Fif til det fede Venedig
Jeg var for snart 10 år siden i Venedig med min gymnasieklasse og dengang kom jeg til den konklusion, at byen på trods af sin enestående historie forekom mig en kende substansløs. “Der bor ingen i lokale i byen, der er turister overalt, ingen fede butikker og barerne lukker kl. 22 fordi alle medarbejderne skal hjem til fastlandet,” klagede jeg.
Men sikke en fejlslutning, jeg er netop vendt hjem efter fantastisk dejlig tur til Venedig med Gabriel, hans søster, mor og far. Det var en fuldkommen anderledes oplevelse, og jeg har stik mod tidligere erfaringer fået lyst til at besøge byen igen.
| www.flickr.com |
Her er et par af højdepunkterne, som jeg i hvert fald kan anbefale:
LOKAL BYDEL: Det der gjorde hele forskellen for mig, var området, hvor vi boede 
– den sydvestlige del af byen (se hvor på google maps), langt væk fra Rialtobroen og Piazza San Marco.Til gengæld er det forholdsvis tæt på Piazzale Roma, som er byens trafikale knudepunkt for landgående transportmidler – og dermed en mere lokalt befolket og levende bydel end resten af selve Venedig, som godt kan have lidt spøgelsesturistby over sig.
VINBIKS: Vi fandt en lille vinbiks på den nærliggende Calle de l’Avogaria, som hver morgen modtog et læs vinballoner under skarp observation af tre venetianske hangarounds; mænd i tresserne med lærredsshorts, opsmøgede skjorter og cigarer i brystlommerne. Butikslokalet var delt op af en bred disk, som gik fra væg til væg i midten af rummet, og bag disken stod en utrolig vittig mand i halvtredserne omringet af en 8-10 vinballoner med hver sit skilt, som angav druetypen i ballonen. Han solgte vinen direkte fra ballonen til den nette sum af € 2.80 pr. liter og opefter. Vi fik den ‘typisk venetianske’, som jeg allerede har glemt navnet på, og den var aldeles glimrende. Klart et fiffigt indslag, og gaden har desuden en bager (som ellers kan være svære at finde), lidt længere nede mod kanalen, i retning væk fra Fondamenta San Baseglio
LIDO DI VENEZIA: Det var 27 grader i skyggen i Venedig den forgange weekend, og byen føltes som en regulær smeltedigel at vandre rundt i. Sveden perler, håret klistrer fast på kinderne. Så vi tog ud på “Lido’en”, som den blev døbt på vores tur, den nordligste del af den lange, smalle ø som ligger mellem selve Venedig og Adriaterhavet. Det tager lidt tid at komme derud, men så er der også bare bred, lækker strand og palmer og promenader som på en god dag fint hamler op med tilsvarende ved Côte d’Azur. Tilsæt små hippe, syrerock-spillende strandbarer, virkelig udsøgte (og for venetianske forhold; billige) isboder og muligheden for at zen-stene over alle de smukke skaller og konkylier man kan rage til sig i vandkanten, og du har den perfekte destination på en varm dag.
BURANO: På vejen til Lido er der mange turister, som slår vejen forbi en eller flere af småøerne. At dømme efter passagertilstrømningen er det klart øen Murano, som er øverst på turisternes liste – det er her, alt det rædselsfulde, hundedyre venetianske glaskunst bliver fremstillet. Vi tog i stedet lillebror-øen Burano, og den er bare så yndig! Den er oversået med pragtfulde små huse i skrappe farver, fra helt chokpink til pang-grøn med blå vinduer. Hvis man ikke orker at tage til stranden, så er Burano et godt bud på en grøn, lidt mere vindblæst og meget mindre fugtig plet tæt på byen.
Godt at vide:
De der 12/24/etc-timers kort til bådene er først gyldige fra man aktiverer dem i lasermaskinerne. Det gennemskuede vi først, da vi havde kørt på vores kort en gang.
Der er meget få supermarkeder i byen (sikker på grund af besværligheder med levering af varer), men der er et ved San Basiglio bådstationen. Det er godt skjult i en anonym havnefrontsbygning, men der er små skilte med navnet “Billa” på facaden, og de har alt, billigt.
FODNOTE: Hvis det er første gang, man er i Venedig, så ER der et par klassiske turistfælder, som til trods for sin overrendthed er utrolig fascinerende, især hvis man lige bruger de fem minutter det tager at læse op på historien omkring dem. Bygninger og monumenter omkring Piazza San Marco er ærefrygtindgydende, og med lidt historisk tæft kan man hurtigt spore byens helgen San Marco (for de bibelsk udfordrede: det er ham med Markusevangeliet) og hans kumpaner rundt omkring på byens kirker og kunstmuseer. Det er altså efter min mening velfortjent, at Venedig og Lagunen er optaget som en del af verdens kulturarv, World Heritage hos UNESCO.
Har du andre tips til den fede side af Venedig, så skriv dem herunder!
