Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ‘stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?

Men uha, det gør Berlingskes journalister ikke. Ifølge MediaWatch har de afleveret en fælles erklæring, der udtrykker deres utilfredshed, som blandt andet formuleres således:

»Vi mener, det er stærkt kritisabelt, at både skrivende og redigerende med stor faglig indsigt og kildenet med den nye omlægning kommer til at fungere som generalister. Det er dårlig udnyttelse af vores faglighed og til skade for avisens kvalitet« Citat: Tillidsmand på Berlingske, Frederik M. Juel i MediaWatch.

Lad mig lige, for at ære min højtagtede, tidligere underviser Lars Bjerg, analysere disse påstande. Jeg springer let og elegant hen over Toulmins model (undskyld, Lars) og dissekerer på godt dansk. Vi står med to påstande:

1. Det er dårlig udnyttelse af fagjournalisters faglighed at sætte dem til at arbejde på web-delen.
2. Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i bemandingen på webdelen.

Lad os se på den første påstand, der går på, at fagjournalisters faglighed ikke kan udnyttes optimalt på nettet. Men vent! Hvor har de det fra? Det kunne jo være rart, om Frederik M. Juel havde fået lov til at argumentere for sin påstand, men siden det ikke er tilfældet, så vil jeg hermed gerne tænde mikrofonen:

HVORFOR er det ikke muligt at lade for eksempel en solid faglig ballast og et veludbygget kildenetværk på kulturområdet berige webdelen og dermed trække flere læsere til? Hvad er det, der står i vejen?

Jeg vil virkelig gerne høre nogle argumenter, for jeg har svært ved selv at komme på nogen.

Jeg er klar over, at dén ‘optimale udnyttelse’ som implicit nævnes næsten må være den, der udmønter sig i helsides opslag med dybdegående interviews og analyser i søndagsudgaverne. Men den slags udnyttelse af jeres ‘faglighed’ er der jo tydeligvis ikke nok, der ønsker at aftage, vel? Så kan den være nok så vigtig for ‘avisens kvalitet’. Det er jo lidt ligemeget, hvis der alligevel ikke er nogen, der læser den. Spørg bare de 130 redaktionelle medarbejdere, der blev fyret, da Seattle PI lukkede printmediet.

Lad os se på påstand nummer to: Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i webdelens vagtplan.

Her er vi ude i dét, jeg næsten ville kalde ‘retorisk sludder’. For hvordan kan det skade avisen, at webdelen bliver smykket med en bredere vifte af kompetencer? Men jeg går naturligvis ud fra, at påstanden hviler på en antagelse om, at værdi til nettet er værdi der går fra printudgaven. Jeg kan følge Berlingske journalister så langt, at det selvfølgelig ikke kan forventes at de skal producere samme mængde stof til printudgaven som hidtil, når nogle af deres arbejdstimer skal lægges direkte i web-delen. Men jeg tror oprigtigt talt, at en tur i vælten som web-journalist i ny og næ kan højne det generelle niveau hos selv de mest garvede fagjournalister.

Det kunne jo være, for at bruge Politiken-bloggeren Ida Jengs ord, at visse journalister på de store dagblade og TV-stationer havde været en kende mindre selvfede at høre på, hvis de på et tidligere tidspunkt i deres karriere var blevet direkte konfronteret med aftagerne af deres produkter. Det her er chancen for at få rigtig feedback, og er det ikke det, vi journalister plejer at sige er fundamentet for udvikling? Min påstand er, at man bliver en bedre journalist af at begive sig ind i online-journalistikkens arena. Her bliver du tvunget til at se dine læsere i øjnene, og dommen falder prompte, hvis du sidder gemt bag din telefon og dit skrivebord og bedriver rendyrket distancejournalistik. Verden er vokset fra det. Heldigvis da, for findes der noget mere dødssygt?

Jeg forstår godt, hvis man ikke synes det er fedt at få uregelmæssige arbejdstider trukket ned over hovedet. Jeg forstår også godt, at webmediet kan virke uoverskueligt, hvis man har produceret artikler til print i 20 år. Men der er altså kun en vej, og det er fremad. Ud over stepperne.

Så se det her som jeres chance for – under ordnede forhold og sikkert med en flink webjournalist ved jeres side – at sætte tænderne i webmediet. Det er på tide. Slå jer løs med faglighed, gør webdelen endnu bedre! Og hvis I ikke kan det, så se vagterne på webdelen som jeres indsats for at holde skruen i vandet på Berlingske Tidendes printudgave.

Alt godt herfra. Hold dig ikke tilbage, hvis du er enig, uenig eller bare har lyst til at kalde mig en lalleglad hippie eller en grønskolling. Jeg lytter og svarer gerne.