Nøj, hvor tog jeg fejl. Jeg havde vel et eller andet sted regnet med, at jeg skulle i byen et par gange om ugen og tage på weekendture en gang om måneden, når jeg kom herover, naturhippie som jeg er. Det har der overhovedet ikke været plads til. Jeg har været på én weekendtur  ud af Montréal siden jeg ankom i august, et par enkelte dagsture og været ude og danse moderne vel en gang hver anden uge i snit.

En af årsagerne er det fag, der hedder Quebec Politics & Society, det er et førsteårsfag og skulle altså være rimelig overkommeligt. Think again. Det trækker virkelig tænder ud. Det er et hold på omtrent 50 studerende og undervisningen er lectures på god gammeldags auditoriefacon. Finten er her, at alle i Quebec – udover at vokse op i nævnte society – modtager undervisning i selvsamme fag forud for deres tid på uni. Startniveauet på universitetet er altså forholdsvist basalt for en Quebecois, men det var fuldkommen overvældende for mig. Ikke nok med at underviseren antog at alle i lokalet vidste hvem der gemte sig bag navnene Duplessis, Lesage og Levesque, han gik også ud fra at alle uden videre kunne redegøre for forløbet under Quebecs Quiet Revolution i 1960′erne og fortælle hvem der var hovedaktørerne i 1970s October Crisis.

Jeg brugte de første par uger på intensivt at støvsuge wikipedia for al information om ovennævnte og lidt til, men har følt mig bagude gennem hele courset. Og gør det stadig. I morgen afleverer jeg 16 sider skrevet udfra følgende oplæg:

While Quebec’s Quiet Revolution of the 1960s brought profound institutional change to the province, the real impact seems to have hit Quebec society ten years later in the social and political unrest of the 1970s. Address the events of the 1970s by showing how the changes of the 1960s enabled and precipitated them.

Og mellem os, ikke? Så aner jeg ikke hvad jeg snakker om i halvdelen af opgaven. Inden jeg kom herover vidste jeg ikke engang at Quebec havde et problematisk forhold til resten af Canada, eller at der stadig findes Quebeqois der med en underlig slet skjult stolthed kan finde på at proklamere, at folk i Quebec er ‘Nègres blancs d’Amérique’- altså Amerikas hvide niggers (udtrykket stammer fra en bog skrevet af en af lederne i FLQ, Front de Liberation du Quebec). De sparer ikke på retorikken herovre, der må man sige de slægter franskmændene på… Men alt det var jeg lykkeligt uvidende om, da jeg landede.

Det her er grunden til jeg ikke er skåret til denne form for universitetsundervisning. Man kan stoppe en masse viden ind i hovedet midlertidigt, men når man at lære noget, når der skal mases så meget viden ind på så kort tid? Jeg tillader mig at tvivle…

Ret skal være ret, jeg er blevet belønnet for min indsats med et A og et A- for mine to midterm essays, men når jeg læser dem nu – tre uger efter jeg har skrevet dem – så har jeg sgu svært ved at forstå at det er mig, der har skrevet de essays (som handler om hhv. Canada’s shifting citizenship regimes og Economic policies as a road to independence). Det er ikke en viden jeg føler jeg har.

Faktisk er mit kursus på journalstik, kaldet Computerized Data Accessing det jeg ser mindst frem til, hvis jeg endelig skulle gøre det op, men ok jeg har endnu ikke haft første time, så tag det med et gran salt. Jeg håber dog, at jeg kan tiltuske mig et mere interessant fag på journalistik her i løbet af den næste uge, hvor folk, som traditionen foreskriver dropper kurser i stor stil. Mit største ønske i journalistik er et fag på 400niveau (hvilket betyder omtrent tredje/fjerdeårsniveau) som hedder Critical Approaches to Journalism, og som er et disussionsfag hvor ens karakter i høj grad afhænger af deltagelse i undervisningen (det kan danskeren lide) og som sætter journalistik ind i en samfundsfaglig kontekst, diskuterer mediernes rolle i dagligdagens Québec og internationalt. Men nu må vi se, om der bliver plads…

Dette er ikke de fag, jeg har fået forhåndsgodendt fra DJH, men jeg krydser mine små fingre for at de vil godkende den sammensætning, jeg er kommet frem til, for jeg er faktisk meget tilfreds.

Min uge ser lige nu således ud:

Mandag: Ingen timer
Tirsdag: 10:15 til 12:45 har jeg Québec Society & Politics på School of Community & Public Affairs på Sir George William campusset downtown, og om aftenen fra 17:45 til 20:15 har jeg så Women in Religion: Islam på samme campus, men på Department of Religion i stedet.
Onsdag: Ingen timer
Torsdag: 14:45 til 17:30 har jeg Intro to Women’s Studies II på Simone de Beauvoir Institute som også er på SGW campus.
Fredag: 12:15 til 14:30 har jeg Computerized Data Accessing som er under Journalism Department på det mere afsides liggende Loyola Campus en syv km fra downtown.

Jeg har intet læst og ingen bøger købt, efter anbefaling fra International Student’s Office, da de enkelte undervisere åbenbart temmelig autonomt bestemmer, hvor meget eller lidt de vil følge de officielle bogpakker, som bliver solgt på universitetet. Så jeg er meget, meget spændt på niveauet og glæder mig som en anden mønsterelev til første skoledag i morgen.

Problem: Macbook ville ikke starte overhovedet

Kort efter min ankomst valgte min computer, en knap tre år gammel macbook, at stå af. Der skete intet, når jeg trykkede på power, ingen lyde der kunne indikere at harddisken gik i gang, intet blink i skærmen, absolut INGEN reaktion. Strømforbindelsen lyste fint, og gik på orange, hvis jeg efterlod den døde maskine uden strøm – noget der indikerede at der var ‘kontakt’ mellem batteriet og strømforsyningen. Jeg pillede ram-blokke ud og satte dem i igen, jeg startede uden batteri, jeg forsøgte at resette SMC (som anvist af Apple online support) – ingen resultater. Med tanke på at strømtilslutningen tilsyneladende fungerede fint og at hverken harddisken (som i øvrigt er næsten ny) eller skærmen viste tegn på liv, kunne jeg komme på to mulige diagnoser: En fejl på motherboardet (lig med: køb en ny maskine!) eller en fejl isoleret til power-knappen. Det sidste virkede så usandsynligt, hvordan skulle powerknappen pludselig gå i stykker? Derfor var det egentlig en officiel dødsattest, jeg regnede med at få serveret, da jeg nogle dage senere trådte ind i Apple Store på St. Catherine i downtown Montréal. Herovre har de nemlig det fantastiske koncept Genius Bar!

Apple rækker hånden ud: Genius Bar!

Man bestiller tid i forvejen online, og jeg ankom selvfølgelig til butikken ti minutter for sent, jeg har bare ingen retningssans i nye byer, det er pinligt! I butikken henvender man sig til den orangeklædte, såkaldte ‘concierge’ som så melder til de såkaldte ‘geniuses’ at man er ankommet og ens navn kommer op på en skærm i Genius Baren. Jeg fik heldigvis lov til at komme til på trods af min forsinkelsede ankomst, og efter tyve minutter stod et af genierne og kiggede skeptisk på skærmen og pippede et tøvende ‘gnnnnn… MARIE’. Ingen herovre kan finde ud af mit navn, så hvis mit mellemnavn er der, så springer de det bare Signe over, hvilket jeg finder ret pudsigt.

Geniet tog min macbook, spurgte til problemet og tog maskinen med ud bagved. Mens jeg ventede kunne jeg sidde der og betragte Genius Baren med store øjne. Lækre macbooks, iMacs, iPods og cinema displays som man kan føle og løfte på og lege med så tosset man vil. Og en masse flinke genier, der ganske gratis hjælper Apples kunder med tekniske spørgsmål og store smil. Jeg var imponeret! Og tænkte, at Fona kunne lære et og andet…

Gratis gaver fra Apple

Efter ti minutter skete miraklet så: ‘Mit’ geni kom tilbage fra operationsstuen med min macbook – i tændt tilstand! Jeg var fuldkommen målløs og takkede ham mange gange. Han forklarede, at der ikke var ordentlig kontakt mellem powerknappen og kontakten under knappen, fordi topcoveret havde rykket sig en anelse på grund af en bristning i plasticen dér hvor man hviler hænderne, når man skriver (en desværre temmelig velkendt fejl på min generation af macbooks, som jeg også har fået udbedret en gang før af min forhandler i Danmark). Min maskine er tre år gammel, og ikke dækket af nogen ekstra forsikringer, så jeg spurgte til omkostningerne ved reparation, og geniet studerede maskinen indgående og sagde så, at når den var i så fin stand kunne han lade reparationen gå under noget, de kalder et ‘quality program’ som ville gøre reparationen gratis for mig. Jeg takkede igen som en anden… lalleglad tosse ‘thank you, thank you, I do not know what to say’ og blablabla. På en macbook er hele topcoveret ‘et stykke’ altså alt det, man ser ned på når man åbner computeren er en enkelt ‘del’. Så jeg fik altså løfte på ganske gratis at få monteret et nyt topcover inklusive nyt dansk tastatur (som han så også lige undskyldte mange gange for, at jeg må vente 3 uger på, fordi det skulle bestilles fra Holland).

Men var det alt? Nejnej, geniet kigger så på mit batteris tilstand, som var på sølle 10% af oprindelig kraft, noget der vist er meget normalt for et tre år gammelt laptopbatteri. Jeg forklarede lidt undskyldende, at jeg længe havde ville købe et nyt batteri, han spurgte hvor længe det havde været så slidt. Omtrent tre måneder. Så fortalte han, at Apples politik er, at et batteri på under 300 cykli (altså opladninger) skal ligge på X% (kan ikke huske tallet), og hvis det ligger langt under, giver Apple et nyt batteri gratis. Mit lå langt under med sine 10%.

Han tjekkede mit system, det viste sig, at mit batteri var på 380 cykli, og han slog undskyldende ud med armene og forklarede at jeg selv måtte til lommerne, hvis jeg ville have et nyt batteri. Jeg var på det tidspunkt overlykkelig over at min computer overhovedet levede og at jeg dermed slap for at købe en ny, så et nyt batteri virkede som en lille udskrivning. Han var dog nærmest brødbetynget over det, og tilbød mig en rabat på 50% hvis jeg købte batteriet samtidig med reparationen, altså når mit tastatur ankom. Jeg takkede igen, tak blev efterhånden et fattigt ord, så mange gange havde jeg sagt det…

Menmen, så let slap jeg ikke. Mens geniet ordnede papirarbejdet for reparationssagen sludrede han lidt og spurgte ind til mit besøg i Montreal, jeg fortalte at jeg skulle studere på Concordia og han spurgte ind til hvor jeg boede, hvordan det gik med franskkundskaberne (jeg havde rost hans engelske, fordi det er så sjældent jeg møder en, der villigt taler engelsk her). Pludselig slog han ud med armene og sagde ‘You know what, I’m going to give you a new battery free of charge. It will be sort of a welcome to Montreal present from Apple’.

Jeg havde ikke flere fancy versioner af tak i mit ordforråd, men jeg tror mit ansigtsudtryk sagde det hele. Og nu har jeg så forsøgt at give lidt tilbage ved at fortælle om oplevelsen her. Jeg kom ind med en tre år gammel maskine uden ekstra forsikringer og uden kvittering. Jeg kom derfra med et spritnyt batteri og aftale om spritnyt topcover, dansk tastatur og montering foretaget ganske gratis. Jeg har aldrig oplevet lignende service. Så tak til Apple for det!

Som en lille fodnote kan jeg supplere med, at det jo er fantastisk taktisk kundeservice. Jeg har aldrig haft så stor lyst til at lægge penge hos en virksomhed, som da jeg forlod den Genius Bar. Jeg pønser nu på at udvide Apple-maskinparken med en 16GB iPod touch… Det virker som det helt rigtige at gøre ovenpå den oplevelse.

Her følger det indlæg jeg skrev inden jeg fik min internetforbindelse, så det er lidt forsinket. For nogle vil en del af oplysningerne her virke overflødige, men indlæggene er også tænkt som en hjælp til de, der vil udveksles til Canada senere hen.

Jeg bringer jer her første fællesberetning fra min lille balkon, hvor jeg sidder i det meget tidlige morgenlys ud til Rue de la Roche i det, jeg kan mærke er et fantastisk kvarter i Montréal – det meget franske le Plateau. Jeg har koblet min computer til min udlejer Myriams små højttalere og hører Savage Rose, det gør jeg ellers aldrig. Myriam, som ellers bor meget beskedent, har verdens mest avancerede kaffemaskine, som jeg opgav at betjene, så jeg sidder med en cappuccino fra den lokale Starbucks. I min befippelse over at alt foregår på fransk og selv manden i Starbucks havde svært ved at forstå mig på engelsk, tog jeg selvfølgelig et for lille låg og præsterede derfor at spilde halvdelen ud over mig selv på vejen hjem.  Det lader til, at den officielle policy om, at al information til kunder og borgere skal være på både engelsk og fransk bliver pænt ignoreret her på le Plateau. Så jeg skal finde mig et franskkursus rimelig hurtigt…

Jeg har ikke rigtig overskud til at sortere i indtrykkene på nuværende tidspunkt, så måske det her bliver lidt langt og rodet og nogle lidt mærkelige ting jeg nævner, men bær over med mig. Jeg lover at arbejde på læsværdigheden hen over de næste par skriverier, promis! Som de siger herovre….

Rejsen føltes lang, flyet til Geneve var det mindste jeg har fløjet med nogensinde, mindre end dem, der fløj Århus-København da jeg var barn. To gange to sæder hele vejen ned og jeg kunne næsten ikke engang strikke uden at ramme damen på den anden side af den smalle gangstrimmel mellem sæderne. Og Geneve lufthavn er da nok den mest dødssyge jeg har oplevet, kilometervis af underjordiske gange med dårlig luft og ringe information.

På turen Geneve-Montreal sad jeg lige bag businessclass, som var FOR VILDT designet, no wonder de sæder er et stort hug i budgetterne hos diverse virksomheder. Vi snakker ca. en kvadratmeters pladsøkonomisk udformet boks til hver, dagslyssimulatorer, fodskamler, massageruller og små flasker Moët til ligesom at slå den rette flyvestemning an – og jeg kunne sidde fra mit lille economy-frimærke og glo misundeligt ind på deres udstrakte ben. Men ok, de betaler vist også ti gange så meget for deres plads. Jeg sad på anden række i econmy-delen, og foran mig på pladserne med meget benplads sad par med babyer og små børn – noget jeg var en anelse spændt på hvordan ville forløbe. Men de klarede det til ug, et libanesisk par havde bare verdens kæreste lille pige som sendte passagerne bagved totalt rejseirritations-optøende smil, når hun da ikke sov som en engel. Det var nogle børn jeg kunne forholde mig til. Stewardesserne kaldte mig konsekvent Madame, hvilket i mine øre lugter hen ad ‘dame,’ men det er sikkert bare hvad man kalder voksne kvinder på fransk, dunno?

Immigration forløb problemfrit, selv om jeg havde mine bange anelser, da jeg skulle vise pas og forklare mine grunde til at rejse ind i Canada tre gange før jeg overhovedet kom til den første egentlige gatekeeper, manden i customs. En spinkel, bebrillet og sirligt barberet mand i 50′erne iført sort politiuniform med hvad jeg antager var hans ID-nummer på 7-8 cifre broderet med kæmpe gule tal over højre brystlomme. Inden han overhovedet havde set mig i øjnene, fik jeg et tørt ‘if you would please turn off your music and take off your headphones, miss’ – selv om jeg havde slukket og bare havde et par tavse ørebøffer hængende om halsen. Men ok, overdrevet respekt for uniformerede autoriteter er jo heller ikke noget vi dyrker voldsomt i Danmark.

Mr. Customs ville også se den pose Tyrkisk Peber, som jeg havde købt i lufthavnen til Myriam, min udlejer, og han trykkede omhyggeligt på posen for at konstatere, at den ikke havde været åbnet, inden han bad mig erklære og skrive under på at jeg ikke havde nogen andre former for fødevarer med ind i Canada. Da jeg spagt nævnte, at jeg også havde en flaske whiskey med krøllede hans øjenbryn helt sammen og ‘if you would please show it to me, miss’. Da jeg rakte ham en stor flaske Glenlivet og frygtede at den skulle konfiskeres, blev han helt normal i ansigtet og sagde ‘good choice miss, we do not allow bad liquer into Canada’ og SMILEDE. Første smil i Canada. Der gik lige et par øjeblikke før jeg opdagede, at han tog pis på mig. Mr. Customs var altså en flink mand…  Derefter skulle jeg bare stå i kø i hundrede år  i Immigrations før en dame stemplede mit pas og formanede mig om, at jeg KUN måtte søge skolegang på Concordia og ingen andre steder. Jeg skulle slet ikke vise min erklæring fra SU-styrelsen om at jeg er finansieret hjemmefra, de stoler åbenbart på at danskere ikke vil nasse sociale ydelser eller søge permanent ophold.

Jeg fik al min baggage uden problemer (stor rækken-tunge til damen i Gouda der insisterede på det var dumt og uforsvarligt ikke at tilvælge forsikring mod forsinket baggage når jeg nu skulle skifte og havde to stykker baggage hvad har vi ellers!). Jeg oksede mig tungt belæsset ud i verdens mindste ankomsthal og styrede direkte udenfor til en mundfuld frisk luuuuuft. Troede jeg. Frisk luft er ikke frisk luft herovre, luftfugtigheden er så høj at man bliver klistret over hele kroppen på tre sekunder, og dér stod jeg i lange, stramme jeans (som moden herovre OVERHOVEDET ikke foreskriver, i øvrigt), striktop og cardigan. Ødrk, det var varmt. Jeg fandt en velkomststand til internationale studerende, hvor jeg fik et metrokort, et par foldere og en voucher, så jeg kunne komme til centrum med offentlig transport for 7 canadian dollars mod 20 uden voucher og 50 for en taxa – dejligt.

Jeg fik en shuttlebus til centrum, som satte mig af på noget, der umiskendeligt lignede en parkeringsplads fro greyhoundbusser, men som skulle være en metrostation med navnet Berri-Uquam. Der var INGEN skilte. Ikke noget med ‘metro’ og en pil, næhnej, totalt overflødigt med den slags information. Min hjerne var på det tidspunkt godt nede omkring de 30% i funktionalitet efter rejsen, men jeg fik da skubbet mig gennem et par metaldøre, forbi et rum med baggagebokse, men stadig ingen skilte, og tog den logiske vej mod en metro – ned af den første trappe som ellers ikke så ud til at lede nogen steder hen. Og voilá, der var lige en kæmpe metrostation med tre krydsende linier gemt nede under parkeringspladsen uden skilte. Det kunne jeg vel have sagt mig selv

Jeg kom op på station Mont-Royal, som på overfladen heller ikke gør megen stads af sig. En lille, slidt betonbelagt plads med to smalle glasdøre der leder ind til en trappe ned til metroen, det er alt. Der sad en fyr og klimpede guitar og spillede Strawberry Fields Forever med en breeeed amerikansk accent, det har jeg alligevel aldrig hørt før… Jeg stod lidt og gloede rundt, gaderne er brede med parkeringspladser i begge sider og to-tre meter brede fortove, mange af dem med store træer langs vejen. Bydelen er lavt bebygget, de højeste huse er i fire plan, men langt de fleste er kun i to. Bygningerne ligger sådan lidt trukket tilbage fra fortovet, så der er plads til deres små smedejernsbalkoner, de snoede brandtrapper og det utroligt dejlige vildnis af rosenbuske og hækplanter der gror uforstyrret på jorden under balkonerne. Avenue Mont-Royal er en slidt, men pæn og ren gade med et sjovt miks af butikker, fra kæder som Starbucks og American Apparel til små grønthandlere, tøjbutikker og møntvaskerier. Min gade, Rue de la Roche, er en sparsomt trafikeret sidegade til Mont Royal, og udover en kinesisk deppaneur hvor kun indehavernes fem-årige søn taler fransk, er den belagt med små beboelsesejendomme med tre-fire lejligheder i hver.

Jeg var først hos Myriam klokken halv seks Montréal-tid, så hun var hjemme, hvilket var en lettelse. Hun er utrolig sød, hentede øl og honningristede peanuts i den lokale deppaneur og vi sludrede et par timer inden jeg gik i brædderne kl. 20:30 – eller halv to om natten ‘min tid’. Jeg tudede lidt da jeg gik i seng, jeg ved sgu ikke helt hvorfor, det har vel været noget lukken-damp ud. Men jeg har det godt og er spændt på at tage hul på de næste par dage, hvor jeg skal finde et komprimeret franskkursus, finde mine to campusser, købe et simkort til min telefon, en læselampe til mit værelse, et nyt batteri til min computer og et par kurve til tøj og selvfølgelig få en fornemmelse af først bydelen og siden byen.

Kæmpe knus til jer derhjemme! Jeg håber I allesammen er glade og har det godt.

/Signe

Flybilletter:

• Fordi jeg gerne vil til USA i slutningen af mit udvekslingsophold, er jeg nødt til at finde en flybillet, som IKKE indebærer mellemlanding i New York. Hvis jeg flyver over en amerikansk lufthavn – så begynder mine 90 dages ophold – som er det maksimale en turist kan få lov at blive i USA uden visum under det såkaldte Visa Waiver Programme – at tikke allerede når jeg lander i august. Også selvom jeg bare er i transit. Jeg skal først til USA til nytår, så det duer ikke.
• Det betyder, at de allerbilligste flybilletter er udelukket, men jeg har fundet en returbillet København- Montréal for 3800 kroner med SAS til Heathrow og Air Canada derfra til Montréal. Endnu et plus ved dén tur, er at mit fly lander i Trudeau lufthavn, hvor mit universitet har et hjælpekontor, hvis der er bøvl med immigrationsmyndighederne. Dejlig betryggende.
• Så tænker du måske ‘Hvis hun vil til USA i slutningen, hvorfor vil hun så købe en returbillet til Montréal?’. Det ville jeg nemlig heller ikke. Men de canadiske myndigheder ‘kan ikke garantere’ (ambassadens formulering) at jeg får lov at komme ind i landet på en one-way. Og returbilletter med udrejse til Canada og hjemrejse fra USA var næsten dobbelt så dyre. Desuden koster fly fra New York til Montréal ikke mere end 600 kroner, og turen kan tages med tog til det halve (op gennem New Englad med Amtrak, det lyder sgu meget lækkert, ikke?). Så sådan blev det.

Det positive:

• Jeg får gratis sygesikring i Montréal! Det er SÅ godt, da den forsikring ellers er halvpebret. Af en eller anden grund, har alle statsborgere fra Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Luxembourg, Norge, Sverige og Portugal mulighed for at komme under samme health care som canadierne, blot ved at bevise, at man har ret til sygesikring i hjemlandet. Det vil sige, jeg bare skal troppe op på internationalt kontor og udfylde papirer og vise mit sygesikringsbevis. Hvor nemt!

I den mere tøsede ende har jeg lært, at der er en Sephora i Montréal. Sephora er, for de uoplyste, VERDENS BEDSTE DULLEBIKS! Et varehus kun med dullegrej og til priser à la online. Mums! Der er også en Mountain Equipment, som er intet mindre end en friluftsbiks i andelsforeningsform. Lidt ligesom en andelssparekasse herhjemme, bare i form af en butik som Friluftsland eller Spejder Sport. Andelstanken betyder jo, at priserne kan holdes på et SU-venligt niveau, så jeg har mere eller mindre bestemt mig for at lade mine (tunge!) goretex-støvler blive hjemme, og købe et par derovre.

News you can use: Når der i en boligsnnonce på craigslist står, ’420-friendly’ så er det ikke en tastefejl, men betyder at udlejeren ikke har noget imod hash- og potrygning – underforstået i boligen. Jeg har haft min andel af hashrygende roommates, så tak for dén oplysning til min flinke amerikanerven, Kai.