Tonight the sound of God is Greater can be heard louder and louder than previous nights

Where is this?! Where is this place where everything has been blocked?

Where is this place where people are just shouting the name of God?

Where is this place where the sound of God is Greater can be heard louder and louder?

Everyday Im just waiting to see if there will be more and louder voices at nights?

My body trembles

…and I wonder if God trembles too?

Where is this where weve been imprisoned so innocently?

Where is this where no one gives us a helping hand?!

Where is this place, where we are getting our voices heard worldwide through our silence?

Where is this place where the blood of its young people is shed on the streets…, where people stand and pray on their blood?

Where is this place where its people are named Gangsters & Thugs?!

Where is this?

This is Iran. This is my land and yours!

This is Iran

Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ‘stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?