Signe Marie Richter

Tag nu Lisbeth Knudsen i hånden, Lars Munch!

Hun står jo dér og flagrer med den!

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!

Kære kollegaer: Stop brokkeriet

Jeg ved godt, det ikke er pænt at bede folk om at tage sig sammen, men jeg kan ikke holde det indenbords længere. For i disse dage kan man på Mediawatch læse, at Berlingske-chef, Lisbeth Knudsen vil fjerne sondringen mellem ‘skrivende’ og ‘webjournalister‘ på Berlingske Tidende fra efteråret. Jeg er efterhånden blevet så vant til at stå måbende på sidelinien, mens mediehusene forsvarer deres forandringsangst, at jeg sætter pris på det meste, der bare lugter lidt af nyskabelse. Så denne lille, men dog stadig nævneværdige opprioritering af webstoffet hilser jeg velkommen.

Men uha, det gør Berlingskes journalister ikke. Ifølge MediaWatch har de afleveret en fælles erklæring, der udtrykker deres utilfredshed, som blandt andet formuleres således:

»Vi mener, det er stærkt kritisabelt, at både skrivende og redigerende med stor faglig indsigt og kildenet med den nye omlægning kommer til at fungere som generalister. Det er dårlig udnyttelse af vores faglighed og til skade for avisens kvalitet« Citat: Tillidsmand på Berlingske, Frederik M. Juel i MediaWatch.

Lad mig lige, for at ære min højtagtede, tidligere underviser Lars Bjerg, analysere disse påstande. Jeg springer let og elegant hen over Toulmins model (undskyld, Lars) og dissekerer på godt dansk. Vi står med to påstande:

1. Det er dårlig udnyttelse af fagjournalisters faglighed at sætte dem til at arbejde på web-delen.
2. Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i bemandingen på webdelen.

Lad os se på den første påstand, der går på, at fagjournalisters faglighed ikke kan udnyttes optimalt på nettet. Men vent! Hvor har de det fra? Det kunne jo være rart, om Frederik M. Juel havde fået lov til at argumentere for sin påstand, men siden det ikke er tilfældet, så vil jeg hermed gerne tænde mikrofonen:

HVORFOR er det ikke muligt at lade for eksempel en solid faglig ballast og et veludbygget kildenetværk på kulturområdet berige webdelen og dermed trække flere læsere til? Hvad er det, der står i vejen?

Jeg vil virkelig gerne høre nogle argumenter, for jeg har svært ved selv at komme på nogen.

Jeg er klar over, at dén ‘optimale udnyttelse’ som implicit nævnes næsten må være den, der udmønter sig i helsides opslag med dybdegående interviews og analyser i søndagsudgaverne. Men den slags udnyttelse af jeres ‘faglighed’ er der jo tydeligvis ikke nok, der ønsker at aftage, vel? Så kan den være nok så vigtig for ‘avisens kvalitet’. Det er jo lidt ligemeget, hvis der alligevel ikke er nogen, der læser den. Spørg bare de 130 redaktionelle medarbejdere, der blev fyret, da Seattle PI lukkede printmediet.

Lad os se på påstand nummer to: Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i webdelens vagtplan.

Her er vi ude i dét, jeg næsten ville kalde ‘retorisk sludder’. For hvordan kan det skade avisen, at webdelen bliver smykket med en bredere vifte af kompetencer? Men jeg går naturligvis ud fra, at påstanden hviler på en antagelse om, at værdi til nettet er værdi der går fra printudgaven. Jeg kan følge Berlingske journalister så langt, at det selvfølgelig ikke kan forventes at de skal producere samme mængde stof til printudgaven som hidtil, når nogle af deres arbejdstimer skal lægges direkte i web-delen. Men jeg tror oprigtigt talt, at en tur i vælten som web-journalist i ny og næ kan højne det generelle niveau hos selv de mest garvede fagjournalister.

Det kunne jo være, for at bruge Politiken-bloggeren Ida Jengs ord, at visse journalister på de store dagblade og TV-stationer havde været en kende mindre selvfede at høre på, hvis de på et tidligere tidspunkt i deres karriere var blevet direkte konfronteret med aftagerne af deres produkter. Det her er chancen for at få rigtig feedback, og er det ikke det, vi journalister plejer at sige er fundamentet for udvikling? Min påstand er, at man bliver en bedre journalist af at begive sig ind i online-journalistikkens arena. Her bliver du tvunget til at se dine læsere i øjnene, og dommen falder prompte, hvis du sidder gemt bag din telefon og dit skrivebord og bedriver rendyrket distancejournalistik. Verden er vokset fra det. Heldigvis da, for findes der noget mere dødssygt?

Jeg forstår godt, hvis man ikke synes det er fedt at få uregelmæssige arbejdstider trukket ned over hovedet. Jeg forstår også godt, at webmediet kan virke uoverskueligt, hvis man har produceret artikler til print i 20 år. Men der er altså kun en vej, og det er fremad. Ud over stepperne.

Så se det her som jeres chance for – under ordnede forhold og sikkert med en flink webjournalist ved jeres side – at sætte tænderne i webmediet. Det er på tide. Slå jer løs med faglighed, gør webdelen endnu bedre! Og hvis I ikke kan det, så se vagterne på webdelen som jeres indsats for at holde skruen i vandet på Berlingske Tidendes printudgave.

Alt godt herfra. Hold dig ikke tilbage, hvis du er enig, uenig eller bare har lyst til at kalde mig en lalleglad hippie eller en grønskolling. Jeg lytter og svarer gerne.

En adblocker krydser sit spor

Berlingske Media nægter de, der har reklameblokeringer installeret, adgang til siden. Giver det flere annoncevisninger? Jeg tvivler. Til gengæld giver blokaden mindre trafik og  sender ellers dedikerede brugere direkte i favnen på konkurrenterne.

Umiddelbart inden Berlingske.dk og bt.dk’s blokade af adblockere, kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kan tillade mig at snakke om bæredygtighed på nettet, og samtidig blokere webstedernes eneste indtægtskilde, reklamerne. Min beslutning om at fjerne Adblock Plus beror altså udelukkende på moralske overvejelser, og overhovedet ikke på et ønske om at se reklamerne.

Men hvad med de brugere, som ikke har skyggen af moralske skrupler over at blokere reklamer?

Hvis man hos Berlingske Media tror, at denne ny strategi vil give flere annoncevisninger, så bør man efter min mening sende de relevante beslutningstagere på kursus. Eller give dem fem minutter på google med besked på at finde solide argumenter for, at blokering af adblockere styrker Berlingske Media.

Det tog for eksempel omtrent to timer fra blokaden var sat i værk før en løsning var tilgængelig for alle – omend lidt svær at finde – på forumet LinxIN. Og knap tre dage senere, viste den danske datalog Thomas Damgaard alle interesserede på letforståeligt dansk, hvordan de omgår spærringen. Vel at mærke uden at slette AdBlock Plus og endnu vigtigere: uden at det giver de to netmedier flere annoncevisninger. Denne metode ser umiddelbart ud til at være sådan indrettet, at det for Berlingske Media og annoncører vil se ud som om, reklamerne hentes og dermed skæpper i kassen. Men brugeren har med Thomas Damgaards metode stadig ikke set reklamerne. Og hvor længe vil annoncørerne betale for visninger, som reelt ikke har været set? Det er en stakket frist.

Som Søren Storm Hansen beskrev det igår, betragter masser af mennesker reklamer som værdifuldt indhold. De skal bare være interessante nok, vedkommende nok. De skal ikke chikanere brugeren med opråb, når musen ruller over banneret. Reklamerne skal ikke dække indholdet. Der skal ikke ligge 20+ flash-applikationer på én side, så den tager 15 sekunder at loade. Det er ikke rocket science. Annoncechefer på netmedier kan jo trække en grænse, der hedder: hvis JEG synes den er dødirriterende, så synes brugerne det nok også. Hvis brugerne føler sig chikaneret, så vil de finde andre græsgange, og så ER der ingen at annoncere for. Brugernes interesser kommer før annoncørerne i fødekæden, det er altså ikke den anden vej rundt.

EFTERPIP: Hvor er Berlingske Medias egen udmelding om dette? Fra den ene dag til den anden udelukkes et vist segment af brugerne, men der er ikke et pip om tiltaget i hvad, der umiddelbart er den ideelle kommunikationskanal til formålet, redaktørens blog. Det er da synd, at Berlingske Media tilsyneladende brænder inde med alle de gode argumenter, del dem dog med brugerne.

Berlingske Media kunne efter min mening lære noget af attituden hos Wladimir Palante, hjernen bag Adblock Plus. Han rakte allerede i maj ud til webmasters på annoncedrevne sites, med idéer til hvordan Adblock Plus – med en indsats fra webstederne – kan justeres, så den enten appellerer til brugerens solidaritetsfølelse eller et løfte om, at reklamerne på sitet ikke er generende. Det er sgu da progressivt!