Indlæg relateret til troværdighed

Kære Politiken, brug dog links!

Politiken irriterer mig grænseløst. For Politiken linker helst kun til sig selv, og hvis Politiken linker til andre, så skal linket helst ligge helt i bunden af artiklen, ledsaget af advarslen ‘eksternt link’ (uha uha, som i VÆK fra Politikens trygge lille indhegning, nej, nu har jeg aldrig hørt mage, stik mig en valium!)

Lad os tage et eksempel fra i dag. Med vanlig arrogance formår Politiken at besværliggøre min færden i de allerførste tre artikler, jeg klikker på hos dem. Sjovt nok blev de dermed de eneste jeg gad se på. Vi tager Kvindefjendsk fortid indhenter LA-spidskandidat, som ser således ud:

Her har vi virkelig et eksempel på en historie, der kunne tage baby step nummer et og udnytte links, eftersom nævnte udtalelser er foretaget på en art blog ved navn damefrokosten. Det nævner Politiken allerede i første linje, men får vi et link? Nej. “Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med”, siger Politiken til dig og klapper dig nedladende på hovedet. “Nu skal du først læse Vores Ord, og hvis du så tør, så kan du klikke på nogle af de faretruende røde links i versaler, som vi har puttet allernederst”. Et link, der i øvrigt linker til Uffe Elbæks kommentar til dem i stedet for selve anklagerne (måske det er tid til et medarbejderkursus?).

Og herefter går det ellers derudaf med at planke bloggens indhold. Vi får DOKUMENTATION:

“Artiklen” her består anklagerne, løftet fra bloggen hvor de oprindeligt blev fremsagt og lagt i redigeret udgave ind på Politiken. Det er DOKUMENTATION på Politiken, redigeret dokumentation, jovist, men hvem kerer sig om den slags når musikken spiller? Politiken gør i hvert fald ikke. Denne Politikens jam-session over konceptet ‘dokumentation’ omfatter naturligvis heller ikke den lange efterfølgende debat, som – newsflash! – også er relevant for mange.

Det er gået stærkt, ser man på stavefejlene, men det værste er nu, at på siden med DOKUMENTATION skriver man blot, at anklagerne er fremsat på damefrokosten, uden forklaring til eventuelle nytilkomne læserne om hvad det er og UDEN LINK! Så kan vi sidde der og spekulere på hvad Ole Birk Olesen lavede til en damefrokost eller vi kan prøve at skrive damefrokosten.dk, blot for at finde ud af at det domæne er ejet af one.com. Så kan vi google og finde den rigtige blog, men ak, udtalelserne er fra juni, så de er ikke umiddelbart at finde på siden. Ind i arkiverne og bladre….ZZZzzzzzz……

Hvis nogen ellers gad at læse Politikens redigerede DOKUMENTATION færdig, ville de opdage, at der helt nede i bunden med advarslen ‘eksternt link’ lå endnu et link til Uffe Elbæks kommentar til de oprindelige anklager. Og læseren kunne dermed ad omveje finde frem til anklagerne, som de blev fremsagt i sin tid, altså, den egentlige dokumentation.

Så kære Politiken…

Det link er det eneste relevante i jeres ‘dokumentation’ og det bliver puttet i skammekrogen. Det er DOKUMENTATION, der tildækker den ægte dokumentation og det er hamrende dårlig stil. Som H.V. Kaalund så smukt formulerede det, “Den mand er jo ikke stort bevendt, som praler af sin hjerne – det er jo kun den skrumpne nød, der rasler med sin kerne”. Måske noget man kunne trykke på en plakat og hænge op i redaktionslokalerne? Nej, nevermind…

Men her er hvad jeg, jeres læser tænker om jeres strategi:

Hvis Politiken finder den ekstra information og – i dette tilfælde – den ægte dokumentation hos andre irrelevant, fred være med det, det er da en holdning man kan have. Men giv dog læserne muligheden for at få adgang til informationen! Det kræver ikke så meget som ét anslag mere i den endelige tekst at få et link ind i første linje, og hvis det tager Politikens journalister mere end fem sekunder at lave det, skulle man måske overveje at sende dem på kursus. Jeres praksis med ‘eksternt link’-advarslen viser mig, at der ligger en strategi bag jeres måde at linke på. Hvor efterlader det mig som læser, jo, ved den konklusion at Politiken kun nødigt ønsker at give mig information, som ikke ligger på Politiken. Og i så fald sørger for at gemme den godt og grundigt. Synes I selv det er hæderlig avisdrift?

Her er et forslag, skriv ADVARSEL! ‘internt link’, når I linker til jer selv. Og lad være med at bruge etiketten ‘DOKUMENTATION’ når I ikke kan leve op til det. Eller bare start med at svare et spørgsmål: Hvorfor er I så bange for at informere?

Tilføjelse: Politiken har efterfølgende redigeret sidstnævnte artikel, så ordet dokumentation blev fjernet og damefrokosten fik sin .com-endelse på. Men der er stadig kun et link allernederst i teksten.

Iransk kvinde viser vejen på YouTube

Det her handler ikke om Neda. Det handler om en 25-årig kvinde, som har postet en video på YouTube. En video,  der giver et skærende indblik i hendes tanker. Det er den mest fængende video, jeg nogensinde har set, den giver mig lyst til at lære persisk. Du kan se den på YouTube eller i playeren til venstre i sin originale version, eller med engelske undertekster her hos Ekstra Bladet ( tak til Anders Kjærulff for lige at gøre opmærksom på det). Den er lagt op 19. juni, dagen før balladen for alvor tog fat, og prøv engang at sætte filmen i gang, mens du læser kvindens egen oversættelse her:

Tonight the sound of God is Greater can be heard louder and louder than previous nights

Where is this?! Where is this place where everything has been blocked?

Where is this place where people are just shouting the name of God?

Where is this place where the sound of God is Greater can be heard louder and louder?

Everyday Im just waiting to see if there will be more and louder voices at nights?

My body trembles

…and I wonder if God trembles too?

Where is this where weve been imprisoned so innocently?

Where is this where no one gives us a helping hand?!

Where is this place, where we are getting our voices heard worldwide through our silence?

Where is this place where the blood of its young people is shed on the streets…, where people stand and pray on their blood?

Where is this place where its people are named Gangsters & Thugs?!

Where is this?

This is Iran. This is my land and yours!

This is Iran

Paradoksal tyrkertro på twitter

TehranSiden valgprotesterne i Iran begyndte har jeg været en af de nu 37.000 twittere, som følger personen eller personerne bag twitterprofilen persiankiwi. Jeg har især fulgt de links, der ledte mig videre ind til utrolige og forfærdende billedserier på fotosiden Flickr (som denne) – og youtube-videoer som denne hvor en iransk pige optager sine egne tanker i mørket en nat i Tehran, mens en råbende menneskemængde går amok nede på gaden (se den video, den er ike blodig). Det samme har metroxpress, BBC, The Guardian og et væld af andre nyhedstjenester.

Persiankiwi har ikke beskæftiget sig med at dokumentere sin autencitet, men bare spyet en sand strøm af informationer og links ud. Lidt personlige lovprisninger af Moussavi og Allah i ny og næ, men ellers var der ikke skyggen af vink om, hvem der gemmer sig bag profilen.

Jeg har altså ladet tweets fra en fremmed blive en del af mit nyhedsbillede fra Tehran. Med tweets oplevede jeg, at sanseindtrykkene blev kastet ind i hjernen og blandet med fakta på en ny måde. Men jo mere jeg hørte på den måde, jo mere vænnede jeg mig til at acceptere stoffet med forbeholdene på afdæmpet automatpilot. Stille og roligt konstaterede jeg, at persiankiwis rapporteringer blev arkiveret i min hukommelse, akkurat ligeså blåstemplet, som hvis jeg havde set det i levende billeder på BBC. Jeg har med andre ord ædt præmissen om, at persiankiwi ER iraner og persiankiwi SER og HØRER for mig i Tehran.

Jeg er åbenbart ligeglad med motiver

Det er ikke stort anderledes for mig, end at jeg som regel tager en venindes fortælling om, hvad hun har hørt i radioavisen for pålydende (medmindre det er en helt absurd fortælling hun disker op med). For vi kender jo hinanden, vi udveksler subjektive opfattelser. Hvorfor skulle hun dog lyve om dette og hint?

Så svarer du måske ‘jamen, persiankiwi har en interesse i at du fatter sympati. Persiankiwi har et incitament til at lyve’.

Og ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med persiankiwis motiver. Han (eller hun eller de) har erklæret, at han støtter Moussavi og hans Sea of Green, jeg ved godt, at han måske kunne være fristet til at smøre lidt tykt på. Men det kan jeg snildt overskue at have i baghovedet, når hans tweets tikker ind. Først fortalte  jeg mig selv, at det var den handel jeg accepterede i mangel af journalistiske kilder fra Tehran. Jeg accepterede handlen, fordi han med tweets som disse, viste mig en flig af situationen i Tehran:

if u wantto help but are frightened of the streets – give blood – that is big help #Iranelection Sea of Green5:37 AM Jun 22nd from web

If there is tear gas – burn cars – smoke protects you from tear gas – #Iranelection RT RT RT5:01 AM Jun 22nd from web

Men det gik snart op for mig, at jeg løj for mig selv. Jeg ville æde det uanset om der så var en million vestlige journalister i Tehran. For mig, er tweets som disse ligeså meget værd som hundrede reportere, som toner frem for at sige ting som ‘stemningen i Tehran er presset’ og sniksnakke om udfordringerne for det internationale diplomati i forhold til det iranske styre (som f.eks. Vibeke Sperling, der snakker med sig selv på Politiken). Det her er noget andet. Det er ligesom at have en bekendt i Iran. Og derfor er det også helt fint med mig, at etablerede medier bruger tweets som baggrund for dækningen af Iran, som The Guardian gør til ug, og som f.eks. Ekstra Bladet har gjort herhjemme.

Bemkymret for en twitter

Nu er jeg så i båd med persiankiwis øvrige ‘followers’ på twitter og alle dem, der har hørt fra ham gennem andre kanaler. For informationsstrømmen er pludselig stoppet efter et par dramatiske tweets. Blogindlæg, nyhedsartikler og kommentarer popper op i massevis for at tilkendegive støtte og håb, om at personen/personerne bag profilen har det godt. Jeg har tænkt det samme. Jeg har været trist på en ukendt twitterprofils vegne, særligt på grund af disse sidste tweets:

we must go – dont know when we can get internet – they take 1 of us, they will torture and get names – now we must move fast – #Iranelection 8:04 PM Jun 24th from web

Allah – you are the creator of all and all must return to you – Allah Akbar – #Iranelection Sea of Green8:09 PM Jun 24th from web

Sidste tweet er det sidste livstegn fra persiankiwi, og med hans tidligere twitterfrekvens i baghovedet, er det foruroligende, at han nu har været tavs i halvandet døgn. En kommentar oplyser, at sidste besked svarer nogenlunde til et vers i koranen, som man siger, når nogen skal dø eller man hører, at en person er død. Og det piner mig!

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg har det med at indrømme, at jeg er hoppet på noget, som jeg ikke har set skyggen af bevis for. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg har anerkendt persiankiwi, og at hans fortsatte tavshed oprigtigt bekymrer mig. Og hvis vi nu et øjeblik udelukker dén svarmulighed, at jeg bare er opfyldt af kombinationen naiv+nysgerig (som bestemt er tænkeligt) hvor kommer hans troværdighed så fra? Hvad består twitter-troværdighed af?



Alt indhold © 2009-2010 Signe Marie Richter, offentliggjort her under en Creative Commons 3.0 Unported licens

RSS Feed. Bloggen kører Wordpress og Modern Clix, et design af Rodrigo Galindez.