Signe Marie Richter

Hvornår gik reperation af mode?

Det kan ikke betale sig at få repareret ting mere. Hvad er der nyt i det, tænker du måske, og…. ikke andet end at det lige er gået op for mig endnu en gang, og jeg er præcis ligeså harm som sidst det skete (DYRT digitalkamera som blev henlagt på grund af problemer med linsemotorikken og reperationsomkostninger på den forkerte side af hvad et nyt ville koste).

Min støvsuger har en fem år på bagen og den suger ganske fint, men der er et eller andet i motoren, der går i resonans med hele bygningen når man tænder den. Det resulterer i en sønderrivende høj whooooooom-lyd af en anden verden, en art jetmotor-støj, som altså gør støvsugning til et mere end almindeligt uudholdeligt gøremål.

Så tager man den da til reperation, ikke? Nej, det gør man åbenbart ikke. Gabriel tog den med ned til Støvsugerbanden på Nørrebrogade, hvor manden bag disken stak den i stikkontakten et nanosekund, for derefter at konstatere, at det kunne ikke laves. Han tjekkede ikke sugestyrken eller åbnede kræet eller foretog andet, der kunne bakke hans diagnose op. Det skortede ellers ikke på profetierne, den ville HELT sikkert dø helt i løbet af et par uger, mente han. Hvilket er lidt sært, fordi den har larmet sådan her under minimum ugentligt brug i hvert fald et halvt år (ja, jeg er utrolig langsom til at gøre noget ved ting, som virker, men som bare ikke er 100% i orden).

Men han var sikker i sin sag, og forsøgte selvfølgelig at prakke os et nyt bæst på, hvilket vi takker nej til.

Vi går ind til Skousen, som ærligt erklærer, at de ikke kan diagnosticere dyret der i butikken. Vi kan sende den ind til tjek, men det vil koste 600 kroner at få nogen til at tjekke den, plus fragtomkostninger på flere hundrede kroner – plus evt. reperationsomkostninger (dog fratrukket diagnose-gebyret).

Den nye model af vores støvsuger koster omkring 1000 kroner. Det vil sige at det aldrig vil kunne betale sig at få den repareret – i hvert fald ikke af de kanaler vi har adgang til. Hvor er de der selvlærte elektroniknørder som kan fikse det meste til priser hvor studerende kan være med? Jeg snakker ikke sort, men måske bare sådan en almindelig ufaglært timeløns-ting? 300-400 kroner?

Hvad er det for et samfund vi har konstrueret, hvor lokal fragt og reperation af en støvsuger koster mere end en helt ny maskine, der vel for helvede er blevet fragtet hertil fra den anden side af kloden? Køb dog en ny, siger folk. Jamen for satan, jeg HAR en støvsuger, den skal bare lige fikses. Hvorfor skal jeg ud og lægge flere penge på vores forbrugsalter og bidrage mere til elektronikkirkegårdene i 3.verdenslande. Jeg ønsker det ikke, det er mig inderligt imod!

Efter endnu en uges jetmortostøvsugning kom Gabriel hjem med en ny støvsuger. Den ligner den gamle på en prik, lidt opdateret design hist og her, men ellers den samme. Det er dejligt at kunne støvsuge uden høreværn igen, men jeg er stadig lidt olm på vores kollektive reperations-arrogance.

PS: Hvis du kender sådan en elektronik-mekaniker-filejs i Københavnsområdet som kan lidt af hvert, så har jeg både et Canon digitalkamera, en Nilfisk støvsuger, to B&W højttalere og en gammel Luxman-forstærker, der trænger til en kærlig hånd. Any ideas?

Tag nu Lisbeth Knudsen i hånden, Lars Munch!

Hun står jo dér og flagrer med den!

I dag sætter Berlingske Media endnu engang onlinemediernes enfant terrible i spil; Mikrobetaling. Det lyder jo billigt, ikke? Lad os nu se. Hvis man prøver at sortere sniksnakken fra i Lisbeth Knudsens udmelding til Journalisten, så er konklusionen, at der skal betales for berlingske.dk’s ‘unikke indhold‘. Nærmere betegnet stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin og ‘unikt indhold produceret til nettet’.

Berlingske skal have et stort skulderklap for opløbet til denne udmelding. Det er svært at opstøve en dansker, der ikke har hørt om ‘lille Christian’ og hans historie var fornemt fremlagt på nettet. Årets Cavlingvinder, Forbrydelsen,  var også en lækker netsag. Det er godt tilrettelagt. Siden udmeldingen om, at alle hos Berlingske skal have webvagter, har jeg tænkt det, og nu tør jeg sige det: Der sker ting og sager på Pilestræde.

Spørgsmålet er så, om Lisbeth Knudsen & co. kan få det hele kan gå op i en højere enhed. Noget stof fra Berlingskes Nyhedsmagasin vil uden tvivl kunne trække betalende brugere til, men langt fra det hele og kundesegmentet er svært glad for Børsen. De får nok ikke fat i mange af mine kroner med dét stof. Historier som Christians, som var produceret til nettet, er noget andet – her ville jeg personligt gerne betale for adgang. Samme med Forbrydelsen. Men ak. Hvorfor tager I ikke penge for adgangen til at læse skiverierne fra de bedste af jeres bloggere? Under det amerikanske valg, var Poul Høis blog det det eneste, jeg tilsigtet bevægede mig ind på berlingske.dk for at læse. Jeg er sikker på, jeg ikke er alene. Der kunne man virkelig tale om ‘unikt indhold’.

For mig at se, er de to største udfordringer betalingen og indholdets beskaffenhed. Betalingen skal være nemmere end at tænde for fjernsynet før andre end de mest dedikerede mediebrugere gider så meget som at overveje at hive kortet op af lommen. Og indholdet skal virkelig være unikt. Hold fast, hvor skal det bare være af fremragende kvalitet!

Så forvænt er jeg nemlig blevet. Og hvis ikke det jeg får serveret for pengene er enestående lækkert, så er jeg den der er faret over på politiken.dk eller videre ud over stepperne. Og her kommer vi vist til sagens kerne: “Vi er åbne for at diskutere mikrobetalinger med JP/Politikens Hus”, siger Lisbeth Knudsen i Journalisten, vel vidende at ingen har kontaktet JP/Politikens Hus direkte.

Har vi her overordnet set at gøre med en febrilsk vinken med en vognstang til de øvrige profiler i det danske mediemarked. Det tror jeg da vist. Så tag nu den hånd, Lars Munch. Så vi kan komme videre!

Kære kollegaer: Stop brokkeriet

Jeg ved godt, det ikke er pænt at bede folk om at tage sig sammen, men jeg kan ikke holde det indenbords længere. For i disse dage kan man på Mediawatch læse, at Berlingske-chef, Lisbeth Knudsen vil fjerne sondringen mellem ‘skrivende’ og ‘webjournalister‘ på Berlingske Tidende fra efteråret. Jeg er efterhånden blevet så vant til at stå måbende på sidelinien, mens mediehusene forsvarer deres forandringsangst, at jeg sætter pris på det meste, der bare lugter lidt af nyskabelse. Så denne lille, men dog stadig nævneværdige opprioritering af webstoffet hilser jeg velkommen.

Men uha, det gør Berlingskes journalister ikke. Ifølge MediaWatch har de afleveret en fælles erklæring, der udtrykker deres utilfredshed, som blandt andet formuleres således:

»Vi mener, det er stærkt kritisabelt, at både skrivende og redigerende med stor faglig indsigt og kildenet med den nye omlægning kommer til at fungere som generalister. Det er dårlig udnyttelse af vores faglighed og til skade for avisens kvalitet« Citat: Tillidsmand på Berlingske, Frederik M. Juel i MediaWatch.

Lad mig lige, for at ære min højtagtede, tidligere underviser Lars Bjerg, analysere disse påstande. Jeg springer let og elegant hen over Toulmins model (undskyld, Lars) og dissekerer på godt dansk. Vi står med to påstande:

1. Det er dårlig udnyttelse af fagjournalisters faglighed at sætte dem til at arbejde på web-delen.
2. Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i bemandingen på webdelen.

Lad os se på den første påstand, der går på, at fagjournalisters faglighed ikke kan udnyttes optimalt på nettet. Men vent! Hvor har de det fra? Det kunne jo være rart, om Frederik M. Juel havde fået lov til at argumentere for sin påstand, men siden det ikke er tilfældet, så vil jeg hermed gerne tænde mikrofonen:

HVORFOR er det ikke muligt at lade for eksempel en solid faglig ballast og et veludbygget kildenetværk på kulturområdet berige webdelen og dermed trække flere læsere til? Hvad er det, der står i vejen?

Jeg vil virkelig gerne høre nogle argumenter, for jeg har svært ved selv at komme på nogen.

Jeg er klar over, at dén ‘optimale udnyttelse’ som implicit nævnes næsten må være den, der udmønter sig i helsides opslag med dybdegående interviews og analyser i søndagsudgaverne. Men den slags udnyttelse af jeres ‘faglighed’ er der jo tydeligvis ikke nok, der ønsker at aftage, vel? Så kan den være nok så vigtig for ‘avisens kvalitet’. Det er jo lidt ligemeget, hvis der alligevel ikke er nogen, der læser den. Spørg bare de 130 redaktionelle medarbejdere, der blev fyret, da Seattle PI lukkede printmediet.

Lad os se på påstand nummer to: Det skader avisens kvalitet, at fagjournalister indgår i webdelens vagtplan.

Her er vi ude i dét, jeg næsten ville kalde ‘retorisk sludder’. For hvordan kan det skade avisen, at webdelen bliver smykket med en bredere vifte af kompetencer? Men jeg går naturligvis ud fra, at påstanden hviler på en antagelse om, at værdi til nettet er værdi der går fra printudgaven. Jeg kan følge Berlingske journalister så langt, at det selvfølgelig ikke kan forventes at de skal producere samme mængde stof til printudgaven som hidtil, når nogle af deres arbejdstimer skal lægges direkte i web-delen. Men jeg tror oprigtigt talt, at en tur i vælten som web-journalist i ny og næ kan højne det generelle niveau hos selv de mest garvede fagjournalister.

Det kunne jo være, for at bruge Politiken-bloggeren Ida Jengs ord, at visse journalister på de store dagblade og TV-stationer havde været en kende mindre selvfede at høre på, hvis de på et tidligere tidspunkt i deres karriere var blevet direkte konfronteret med aftagerne af deres produkter. Det her er chancen for at få rigtig feedback, og er det ikke det, vi journalister plejer at sige er fundamentet for udvikling? Min påstand er, at man bliver en bedre journalist af at begive sig ind i online-journalistikkens arena. Her bliver du tvunget til at se dine læsere i øjnene, og dommen falder prompte, hvis du sidder gemt bag din telefon og dit skrivebord og bedriver rendyrket distancejournalistik. Verden er vokset fra det. Heldigvis da, for findes der noget mere dødssygt?

Jeg forstår godt, hvis man ikke synes det er fedt at få uregelmæssige arbejdstider trukket ned over hovedet. Jeg forstår også godt, at webmediet kan virke uoverskueligt, hvis man har produceret artikler til print i 20 år. Men der er altså kun en vej, og det er fremad. Ud over stepperne.

Så se det her som jeres chance for – under ordnede forhold og sikkert med en flink webjournalist ved jeres side – at sætte tænderne i webmediet. Det er på tide. Slå jer løs med faglighed, gør webdelen endnu bedre! Og hvis I ikke kan det, så se vagterne på webdelen som jeres indsats for at holde skruen i vandet på Berlingske Tidendes printudgave.

Alt godt herfra. Hold dig ikke tilbage, hvis du er enig, uenig eller bare har lyst til at kalde mig en lalleglad hippie eller en grønskolling. Jeg lytter og svarer gerne.