Alle strikkere skal kende Ravelry
OK, det er godt nok ubehjælpelig lavsæson for strikning, men kloge strikkere ved jo, at det er nu de store projekter skal slås op hvis man vil nå at have de varme uldsager klar når frostgraderne kommer. Og hvor de fleste danske strikkere kender Drops’ opskriftsbase, så har jeg endnu aldrig mødt en dansker som kendte Ravelry. Det vil jeg gerne lave om på, for Ravely er intet mindre end genialt.
Ravely er et netværk for strikkere og hæklere på nettet. For at blive medlem, skal man sende en anmodning (Request an Invitation-knappen på forsiden), og så går der et par dage, før man bliver lukket ind. Tilføjelse 28.08.2010: Denne del af registeringen er nu sløjfet, så du kan nu blive medlem og få adgang på få minutter.
Ravelry minder i sin opbygning om facebook, bare i specialiseret miniformat. Alt indhold er brugergenereret, langt det meste er gratis, og du kan endda være heldig at finde enkeltopskrifter fra dyre strikkebøger helt gratis på Ravelry (muligvis piratopskrifter, garanterer ikke for det juridiske i det).
Masser af brugerfotos af de færdige resultater
En utrolig dejlig ting ved Ravelry er, at brugerne er meget flinke til at dele fotos af deres arbejde. Alle har prøvet at strikke en opskrift som på fotoet i bogen så fantastisk ud (måske fordi modellen var myndeslank og havde en helt anden hudtone), men som i sin færdige form bare var helt forkert. Det er spild af penge og værst af alt, mange timers spildt arbejde, enhver strikkers ultimative øv-oplevelse. Men på Ravelry kan du gå ind på f.eks. en sweateropskrift og se alle de fotos, der er lagt op af sweatre, strikket efter den opskrift, ofte plus vejledninger til de små variationer, som mange har det med at tilføje undervejs, undertegnede inklusive.
Eksempel: Best Friend Cardigan – Twinkle’s Big City Knits
F.eks. fandt jeg den sweater, der hedder Best Friend Cardigan fra bogen Twinkle’s Big City Knits som koster en bondegård (£29.25 på amazon.co.uk). Ikke bare fandt jeg mønstret frit tilgængeligt, jeg fandt også læssevis af brugerbilleder af sweateren strikket i forskellige garntyper, i forskellige farver og størrelser, med og uden bomber osv. Jeg er i skrivende stund (hvilket er august 2010) ved at strikke den hals-ting, der hedder Candle Flame Cowl, og vil med afsæt i dén opskrift forklare de basale funktioner ved Ravelry gennem et screenshot, som jeg har kommenteret, klik på billedet for høj opløsning.
Den ultimative fordel: fanebladet ‘Projects’
Ravelrys største styrke er, at hver gang en bruger klikker på knappen ‘cast on’ (som betyder ’slå op’ – altså maskerne) ved en given opskrift, så bliver der på deres profil oprettet et projekt, der er tilknyttet den pågældende opskrift. Hvis brugeren så lægger billeder på sit strikkeprojekt, bliver de billeder frit tilgængelige for alle andre brugere, under fanebladet ‘projects’. For opskriften på Candle Flame Cowl, ser projects-siden sådan her ud:
Det er så nyttigt at kunne se, hvordan en opskrift ser ud med andre typer garn og ikke mindst læse andres erfaringer med opskriften. Mange laver små ændringer, som de så beskriver inde på deres specifikke project, som du kommer ind til ved at klikke på overskriften på hvert project. Man kan sågar notere et project som helpful eller favorit og sortere projects-siden efter mest helpful eller most favorited. Genialt!
Intelligent garnsøgemaskine

Du kan også fortælle Ravelry hvilke garner du har liggende, give garntypen stjerner fra et til fem og, smartest af alt; søge på opskrifter, der passer til det specifikke garn og den mængde du har liggende. Knappen her til venstre viser, at jeg har givet Drops Eskimo fire stjerner, at der i skrivende stund er 1492 projekter, der bruger netop dét det garn på Ravelry, og at 728 brugere har tilføjet det i deres strikkelager (stash). Funktionen er perfekt til garnrester, jeg havde f.eks. 1 1/2 nøgle DROPS Eskimo i shock pink liggende, og anede ikke hvad jeg skulle bruge det til. Jeg fandt en supersimpel, lækker opskrift på Ravelry, der hedder ‘Wham Bam, Thank you lamb’ og så var den garnrest væk. Dejligt!
Jeg håber at se en masse af jer på Ravelry, så vi kan dele opskrifter og erfaringer. Skriv endelig, hvis du har nogle spørgsmål til Ravelry, så skal jeg svare efter bedste evne. Du kan også gå ind på min profil på Ravelry (kræver login) og tilføje mig som ven, jeg bistår gerne med evt. spørgsmål til oversættelse, da jeg efterhånden er blevet tosproget når det kommer til strikkeopskrifter.
Opdateret: 28.08.2010









