syv, otte og ti. Well played, MJ.

Salget kl. 15

Iransk kvinde viser vejen på YouTube

Det her handler ikke om Neda. Det handler om en 25-årig kvinde, som har postet en video på YouTube. En video,  der giver et skærende indblik i hendes tanker. Det er den mest fængende video, jeg nogensinde har set, den giver mig lyst til at lære persisk. Du kan se den på YouTube eller i playeren til venstre i sin originale version, eller med engelske undertekster her hos Ekstra Bladet ( tak til Anders Kjærulff for lige at gøre opmærksom på det). Den er lagt op 19. juni, dagen før balladen for alvor tog fat, og prøv engang at sætte filmen i gang, mens du læser kvindens egen oversættelse her:

Tonight the sound of God is Greater can be heard louder and louder than previous nights

Where is this?! Where is this place where everything has been blocked?

Where is this place where people are just shouting the name of God?

Where is this place where the sound of God is Greater can be heard louder and louder?

Everyday Im just waiting to see if there will be more and louder voices at nights?

My body trembles

…and I wonder if God trembles too?

Where is this where weve been imprisoned so innocently?

Where is this where no one gives us a helping hand?!

Where is this place, where we are getting our voices heard worldwide through our silence?

Where is this place where the blood of its young people is shed on the streets…, where people stand and pray on their blood?

Where is this place where its people are named Gangsters & Thugs?!

Where is this?

This is Iran. This is my land and yours!

This is Iran

Paradoksal tyrkertro på twitter

TehranSiden valgprotesterne i Iran begyndte har jeg været en af de nu 37.000 twittere, som følger personen eller personerne bag twitterprofilen persiankiwi. Jeg har især fulgt de links, der ledte mig videre ind til utrolige og forfærdende billedserier på fotosiden Flickr (som denne) – og youtube-videoer som denne hvor en iransk pige optager sine egne tanker i mørket en nat i Tehran, mens en råbende menneskemængde går amok nede på gaden (se den video, den er ike blodig). Det samme har metroxpress, BBC, The Guardian og et væld af andre nyhedstjenester.

Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ‘stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?



Alt indhold © 2009-2010 Signe Marie Richter, offentliggjort her under en Creative Commons 3.0 Unported licens

RSS Feed. Bloggen kører Wordpress og Modern Clix, et design af Rodrigo Galindez.