Signe Marie Richter

Ekstra Bladet og B.T. omgår navneforbud – igen?

Så er endnu en kendis blevet beskyttet af navneforbud i en prekær sag, denne gang om udnyttelse af en thailandsk au pair. Og ganske som det skete i efterdønningerne af navneforbuddet i Rigmor Zobel-sagen er pressens omtale af sagen tilstrækkeligt til, at omtalte kendisser kan identificeres ved et par minutters søgen på Google.

Jeg er med på, at man kan diskutere, om det er rimeligt at få tilkendt navneforbud alene fordi man er kendt. Jeg er også  med på at et navneforbud kan virke fjollet, når navnet allerede er sluppet ud, som det skete i dækningen af Rigmor Zobel-sagen. Men her var navnet ikke ude, da navneforbuddet blev nedlagt. Alligevel vælger både Ekstra Bladet og B.T. at køre utrolig detaljeret omtale af kendissen i deres dækning af sagen. Taget i betragtning af hvor få kvinder af nævnte profession, der har modtaget omtalte pris, gør disse oplysninger i kombination det meget nemt at identificere pågældende par. 

Forbuddet lyder (Retsplejeloven):

§ 31. Retten kan i straffesager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

“Eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres”. Dette må siges at være ‘på anden måde’. Og kan man identificere en person, der er beskyttet af navneforbud med afsæt i kombination af oplysninger, overtræder man forbuddet, jvf. denne sag fra 2000. Så kan man anføre, at hendes ansigt kan genkendes, når hun møder op i retten. Men ifølge B.T. har hun været dækket til på vej ind og ud af retten, og man kan dermed ikke kende hendes identitet medmindre man deltager i retsmødet, som jo er omfattet af navneforbud.

Faktum er på den ene side at navneforbuddet er nedlagt. Fakta på den anden side er B.T. og Ekstra Bladet gør det muligt for undetegnede at identificere vedkommende på under et minut. Det er at bøje reglerne efter forgodtbefindende, og det er ganske enkelt pressetisk uforsvarligt. Det efterlader mig med ét enkelt spørgsmål:

Hvem skal beskytte os mod pressen?

En adblocker krydser sit spor

Berlingske Media nægter de, der har reklameblokeringer installeret, adgang til siden. Giver det flere annoncevisninger? Jeg tvivler. Til gengæld giver blokaden mindre trafik og  sender ellers dedikerede brugere direkte i favnen på konkurrenterne.

Umiddelbart inden Berlingske.dk og bt.dk’s blokade af adblockere, kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kan tillade mig at snakke om bæredygtighed på nettet, og samtidig blokere webstedernes eneste indtægtskilde, reklamerne. Min beslutning om at fjerne Adblock Plus beror altså udelukkende på moralske overvejelser, og overhovedet ikke på et ønske om at se reklamerne.

Men hvad med de brugere, som ikke har skyggen af moralske skrupler over at blokere reklamer?

Hvis man hos Berlingske Media tror, at denne ny strategi vil give flere annoncevisninger, så bør man efter min mening sende de relevante beslutningstagere på kursus. Eller give dem fem minutter på google med besked på at finde solide argumenter for, at blokering af adblockere styrker Berlingske Media.

Det tog for eksempel omtrent to timer fra blokaden var sat i værk før en løsning var tilgængelig for alle – omend lidt svær at finde – på forumet LinxIN. Og knap tre dage senere, viste den danske datalog Thomas Damgaard alle interesserede på letforståeligt dansk, hvordan de omgår spærringen. Vel at mærke uden at slette AdBlock Plus og endnu vigtigere: uden at det giver de to netmedier flere annoncevisninger. Denne metode ser umiddelbart ud til at være sådan indrettet, at det for Berlingske Media og annoncører vil se ud som om, reklamerne hentes og dermed skæpper i kassen. Men brugeren har med Thomas Damgaards metode stadig ikke set reklamerne. Og hvor længe vil annoncørerne betale for visninger, som reelt ikke har været set? Det er en stakket frist.

Som Søren Storm Hansen beskrev det igår, betragter masser af mennesker reklamer som værdifuldt indhold. De skal bare være interessante nok, vedkommende nok. De skal ikke chikanere brugeren med opråb, når musen ruller over banneret. Reklamerne skal ikke dække indholdet. Der skal ikke ligge 20+ flash-applikationer på én side, så den tager 15 sekunder at loade. Det er ikke rocket science. Annoncechefer på netmedier kan jo trække en grænse, der hedder: hvis JEG synes den er dødirriterende, så synes brugerne det nok også. Hvis brugerne føler sig chikaneret, så vil de finde andre græsgange, og så ER der ingen at annoncere for. Brugernes interesser kommer før annoncørerne i fødekæden, det er altså ikke den anden vej rundt.

EFTERPIP: Hvor er Berlingske Medias egen udmelding om dette? Fra den ene dag til den anden udelukkes et vist segment af brugerne, men der er ikke et pip om tiltaget i hvad, der umiddelbart er den ideelle kommunikationskanal til formålet, redaktørens blog. Det er da synd, at Berlingske Media tilsyneladende brænder inde med alle de gode argumenter, del dem dog med brugerne.

Berlingske Media kunne efter min mening lære noget af attituden hos Wladimir Palante, hjernen bag Adblock Plus. Han rakte allerede i maj ud til webmasters på annoncedrevne sites, med idéer til hvordan Adblock Plus – med en indsats fra webstederne – kan justeres, så den enten appellerer til brugerens solidaritetsfølelse eller et løfte om, at reklamerne på sitet ikke er generende. Det er sgu da progressivt!