Lad os tage et eksempel fra i dag. Med vanlig arrogance formår Politiken at besværliggøre min færden i de allerførste tre artikler, jeg klikker på hos dem. Sjovt nok blev de dermed de eneste jeg gad se på. Vi tager Kvindefjendsk fortid indhenter LA-spidskandidat, som ser således ud:

Her har vi virkelig et eksempel på en historie, der kunne tage baby step nummer et og udnytte links, eftersom nævnte udtalelser er foretaget på en art blog ved navn damefrokosten. Det nævner Politiken allerede i første linje, men får vi et link? Nej. “Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med”, siger Politiken til dig og klapper dig nedladende på hovedet. “Nu skal du først læse Vores Ord, og hvis du så tør, så kan du klikke på nogle af de faretruende røde links i versaler, som vi har puttet allernederst”. Et link, der i øvrigt linker til Uffe Elbæks kommentar til dem i stedet for selve anklagerne (måske det er tid til et medarbejderkursus?).

Og herefter går det ellers derudaf med at planke bloggens indhold. Vi får DOKUMENTATION:

“Artiklen” her består anklagerne, løftet fra bloggen hvor de oprindeligt blev fremsagt og lagt i redigeret udgave ind på Politiken. Det er DOKUMENTATION på Politiken, redigeret dokumentation, jovist, men hvem kerer sig om den slags når musikken spiller? Politiken gør i hvert fald ikke. Denne Politikens jam-session over konceptet ‘dokumentation’ omfatter naturligvis heller ikke den lange efterfølgende debat, som – newsflash! – også er relevant for mange.

Det er gået stærkt, ser man på stavefejlene, men det værste er nu, at på siden med DOKUMENTATION skriver man blot, at anklagerne er fremsat på damefrokosten, uden forklaring til eventuelle nytilkomne læserne om hvad det er og UDEN LINK! Så kan vi sidde der og spekulere på hvad Ole Birk Olesen lavede til en damefrokost eller vi kan prøve at skrive damefrokosten.dk, blot for at finde ud af at det domæne er ejet af one.com. Så kan vi google og finde den rigtige blog, men ak, udtalelserne er fra juni, så de er ikke umiddelbart at finde på siden. Ind i arkiverne og bladre….ZZZzzzzzz……

Hvis nogen ellers gad at læse Politikens redigerede DOKUMENTATION færdig, ville de opdage, at der helt nede i bunden med advarslen ‘eksternt link’ lå endnu et link til Uffe Elbæks kommentar til de oprindelige anklager. Og læseren kunne dermed ad omveje finde frem til anklagerne, som de blev fremsagt i sin tid, altså, den egentlige dokumentation.

Så kære Politiken…

Det link er det eneste relevante i jeres ‘dokumentation’ og det bliver puttet i skammekrogen. Det er DOKUMENTATION, der tildækker den ægte dokumentation og det er hamrende dårlig stil. Som H.V. Kaalund så smukt formulerede det, “Den mand er jo ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, der rasler med sin kerne”. Måske noget man kunne trykke på en plakat og hænge op i redaktionslokalerne? Nej, nevermind…

Men her er hvad jeg, jeres læser tænker om jeres strategi:

Hvis Politiken finder den ekstra information og – i dette tilfælde – den ægte dokumentation hos andre irrelevant, fred være med det, det er da en holdning man kan have. Men giv dog læserne muligheden for at få adgang til informationen! Det kræver ikke så meget som ét anslag mere i den endelige tekst at få et link ind i første linje, og hvis det tager Politikens journalister mere end fem sekunder at lave det, skulle man måske overveje at sende dem på kursus. Jeres praksis med ‘eksternt link’-advarslen viser mig, at der ligger en strategi bag jeres måde at linke på. Hvor efterlader det mig som læser, jo, ved den konklusion at Politiken kun nødigt ønsker at give mig information, som ikke ligger på Politiken. Og i så fald sørger for at gemme den godt og grundigt. Synes I selv det er hæderlig avisdrift?

Her er et forslag, skriv ADVARSEL! ‘internt link’, når I linker til jer selv. Og lad være med at bruge etiketten ‘DOKUMENTATION’ når I ikke kan leve op til det. Eller bare start med at svare et spørgsmål: Hvorfor er I så bange for at informere?

Tilføjelse: Politiken har efterfølgende redigeret sidstnævnte artikel, så ordet dokumentation blev fjernet og damefrokosten fik sin .com-endelse på. Men der er stadig kun et link allernederst i teksten.

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!

Tonight the sound of God is Greater can be heard louder and louder than previous nights

Where is this?! Where is this place where everything has been blocked?

Where is this place where people are just shouting the name of God?

Where is this place where the sound of God is Greater can be heard louder and louder?

Everyday Im just waiting to see if there will be more and louder voices at nights?

My body trembles

…and I wonder if God trembles too?

Where is this where weve been imprisoned so innocently?

Where is this where no one gives us a helping hand?!

Where is this place, where we are getting our voices heard worldwide through our silence?

Where is this place where the blood of its young people is shed on the streets…, where people stand and pray on their blood?

Where is this place where its people are named Gangsters & Thugs?!

Where is this?

This is Iran. This is my land and yours!

This is Iran

Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ‘stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?

Men uha, det gør Berlingskes journalister ikke. Ifølge MediaWatch har de afleveret en fælles erklæring, der udtrykker deres utilfredshed, som blandt andet formuleres således:

»Vi mener, det er stærkt kritisabelt, at både skrivende og redigerende med stor faglig indsigt og kildenet med den nye omlægning kommer til at fungere som generalister. Det er dårlig udnyttelse af vores faglighed og til skade for avisens kvalitet« Citat: Tillidsmand på Berlingske, Frederik M. Juel i MediaWatch.

Lad mig lige, for at ære min højtagtede, tidligere underviser Lars Bjerg, analysere disse påstande. Jeg springer let og elegant hen over Toulmins model (undskyld, Lars) og dissekerer på godt dansk. Vi står med to påstande:

1. Det er dårlig udnyttelse af fagjournalisters faglighed at sætte dem til at arbejde på web-delen.
2. Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i bemandingen på webdelen.

Lad os se på den første påstand, der går på, at fagjournalisters faglighed ikke kan udnyttes optimalt på nettet. Men vent! Hvor har de det fra? Det kunne jo være rart, om Frederik M. Juel havde fået lov til at argumentere for sin påstand, men siden det ikke er tilfældet, så vil jeg hermed gerne tænde mikrofonen:

HVORFOR er det ikke muligt at lade for eksempel en solid faglig ballast og et veludbygget kildenetværk på kulturområdet berige webdelen og dermed trække flere læsere til? Hvad er det, der står i vejen?

Jeg vil virkelig gerne høre nogle argumenter, for jeg har svært ved selv at komme på nogen.

Jeg er klar over, at dén ‘optimale udnyttelse’ som implicit nævnes næsten må være den, der udmønter sig i helsides opslag med dybdegående interviews og analyser i søndagsudgaverne. Men den slags udnyttelse af jeres ‘faglighed’ er der jo tydeligvis ikke nok, der ønsker at aftage, vel? Så kan den være nok så vigtig for ‘avisens kvalitet’. Det er jo lidt ligemeget, hvis der alligevel ikke er nogen, der læser den. Spørg bare de 130 redaktionelle medarbejdere, der blev fyret, da Seattle PI lukkede printmediet.

Lad os se på påstand nummer to: Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i webdelens vagtplan.

Her er vi ude i dét, jeg næsten ville kalde ‘retorisk sludder’. For hvordan kan det skade avisen, at webdelen bliver smykket med en bredere vifte af kompetencer? Men jeg går naturligvis ud fra, at påstanden hviler på en antagelse om, at værdi til nettet er værdi der går fra printudgaven. Jeg kan følge Berlingske journalister så langt, at det selvfølgelig ikke kan forventes at de skal producere samme mængde stof til printudgaven som hidtil, når nogle af deres arbejdstimer skal lægges direkte i web-delen. Men jeg tror oprigtigt talt, at en tur i vælten som web-journalist i ny og næ kan højne det generelle niveau hos selv de mest garvede fagjournalister.

Det kunne jo være, for at bruge Politiken-bloggeren Ida Jengs ord, at visse journalister på de store dagblade og TV-stationer havde været en kende mindre selvfede at høre på, hvis de på et tidligere tidspunkt i deres karriere var blevet direkte konfronteret med aftagerne af deres produkter. Det her er chancen for at få rigtig feedback, og er det ikke det, vi journalister plejer at sige er fundamentet for udvikling? Min påstand er, at man bliver en bedre journalist af at begive sig ind i online-journalistikkens arena. Her bliver du tvunget til at se dine læsere i øjnene, og dommen falder prompte, hvis du sidder gemt bag din telefon og dit skrivebord og bedriver rendyrket distancejournalistik. Verden er vokset fra det. Heldigvis da, for findes der noget mere dødssygt?

Jeg forstår godt, hvis man ikke synes det er fedt at få uregelmæssige arbejdstider trukket ned over hovedet. Jeg forstår også godt, at webmediet kan virke uoverskueligt, hvis man har produceret artikler til print i 20 år. Men der er altså kun en vej, og det er fremad. Ud over stepperne.

Så se det her som jeres chance for – under ordnede forhold og sikkert med en flink webjournalist ved jeres side – at sætte tænderne i webmediet. Det er på tide. Slå jer løs med faglighed, gør webdelen endnu bedre! Og hvis I ikke kan det, så se vagterne på webdelen som jeres indsats for at holde skruen i vandet på Berlingske Tidendes printudgave.

Alt godt herfra. Hold dig ikke tilbage, hvis du er enig, uenig eller bare har lyst til at kalde mig en lalleglad hippie eller en grønskolling. Jeg lytter og svarer gerne.

Umiddelbart inden Berlingske.dk og bt.dk’s blokade af adblockere, kom jeg til den konklusion, at jeg ikke kan tillade mig at snakke om bæredygtighed på nettet, og samtidig blokere webstedernes eneste indtægtskilde, reklamerne. Min beslutning om at fjerne Adblock Plus beror altså udelukkende på moralske overvejelser, og overhovedet ikke på et ønske om at se reklamerne.

Men hvad med de brugere, som ikke har skyggen af moralske skrupler over at blokere reklamer?

Hvis man hos Berlingske Media tror, at denne ny strategi vil give flere annoncevisninger, så bør man efter min mening sende de relevante beslutningstagere på kursus. Eller give dem fem minutter på google med besked på at finde solide argumenter for, at blokering af adblockere styrker Berlingske Media.

Det tog for eksempel omtrent to timer fra blokaden var sat i værk før en løsning var tilgængelig for alle – omend lidt svær at finde – på forumet LinxIN. Og knap tre dage senere, viste den danske datalog Thomas Damgaard alle interesserede på letforståeligt dansk, hvordan de omgår spærringen. Vel at mærke uden at slette AdBlock Plus og endnu vigtigere: uden at det giver de to netmedier flere annoncevisninger. Denne metode ser umiddelbart ud til at være sådan indrettet, at det for Berlingske Media og annoncører vil se ud som om, reklamerne hentes og dermed skæpper i kassen. Men brugeren har med Thomas Damgaards metode stadig ikke set reklamerne. Og hvor længe vil annoncørerne betale for visninger, som reelt ikke har været set? Det er en stakket frist.

Som Søren Storm Hansen beskrev det igår, betragter masser af mennesker reklamer som værdifuldt indhold. De skal bare være interessante nok, vedkommende nok. De skal ikke chikanere brugeren med opråb, når musen ruller over banneret. Reklamerne skal ikke dække indholdet. Der skal ikke ligge 20+ flash-applikationer på én side, så den tager 15 sekunder at loade. Det er ikke rocket science. Annoncechefer på netmedier kan jo trække en grænse, der hedder: hvis JEG synes den er dødirriterende, så synes brugerne det nok også. Hvis brugerne føler sig chikaneret, så vil de finde andre græsgange, og så ER der ingen at annoncere for. Brugernes interesser kommer før annoncørerne i fødekæden, det er altså ikke den anden vej rundt.

EFTERPIP: Hvor er Berlingske Medias egen udmelding om dette? Fra den ene dag til den anden udelukkes et vist segment af brugerne, men der er ikke et pip om tiltaget i hvad, der umiddelbart er den ideelle kommunikationskanal til formålet, redaktørens blog. Det er da synd, at Berlingske Media tilsyneladende brænder inde med alle de gode argumenter, del dem dog med brugerne.

Berlingske Media kunne efter min mening lære noget af attituden hos Wladimir Palante, hjernen bag Adblock Plus. Han rakte allerede i maj ud til webmasters på annoncedrevne sites, med idéer til hvordan Adblock Plus – med en indsats fra webstederne – kan justeres, så den enten appellerer til brugerens solidaritetsfølelse eller et løfte om, at reklamerne på sitet ikke er generende. Det er sgu da progressivt!